Det liv jeg troede jeg skulle have

Da jeg var barn, troede jeg, at livet ville følge en plan. Ikke nødvendigvis en særlig vild plan. Bare den klassiske. Jeg skulle møde den store kærlighed, skabe en familie og blive gammel med den samme mand. Ikke perfekt, selvfølgelig. Men trygt. Forudsigeligt. Som om livet havde en opskrift, og hvis jeg gjorde de rigtige ting i den rigtige rækkefølge, så ville det hele falde på plads.

Jeg tror egentlig, mange af os voksede op med den fortælling. En fortælling om at kærlighed er noget, der kommer udefra. I dag ved jeg at denne fortælling ikke blev sand for mig.

Jeg troede at der fandtes et tidspunkt, hvor jeg ville “lande”. Hvor tingene gav mening. Hvor jeg kunne kigge rundt på mit liv og tænke: Sådan. Nu er jeg fremme.

Der kom også et tidspunkt, hvor jeg faktisk troede, at jeg var landet. Jeg mødte en mand og vi fik et barn, byggede et liv og drømte om at blive gamle sammen. Det lignede, at jeg havde fundet den historie, jeg skulle være hovedperson i. Men sådan blev det ikke.

Og jeg kan huske følelsen af, at ikke bare et forhold gik i stykker, men også hele den fremtid, jeg troede ventede på mig. Jeg var nu igen single, og denne gang også eneforældre.

Tre år senere mødte jeg kærligheden igen og jeg følte jeg fik en chance for at lykkedes med at skrive min historie som jeg planlagde den.

Jeg ville gerne tro på fremtiden igen. Og da jeg blev gravid med vores første barn, tænkte jeg, at livet nu fandt tilbage på sporet.

Men endnu en gang blev historien skrevet anderledes, end jeg havde forestillet mig -netop som jeg var blevet gravid med vores andet fælles barn.

Vi gik fra hinanden, før vores andet barn blev født. Jeg var nu igen single, og denne gang som eneforældre på fuldtid til tre børn, hvoraf den ene var et spædbarn.

Hvis du havde fortalt den yngre version af mig, at mit liv ville se sådan ud, tror jeg ærligt, hun havde været bange. Og ikke mindst meget skuffet. For det her var ikke planen. Det her var ikke min definition af et lykkeligt liv. Jeg skulle jo have kernefamilien. De fælles juleaftener. En mand ved min side, når børnene blev store. Én kærlighedshistorie. Ét hjem. Ét liv.

Men her kommer det mærkelige.

For jo længere tid der går, jo mere indser jeg, at det liv, der ikke blev som planlagt, måske blev meget vildere.

Jeg har fundet mig selv på en måde, jeg ikke tror, jeg havde gjort, hvis alt var gået efter planen.

Jeg brugte så mange år på at tro, at lykken lå lige rundt om hjørnet. At den ville komme den dag, jeg fandt den rigtige mand. Den dag mit familieliv så ud, som jeg havde forestillet mig. Den dag alle brikkerne faldt på plads.

Men sådan blev det ikke.

I stedet står jeg her i dag som eneforælder til tre børn. Med en hund, en kat, fire høns og en surdej, der kræver mere opmærksomhed, end den egentlig fortjener.

Og jeg er glad.

Der er dage, hvor jeg er træt, overvældet og ville ønske, at der var en anden voksen til at tage opvasken eller høre om dagens udfordringer. Men helt grundlæggende føler jeg mig glad.

Der er en ro i at vide, at mit liv ikke længere er sat på pause, mens jeg venter på, at noget eller nogen skal gøre det helt.

Jeg fandt lykken i morgenkaffen på terrassen. I grinene rundt om spisebordet. I mine børn. I veninderne, der møder op. I fællesskaber. Og i følelsen af at være blevet hovedpersonen i mit eget liv.

Nej, det blev ikke, som jeg planlagde.

Men måske blev det meget vildere.

Og måske blev det først rigtigt mit.

Det her vedrører os alle sammen.

Om vores nye klummeskribent: Det Du Vander Vokser

Mit navn er Fie. Jeg er mor til tre børn på 4, 6 og 13 år, eneforælder på fuldtid og optaget af at skabe et liv med nærvær, mening og plads til både store og små drømme.

Jeg er nysgerrig på alt det, der gør os menneskelige – kærlighed, relationer, moderskab, længsler og de omveje, livet nogle gange tager os ad.

På Instagram-profilen @det.du.vander.vokser deler jeg ærligt om livet, som det udfolder sig, og om forsøget på at skabe et liv, der føles rigtigt indefra.