Klumme: Når vi møder en fremmed

Jeg gik rundt nede i Netto i går, en anelse ved siden af mig selv, mens jeg tunede ind på smukke, sprøde grønsager, en frisk selvsikker basilikum, fine rødløg, en pakke lidt sorgfuld laks og en kvalt kylling, midt i et virvar af forvirrede slagtilbud og indeklemte kaloriedrømme. med mine tanker stikkende i alle retninger, som piggene på ryggen af et pindsvin.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der i disse tider bliver ramt af meget divergerende sindsstemninger. Flere på en enkelt dag. De flyver rundt i min hjerne og omkring mig, som sæbebobler på en forårsdag i maj. PUF så er de der, utæmmelige og svævende, og puf … så er de væk igen. Fra tanker med rent overskud og Pippistyrke til små blå bekymringer og ustabile vejrtrækninger, hvor angsten står på spring til at besætte min krop igen, men så kommer fuck det hele, kys livet og spis den største jordbærkage i byen.

Min fyldte kurv bar nok præg af alle de sindsstemninger, da jeg nåede op til kassens rullebånd. Store økologiske portobellosvampe, hjertesalat, frosne pakker med hurtige butterdejs-comfort-kram, rogn og rejer, mine uundværlige forårsløg og en syntetisk citronmåne, der skrålede komplet utilregnelighed ud i universet.

Jeg var i gang med at fylde rullebåndet med alle mine følelser, da en mand dukkede op bag mig med en liter frisk appelsinjuice. Jeg kiggede på ham, og bad ham hoppe foran mig i køen, imens jeg fortsatte.

’Mener du det?’ sagde han.

’Ja selvfølgelig! Du skal s’gu da ikke vente på, jeg får fjumset alt det her igennem kassen!’ svarede jeg.

’Tusinde tak… Jeg er lige hjemvendt efter flere år i udlandet. Da jeg rejste herfra, syntes jeg landet var fyldt med bitterhed… Nu har jeg lige været ovre i kiosken, og få hjælp med min telefon… og nu står du her… og viser venlighed og overskud… jeg får s’gu helt tårer i øjnene… Der er stadig håb for menneskeheden.’ Og så slog han et varmt, lidt hæst grin op.

Jeg kiggede på ham. ’Vi skal s’gu da passe på hinanden, nu mere end nogensinde, så ja! Der er masser af håb for menneskeheden!’

’Ja s’gu! Jeg hedder for resten Claus’

’Og jeg hedder Josefine’

’Vi ses jo nok igen … og tak!’ sagde han og gik smilende ud af Netto med sin appelsinjuice, og jeg fik smilende fyldt resten af kassebåndet med alle mine følelser, der nu havde skiftet fuldkommen farve til solskinsorange, alle sammen.

Og sådan deler vi vores energier med hinanden. Altid. Som et gammelt egetræs enorme og vidtrækkende rodnet, deles vores energier.

Jeg lyttede til en særlig podcast for få dage siden med dr. Lisa Miller. Bestsellerforfatter og Professor i klinisk psykologi og neuroscience. En podcast omkring spirituel neurovidenskab, synkronisitet og vores hjernes åbenbaring. Når vores hjerne genopdager, at den er en del af en større sammenhæng. Både Niels Bohr og Albert Einstein forstod sammenhængen imellem videnskab og spiritualitet, og når vi tør overgive os til forståelsen af noget større end os selv, så begynder verden at åbne sig på ny.

Hun talte om universets symfoni, og forklarede, hvordan vi alle er hinandens ”Trail-Angels”. Jeg ledte efter det rette ord på dansk, når vi gennem synkronisitet, livs-kærlighed og underbevidsthed rør/berører hinandens liv, som ved umiddelbare tilfældigheder, men alt viser sig sidenhen at være ganske synkront, og med et budskab. Min hjerteven foreslog først ordet ’Støtte-engel’, men blev hurtigt, med et grin, enig med sig selv om, det mere lød som noget hans mormor ville gå med, så vi mødtes på ’Følge-engel’, selvom det slet ikke er dækkende på samme vis som ’Trail-angel’.

Jeg elsker de tanker… at vi som ’Trail-Angels’ berører hinandens liv, som sommerfuglekys på næsen. Og med tanken om at vi alle bevæger os imellem hinanden som engleskabninger, og håbet, at vi viser den omsorg og det nærvær, som den universelle tillid fortjener.

Jeg tror, vi alle kender fornemmelsen af at møde eller se et menneske, og pludselig får vi en intuitiv tanke, det kan være en ide/et kompliment/en umiddelbar trang til at dele noget specifikt med det menneske. Men så griber vores grå fornuft ind, og vi lader være. Jeg har dog ofte gjort det selv… fulgt min intuition.

Da mine børn var mindre, så de mig som pinligheden selv. Henvendt mig til en fremmed på gaden, i en butik, et arrangement, når jeg følte behov for at give et kompliment, dele en hurtig tanke… og det er det, vi generelt skal blive bedre til. Omfavne hinanden med sommerfuglekys på næsen. Jeg tror på, at jo mere vi gør det, jo mere vil det spredes som ringe i vandet. Og det har vi behov for. Mødes i smilet, i den lille samtale… strække vores følge-engle-vinger ud og berøre hinanden. Vi kysser noget sårbart, der trængte til at blive helet. Vi deler en tanke, der bliver til den ide, der har spiret i et andet menneskes hjerte. Vi bliver det smil, der smelter en sorg. Synkronisitet.

At der findes et vildt fremmed magtfuldt menneske der, dagligt, skaber PTSD-lignende tics og symptomer på tværs af hele jordkloden, det skal ikke sætte dagsordenen for, hvordan vi vælger at leve vores liv. Med hvilke energier vi møder dagen og hinanden. Hver eneste dag. Den magt skal han ganske enkelt ikke sidde med.

Træk vejret, vend blikket mod den smukke himmel, de lysende stjerner, søg roen under træernes kroner, lad dit blik svæve ud over havets horisont, og mød den næste fremmede på din vej med et smil.

Hjerteligt og glædeligt Forår

De kærligste hilsner

Josefine