Skip to main content
Pressemeddelelse: Aalborg Kommune / Trekanten – bibliotek & kulturhus
5. august 2026

Café Trekanten er nationalt forbillede for grøn madkultur

Bevidste fravalg har sendt en lille kommunal café i Aalborg Øst til tops i kommunens bæredygtighedsregnskab. I dag er den eftertragtet som inspiration for offentlige køkkener i hele landet.

Et enkelt og visionært valg har bragt Trekanten café i hjertet af Aalborg Øst ind i toppen af de mest bæredygtige kommunale spisesteder i Aalborg.

For fire år siden begyndte køkkenet at udfase oksekødet på menuen, hvilket er en råvare, der alene udleder 10-12 gange mere CO₂ end svinekød.

I stedet satser Trekanten mere på ærter, bønner og bælgfrugter samt kylling fisk og svinekød.

En indsats, der i øvrigt flugter med Aalborg Kommunes fødevarestrategi, der sigter mod en 25 procents CO₂-reduktion fra kommunale køkkener inden udgangen af 2028.

Grønne fællesskaber

På Trekanten giver det mening at medvirke til at nedbringe kommunens samlede CO2 aftryk.

– Vi oplever, at brugerne har taget utroligt godt imod det, simpelthen fordi tiltaget skaber plads til nye fællesskaber og spændende muligheder i den grønne omstilling, siger kulturhusleder Michael Mansdotter og understreger, at initiativet ikke har gået ud over oplevelsen for gæsterne.

– Vi er bestemt ikke gået ned på kvaliteten af vores mad. Tværtimod. I dag er Café Trekanten blandt de mest bæredygtige kommunale caféer i Aalborg, pointerer Michael Mansdotter.

Fotos Madfestival 2025: Trekanten Café har adskillige gange været vært ved langbordsmiddage. Her Madfestival 2025.

 

Sølvmærke

Siden er flere køkkener fulgt med, men allerede inden øko for alvor blev in, var Trekanten i gang med at videregive sine erfaringer til kolleger i de offentlige institutioner og kantiner i kommune.

– Caféen har desuden bidraget med flere opskrifter om brugen af økologiske bælgfrugter til opskrifthæfter udgivet af Økologisk Landsforening, siger caféleder Anne Grønning og fortæller, at køkkenet er bælgfrugtsambassadører og får ærter, linser og bælgfrugter fra det lokale Tranum Naturbrug.

I 2023 modtog caféen det Økologiske Spisemærke i sølv, som dokumenterer, at 60-90 procent af råvarerne er økologiske.

Livestream til danske køkkener

Efterfølgende er Trekantens succes med bæredygtighed blevet landskendt.

I foråret sendte Food Organisation of Denmark live fra Café Trekantens køkken som del af Planteløftet LIVE. Her deler de køkkener i Danmark erfaringer med at øge andelen af plantebaserede råvarer i menuen.

– De webinarer er målrettet fagfolk, der søger konkrete teknikker, opskrifter og ledelsesmæssige redskaber til at inkludere flere planter i de daglige måltider, siger Anne Grønning.

Sammen med sit personale stod hun i spidsen for streamingen, hvor de fortalte professionelle køkkener over hele landet om Trekantens tilgang til bæredygtig gastronomi.

Maden som fællesskabskraft

Caféens rolle rækker dog ud over klimaregnskabet. Den er også en aktiv medspiller i kulturhuset og en naturlig del af Trekantens hovedformål: at skabe og støtte kreative og kulturelle arrangementer.

For eksempel har Trekanten Café adskillige gange været vært ved langbordsmiddage i Aalborg centrum til bæredygtighedsfestival i samarbejde med Grønt Aalborg. Cafeen har desuden deltaget i fællesskabsforløbet “Rundt om bordet” i samarbejde med Nordjyllands ord- og litteraturfestival Ordkraft, huser fællesspisning for Ældresagen, Social Dining med Højskolesangbogen og er for 4. gang med i Nordjysk Madfestival med langbordsmiddag, årstidens råvarer og levende musik.

Café Trekanten holder til på Trekanten – bibliotek & kulturhus, Sebbersundvej 2a, 9220 Aalborg Øst.

 

Besøg caféens hjemmeside her https://trekanten.info/cafe/


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev