Klumme: At kalde børn for PDO – pisse dårligt opdraget – er alt andet end uskyldigt
PDO-børn, ”snowflakes”, curlingbørn og 12-talspiger. kært barn har mange navne. Men sproget farver vores virkelighed, og kan gøre livet endnu sværere for børn, der i forvejen kæmper.
”Ham dér, han har da aldrig fået et nej fra sine forældre nogensinde? Han må være et curlingbarn.”
Har du mon sagt noget i den stil før? Måske efter at have observeret et ”uartigt” barn i supermarkedet, hvis forældre ikke sagde fra på den måde, som du selv ville have gjort? Hvis du har, er du helt sikkert ikke den eneste. Og jeg er også selv – i min uvidenhed – kommet til at dømme og kategorisere andre.
I dag er jeg heldigvis blevet klogere. For jeg kan se, hvordan stigmatiserende sprogbrug rammer børn og familier, der i forvejen står i en udsat position. Også mine egne børn.
Stjæler billedet
Det nyeste skud på den kedelige stamme er ”PDO”, som står for ”pisse-dårligt- opdraget” og er opfundet af selveste børne -og undervisningsministeren. PDO-børn skulle angiveligt være skyld i de mange udfordringer med uro og udadreagerende adfærd i klasseværelset i en hårdt presset folkeskole, lyder det.
Jeg oplever, at den form for retorik får det værste frem i os. Der er også en helhed, som ryger, når vi insisterer på at gøre noget komplekst simpelt. Vi zoomer ind på ”hjørnet af maleriet” og forkaster resten.
Et offentligt omsorgssvigt?
For spørgsmålet er, om skolens problemer virkelig kan tilskrives børnenes opdragelse? Det er der jo rigtig, rigtig mange fagfolk, eksperter og forskere, der er dybt uenige i. De peger på helt andre omstændigheder som mulige årsager. Strukturelle omstændigheder. Politiske reformer, en fejlslagen inklusion af børn med særlige behov i de almene skoletilbud, besparelser, for få voksne og få mange børn i klasserne.
Og flere forskere har i årevis kaldt forholdene i vuggestuer og børnehaver for et offentligt omsorgssvigt, som kan lægge kimen til senere mistrivsel – for eksempel, når barnet når skolealderen. Hvorfor taler vi ikke mere om det?
Jeg tror godt, jeg kan regne ud, hvorfor nogle politikere hellere vil tale om curlingforældre end dårlig kvalitet i dagtilbud. Men hvad med alle os andre?
Folk kan ikke skelne
Forældre, som jeg selv, der har børn med diagnoser som autisme og ADHD, får travlt med at forklare, at sådan en retorik vil ramme vores børn hårdt.
For børn som min søn har netop tit en adfærd, der nemt kan forveksles med dårlig opdragelse, hvis man ikke ved bedre. Og det er der desværre mange, der ikke gør.
Nogle af de her børn kan komme til at reagere voldsomt, hvis de presses ind i rammer, som ikke tager hensyn til deres autisme. Larmende miljøer, store børnegrupper, skiftende personale og gruppearbejde. Der er meget, der kan presse et barn med autisme ud over kanten.
Findes der PDO-børn?
Men min iver efter at ”frikende” mit eget barn for et mærkat som PDO, har fået mig til at reflektere. For hvis det ikke er børn som min søn, der er PDO, hvem er det så? ”For de findes skam”, hører jeg mange sige, ”den er god nok”. Og her er det så, at min tvivl dukker op, og jeg får lyst til at stille spørgsmålet; Men hvem er de børn? Hvem er det egentlig, vi taler om?
Er det de børn, der vokser op med skjult alkoholmisbrug i familien? Er de pissedårligt opdraget? Er det de børn, der har en kritisk syg forælder, og som ikke (endnu) har fået et sprog for alt det svære, og derfor reagerer på en måde, som er uhensigtsmæssig for os andre? Er det de for tidligt fødte børn med senfølger, der ”støjer”? Er det dem, der mobbes i det skjulte, og som en dag får nok, og går amok? Er det dem, der har fortjent den ekskluderende retorik og at blive pålagt endnu mere skyld og skam, end de sikkert må slæbe rundt på i forvejen?
Er det dem, vi vil ”tvinge” til tilpasning, uden at interessere os det mindste for, hvorfor de handler, som de gør, og hvad det er for nogle livsbetingelser, de har trukket i livets store lotteri?
Er det dem, vi har opgivet på forhånd? Og gad vide, hvad vi går glip af som samfund på den konto?
”Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror”, skriver Tove Ditlevsen i digtet ”børn”.
Børn har behov, ikke skyld
“Jeg bruger ikke begrebet dårlig opdragelse. Fordi det er irrelevant.” Sådan siger psykolog, konsulent og underviser Bo Hejlskov Elvén i et interview, vi har bragt hos online-mediet Salamanca. Han argumenterer for, at det handler om at undersøge, hvad barnet har brug for, og derefter om forældrene er i stand til at give barnet det, eller om de har brug for støtte. Han understreger samtidig, at alle forældre opdrager deres børn efter bedste evne.
Uanset hvad, har jeg meget svært ved at se, at det løser noget som helst at give børn og unge mærkater, der klinger hånligt. Vil det virkelig skabe mere harmoniske børn, som larmer og forstyrrer mindre og er mere orienteret mod fællesskabet? Næppe.
Så opfordringen herfra, er, at vi lægger afstand. Ikke til hinanden, men til en fordomsfuld retorik. Og at vi undersøger, om vores forestillinger om andre mennesker egentlig holder, inden vi taler med (tre) store bokstaver. Det kan godt være, at det er en gratis omgang for dig, men det er det ikke for de børn, og unge, som vi taler om. Så lad os bruge sproget med omtanke.
Læs mere på salamanca.dk
