Klumme: Kærlighed er det eneste stærkere end had
– noget om at fylde 60, og ham der Bad Bunny.
Som jeg sidder lige nu, i de bolsjestribede dyner på mit flyvende tæppe, i en ellers tom korttids-fremleje-lejlighed midt på det pulserende Nørrebro, ligger sneen stadig højt udenfor. Kulden sætter sig i kroppen, de har lovet endnu mere kulde og sne, og det hele kunne umiddelbart være lidt træls, hvis ikke det var fordi, jeg er fyldt med en optimisme og glæde. I særdeleshed efter at have set den puertoricanske sanger Bad Bunnys halftime-show til det amerikanske Super Bowl i nat. Han blæste os omkuld i salsarytmer og et forrygende show med hele omdrejningspunktet og budskabet, at det eneste stærkere end had er kærlighed.
Min Elskeveninde Lone Marie og jeg lovede hinanden for lidt over et år siden, at vi vil gøre vores hjerters absolut bedste for at overlevere en verden til vores elskede børnebørn, Ellen og Valdemar, hvor energien er funderet på kærlighed og respekt. En verden funderet på kærlighed og respekt til vores unger, og alle andre små skønne børnebørn, der kommer til at se verdens lys. Vi er på en mission sammen, og vi er åbenbart ikke de eneste. Nok er nok.
Og vi er millioner, der ser kærligheden som vores stærkeste universelle våben. Det giver mig en intens glæde og tro på at hadet og splittelsen, aldrig skal få lov til at sætte rødder stærke nok til at overleve.
Den 13. januar om formiddagen var jeg ikke helt så optimistisk og glædesfyldt… Den dag fyldte jeg 60 år. Et tal jeg stadig kan få lidt smil på læben, og stille fnisen over både at skrive og sige, for alle ved jo, at jeg egentlig er MAX 40. Men kloden drejer, og universet, og min krop ude i kulden, fortæller mig, at jeg altså er fyldt 60!
Beskeder tikkede ind fra de tidlige nattetimer, over morgengry og igennem hele dagen. Vi håber, du bliver fejret og festet igennem, og hele livet er et stort fyrværkeri af harmoni, glæde, familie og optur! En dag proppet med mental candyfloss og ligeså cute som alle dyrene ude i skoven i Snehvide-agtigt.
Men sådan var det Æ!
For det første landede mine 60 år på en kold, mørk, vind- og regnblæst tirsdag, og samtidig lagde mine nærmeste elskemennesker sig underdrejet i sygdom fra alle ender. Så der var ikke meget candyfloss eller fest over det! Så faktisk tudede jeg det meste af dagen, og følte mig fuldstændig forladt! Det lille indre, lidt forladte, barn havde erobret sig magten over min voksne kvindekrop. Jeg fjumsede ned i Brugsen og hentede lidt laks, slik og gode øl, og lovede min elskeven, at jeg ville forkæle mig selv om aftenen med en dejlig Moules Frittes middag og bobler nede på Sebastopol.
Men der skete jo så det, at da klokken nærmede sig 18-19 stykker, var mine øjenlåg blevet tykkere end mine røvballer af at tude hele dagen, så jeg kunne knap se ud af sprækkerne, og endnu mindre overskue at sidde til højbords med mit eget ulidelige selskab nede på en smart Nørrebro-Bistro.
I stedet blev jeg på mit lille flyvende tæppe i de stribede dyner, fik leveret en stærk Thai-suppe med WOLT, og lod mig mandsopdække på messenger-chat af mine skønne mennesker, de var vel nærmest indlagt til det…, indtil jeg pludselig faldt omkuld i udmattelse efter at have været besat af en 8-årig småumulig Josefine hele dagen.
Næste dag vækkede min elskeven mig med spørgsmålet, om jeg så kunne mærke forskel på 59 og 60, og jeg kunne så fortælle ham JA! Jeg følte mig både klogere, stærkere og dejligere! Hvis man lige så bort fra mine stadigt hævede røvballe-øjenlåg.
Styrke, glæde, dejlighed og et drys af klogskab bygger vi op indefra. De mennesker vi har omkring os, de glæder vi oplever i livet, den kærlighed der fylder os, er alle de små vitaminbomber, der gør os i stand til at gribe livet og elske det. ”Intet menneske er en Ø” skrev den engelske digter John Donne. Vi er alle en del af hinanden. Vi er ET. Men det er vores eget ansvar at LEVE, og også vores eget ansvar at skabe glæden i livet. Både i hverdagen og på fødselsdage.
Jeg kan ikke skabe fred i verden, men jeg kan skabe fred i mig selv, og den energi kan jeg sende ud i verden. Lige nu, i skrivende stund, går en flok buddhistiske munke de sidste kilometer af en vandring for Fred, Walk for Peace, på tværs af USA fra Texas til Washington, som de når i morgen d. 10. februar. De begyndte for mere end 100 dage siden, den ene fod foran den anden, og få lagde mærke til dem. Men som i filmen Forrest Gump, stødte først en enkelt til, så en mere, og de blev flere og flere. Under denne vandring for Fred har den lille gruppe munke skabt en bølge af håb og tro på tværs af landet. Hvert lille skridt de har taget, har skabt ringe i vandet af troen på Fred.
Hver lille gnist af kærlighed, vi sender ud i verden, vil spire som de små grønne ærteskud og bønnespirer, vi drysser på vores skønne madder. Det hele er jo rå vitaminer.
Den 17. februar (nogle dage før APPETIZE kommer på gaden) bevæger vi os fra Træslangens år ind i Ildhestens år ifølge den kinesiske astrologi. Slangens år har været det år, hvor vi slipper alt det, der ikke er godt for os. Vi skifter ham, vi transformerer og vi fødes på ny. Den energi, de visioner, de drømme og den identitet vi går ind i Ildhestens år med, vil blive styrket med rå power.
Jeg tror på det bliver et fantastisk år. Fyldt med glæde, kærlighed og styrke.
Og jeg ønsker dig et smukt og vidunderligt år.
Kærlig hilsen Josefine version 6.0 …
– og ikk’ hende den lille umulige…
