Tema: Vi skal tale om døden
I denne udgave af APPETIZE har vi valgt at sætte fokus på døden. Ikke som noget definitivt og dystert, men som en uomgængelig del af livet. Og som noget, vi sjældent taler åbent om. Derfor har vi talt med sognepræst og hospitalspræst Johanne Rom stage, advokat Hanne Bruun Jacobsen, bedemand Klaus Abildgaard, bedemand Tine Snedker og blomsterdekoratør Brian Svendsen, der til daglig møder mennesker, når livet er allermest skrøbeligt.
For Johanne Rom Stage var præstegerningen et bevidst valg, der voksede frem over tid. Hun er kristen og oplever, at kristendommen rummer et sprog for både det levede hverdagsliv og for de øjeblikke, hvor livet sprænger sine egne rammer. Troen kan være et holdepunkt, når vi fejrer de store overgange i livet som dåb, konfirmation og bryllup, men også når vi står omkring en kiste og tager afsked med et menneske, vi har elsket meget højt.
Johanne fortæller hun, at kirkens og kristendommens budskab ligger i, at Gud følger mennesket gennem hele livet i både små og store øjeblikke.
Hospitalspræst
Arbejdet som hospitalspræst har ikke gjort Johanne endegyldigt afklaret i forhold til døden. Hun troede da hun begyndte på sit arbejde, at præster, eller troende mennesker generelt, er fritaget for dødsangst. Johanne tror på opstandelsen og på, at der venter et liv og en kærlighed på den anden side af døden, men det udelukker ikke en frygt for selve det fysiske ved at dø. Begge dele kan eksistere side om side, og netop den erkendelse møder hun også hos mange af de mennesker, hun taler med i sit erhverv.
Som hospitalspræst står Johanne til rådighed for samtaler med både patienter og pårørende i alle livssituationer – også dér, hvor døden er meget aktuel. Hendes vigtigste opgave er ikke at komme med svar, løsninger eller strategier, men at spørge og lytte. At skabe et rum, hvor alle følelser og ord kan få plads, uden at de bliver korrigeret eller gjort mindre. Sorgen skal ikke håndteres væk. Den skal have lov til at eksistere.
Smuk afsked – en særlig kraft
Foruden samtalen, spiller ritualerne også en væsentlig rolle. Ved dødslejet kan Johanne Rom Stage læse tekster fra Bibelen, synge salmer, bede Fader Vor og lyse velsignelsen over både den døende og de pårørende. Det kan virke fremmed for nogen, men hendes erfaring er, at ritualerne ofte fylder hospitalsstuen med en særlig ro.
– En velsignelse har en helt særlig kraft, fortæller hun.
Når mennesker står over for livstruende sygdom, er det vigtigt for hende at skelne mellem at finde mening med sygdommen og mening i det, der sker. Hun tror ikke på en straffende Gud, da der for hende ikke er sammenhæng mellem disse. Men i sine samtaler med patienten om døden og de tanker der følger med, kan hun hjælpe med at rette blikket mod livet, der er levet. Samtalerne handler ofte om minder, relationer og det, der har haft betydning.
Flere hospitalspræster siger, at arbejdet handler mere om livet end om døden. En erfaring, Johanne også deler.
– Relationerne er ofte det, der fylder mest i den sidste tid, fortæller hun.
Mange døende fortryder, hvor meget tid de har brugt på arbejde, og hvor lidt tid de har haft med deres nærmeste.
Det kan være en lettelse at få sat ord på. Ikke for at blive modsagt, men for at høre, at man stadig er elsket – deri ligger der en trøst. Samtidig oplever Johanne, at døende og pårørende ofte taler forbi hinanden. I ønsket om at beskytte siger de pårørende måske: “Det skal du ikke tænke på” eller “det skal nok gå”. Men for den døende kan det være afgørende at få lov til at tale om frygt, fortrydelser og mismod uden at blive modsagt.
Tal om døden før det er for sent
Johanne oplever også, at mange familier først begynder at tale om de svære og praktiske spørgsmål meget sent i forløbet. Samtaler om sidste vilje, begravelse og personlige ønsker kan føles tunge, men de kan være en stor hjælp for de pårørende senere.
Ifølge Johanne er det ofte lettere at bære sorgen, når ønskerne er kendt og delt, frem for at skulle træffe store beslutninger midt i chok og tab.
– Når døden nærmer sig, oplever jeg ikke nødvendigvis, at mennesker bliver mere religiøse, men at de ser deres tro fra nye vinkler. Nogle bliver optagede af spørgsmål om dom og fortabelse. Her vender samtalen sig ofte mod, hvem Gud er for det enkelte menneske, fortæller hun.
For Johanne er Gud kærlighed og nåde. Ikke fordømmelse, men et nærvær, der også gælder dér, hvor ordene slipper op. At tale om døden behøver ikke at tage håbet fra os. Det store håb om helbredelse går tabt til de mindre håb. Et håb om et sidste besøg, en sidste tur udenfor, et ritual, en fred. Og for nogle et håb om et liv efter døden. Hvis vi som samfund blev bedre til at give plads til disse samtaler, tror hun ikke, at døden ville fylde mere – men måske fylde mindre forkert.
Som Johanne engang hørte en klog kollega sige: “Vi dør ikke af at tale om døden.”
