Jeg smutter lige ned og handler – om angst
Noget så simpelt og enkelt som de fleste af os gør næsten dagligt i større eller mindre stil. Bare lige hurtigt ned i Netto og hente lidt hygge og en flaske Rosé til en afslappet eftermiddag i solen ude på altanen
Det var, hvad jeg skrev til et par veninder for nogle uger siden, og så smuttede jeg ud ad døren med smil på læben og glæde i hjertet. Det var en rigtig skøn dag. Solen skinnede, altanen lignede lort, men den var der – og jeg havde efter flere måneders tumult og flere års udfordringer, endelig fundet et lille ”helle”, hvor jeg kan trække vejret frit, og finde meningen med nuet de næste par år.
Og lige pludselig, som lynet fra den klare himmel, nede i Netto, midt i myldreeftermiddag, begyndte min hals at snøre sig sammen. Fra det ene øjeblik til det andet overtog svimmelheden min krop, min vejrtrækning røg ud af kontrol, jeg begyndte at hyperventilere, alt imens tårerne piskede ned ad kinderne.
Værs’go’! Imens hele verden ufortrødent fortsatte sine gøremål omkring mig, stod min sjæl pludselig fuldstændig nøgen og sårbar midt imellem rækkerne med pasta og konserves. Som i en tåge og slowmotiontilstand famlede jeg mig ud af butikken, og hen bag flaskeautomaten og indkøbsvogne, for at samle mig selv op igen. Et absolut bagholdsangreb fra dybet. Ren JAWS, Dødens gab.
” Troede du virkelig, jeg helt havde forladt dig?? Jeg er lige her!” Tårerne fortsatte stille, med deres helt eget liv, i flere timer efter, og min krop føltes som mørbanket budding. Den lille dæmon i skikkelse af et akut angstanfald havde ramt mig, og mindede mig om et liv levet og en psyke lige så farverig som Amazonas jungle. Det ramte mig også som en rungende, stor, sort ensomhed, når jeg helst, lige der, bare ville krybe ind i den varme favn, jeg altid længes efter.
Mange af os rammes af angst i løbet af livet. Nogen mærker snerten af den, andre invalideres mere eller mindre i kortere eller længere perioder af deres liv. Og selvom det rammer så mange af os, er det stadig elefanten i rummet. Det er det, vi ikke taler om. Når jeg lader mig blive ramt, og får en ordentlig en på sinkadusen af den lille lort!, når den lige får ram på mig i et svagt øjeblik, så ved jeg, hvor vigtigt det er, at jeg holder den i skak. At den aldrig får lov til at overtage mit liv.
Første gang jeg mødte angst, var jeg ganske lille. Måske omkring 5 år. Min mor lå nøgen og skreg inde i den store grønne seng, hun skreg med en dyrisk kraft, så dyb og sitrende, så gennemtrængende, at den satte sig i hver en celle i min krop. Min mormor og morfar kom, og der blev ringet efter den gamle huslæge, der kom anstigende tavs i sin sorte lange frakke med den mørke, slidte lægetaske i læder i hånden. Fuldstændig efter bogen i starten af 70’erne. Eller 1887. Han satte sig på sengekanten ved min mor. Efter at have hvisket stille med min morfar, tog han en stor sprøjte, og stak den lige ned i min unge mors ene nøgne balle. Efter kort tid blev hendes skrig og hendes desperate udtryk svagere. Pludselig lå hun mere som et stille, såret dyr i mørket, og jeg gemte mig derefter på mit værelse – i mørket.
Selvom angst er ufatteligt menneskeligt, og den verden vi lever i lige nu, fodrer angst, som enzymer og bakteriekulturer fodrer en surdej, så må vi aldrig lade den definere os som personer. Jeg er 60 år, jeg er dansk, min røv er seriøst buttet, jeg er mor og jeg er Bedste, men jeg er ikke angst. Jeg får besøg af angst en gang imellem, som jeg får besøg af influenza, men jeg ER jo heller ikke influenza. Min sårbarhed bliver mere åbenlys, når mit immunforsvar er udfordret.
Mere end 400.000 voksne og 50.000 børn og unge kæmper med angsten. Og det er vigtigt, at vi tackler den med åben og stolt pande, og ikke i det skjulte, som vil føre til stigmatisering og en endnu større sårbarhed. Angsten må ikke slå rod i vores børn. Den må ikke få lov til at kvæle deres frihed og kærlighed til livet.
For mere end et årti siden skabte en gruppe visionære personer, som siden blev rådgivningsfirmaet Habitats, bevægelsen ”Vild med vilje”, et projekt der stadig eksisterer, og som har til opgave at skabe større biodiversitet og bedre levesteder for planter, dyr, og insekter. Brønderslev Kommune deltager aktivt i projektet med at omlægge 38 hektar til vild natur gennem borger- og virksomhedsinddragelse. Jeg hørte om det gennem Lone Marie fra GRIB, som brugte det som et eksempel på at gå ”all in” på noget vigtigt i vores liv. At vi aktivt vælger noget ”med vilje”, som beriger os. Jeg vil være STÆRK med vilje, jeg vil være ELSKENDE med vilje, jeg vil være GLAD med vilje, og når jeg vil styrke, glæde og elske … så får angsten ikke rodfæste i mit liv.
Jeg har før beskrevet, hvordan jeg hopper op i min mentale luftballon og stiger til vejrs. Lige der over skyerne i den smukke stilhed. Kun den lette vind kan høres. Ingen menneskelig larm.
Når jeg får brug for at trække vejret lidt ekstra, og når det Hurlumhejhus vores fysiske jeg befinder sig ALT for meget i, når det – ganske enkelt bliver så surrealistisk at min sjæl beder om en pause. Deroppe over skyerne kommer jeg igen i fuld kontakt med, hvad der er vigtigt. Kærligheden og at mit hjerte stadig banker. Helt uden larm og forurening fra ligegyldige døgnfluer, der fylder alt for meget.
Og de tanker forstærkes, når jeg ser de vidunderlige billeder astronauterne fra Artemis II sendte hjem til os fra deres næsten ubegribelige, fantastiske rejse omkring månen. Verden og Universet er SÅ smukt, og den energi vi deler med universet, er vidunderlig. Det skal jeg, og vi, huske, når vi står nede i Netto mellem pasta og konserves og mister forbindelsen til os selv et øjeblik.
Jeg ønsker dig det smukkeste liv.
Kærlig hilsen Josefine
