Skip to main content
Pressemeddelelse: Destination Blokhus
4. august 2026

Danmarks smukkeste landingsbane er i Blokhus

Søndag den 16. august bliver Blokhus Strand endnu en gang forvandlet til en af Danmarks mest spektakulære landingsbaner, når Destination Blokhus inviterer til Blokhus Fly-In 2026.

20 nøje udvalgte fly lægger an til landing direkte på den brede sandstrand, hvor publikum kan opleve alt fra historiske veteranfly og hjemmebyggede fly til moderne flykonstruktioner. Med Vesterhavet på den ene side og de hvide klitter på den anden danner Blokhus rammen om en helt særlig oplevelse, der år efter år tiltrækker tusindvis af tilskuere.

 

Nøje udvalgte deltagere

Interessen for at deltage i Blokhus Fly-In er stor, men kun 20 nøje udvalgte piloter får hvert år mulighed for at lande på Blokhus Strand. Arbejdsgruppen bag arrangementet sammensætter deltagerfeltet med fokus på både flyenes historie, piloternes erfaring og de personlige fortællinger, de bringer med sig.

En landing på den ujævne sandstrand stiller særlige krav til både præcision og rutine. Derfor er det kun særligt udvalgte piloter, der inviteres til at deltage. Sikkerheden har højeste prioritet, og arrangementet er derfor lukket for uanmeldte deltagere.

 

 

Et bredt felt

Årets felt består af en spændende blanding af historiske veteranfly, hjemmebyggede fly og moderne konstruktioner.

Blandt årets mest markante deltagere er kunstner og pilot Simone Aaberg Kærn, som lander på Blokhus Strand i en historisk Piper J3/L4 Cub fra 1942. Flytypen blev anvendt som observationsfly under Anden Verdenskrig, og netop fascinationen af de kvindelige militærpiloter fra krigen førte Simone til selv at tage flyvecertifikat. Siden har hun gennemført en række opsigtsvækkende flyvninger verden over og er i dag internationalt kendt for at kombinere kunst, eventyr og flyvning. Med både sin historie og sit historiske fly bliver hun et af årets helt store trækplastre.

Publikum kan også opleve Michael Nielsen, der ankommer i en klassisk DHC-1 Chipmunk – et britisk træningsfly, som gennem årtier blev anvendt af blandt andet Royal Air Force. Til daglig er Michael chef for Eskadrille 721 i Flyvevåbnet og har gennem mere end 25 år fløjet internationale missioner med Hercules-transportfly. På Blokhus Strand er det dog den ikoniske Chipmunk, der stjæler opmærksomheden.

Et helt særligt indslag er Jochen Fuglsang-Petersens hjemmebyggede Cozy 3. Flyet er bygget fra bunden gennem otte år og mere end 3.500 arbejdstimer, inden det lettede første gang. Jochen flyver til Blokhus fra Rendsburg i Tyskland, og hans fly er et imponerende eksempel på den passion og dedikation, der kendetegner mange af deltagerne ved Blokhus Fly-In.

 

Meet & Greet

Årets taler er Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, som byder velkommen kl. 13.30. Med en fortid i Flyvevåbnet står han klar på stranden til at tage imod piloterne.

Når flyene er landet, kan publikum opleve dem helt tæt på ved det populære Meet & Greet, hvor piloterne fortæller om deres fly og oplevelser i luften. Der bliver igen mulighed for at stemme på sit favoritfly og deltage i lodtrækningen om attraktive præmier, inden alle fly letter samlet fra stranden kl. 15.15.

 

Nyttig info

Destination Blokhus forventer igen i år stor tilstrømning og opfordrer gæster til at benytte alternative tilkørsler, eksempelvis via Saltum Strand. Sikkerheden har højeste prioritet, og arrangementet kan aflyses, hvis vejr- eller strandforholdene ikke er optimale.

 

Program

12.30 Flyene lander på stranden
13.30 Velkomsttale v/ Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn
14.00 Meet & Greet – se flyene tæt på og tal med piloterne
15.00 Publikum forlader landingsområdet
15.15 Takeoff


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev