Uden MOD – intet liv
Der findes noget, der er akkurat lige så livsvigtigt som mad og drikke, ilt og kærlighed. Og det er MOD. Mod er også en finurlig størrelse, der kommer i alle former og farver og styrke. Men uden mod går vi i stå. Så lever vi uden at leve. For at citere et gammelt ordsprog… Når døden en dag tager din hånd, så sørg for den finder dig i live.
Jeg har ofte lange samtaler med mine døtre, og lige gyldigt hvilke emner vi berører, og lander midt i, så hører de mig gang på gang sige, at intet i verden er statisk, alt forandre sig. (Det hele skal nok gå, Skattepige…), og grunden til jeg altid kan slutte med, at det nok skal gå (Skattepige), er fordi de tre unge kvinder besidder rigtig meget mod, også når angst eller ulykkelighed formørker udsynet. Nej, intet er statisk, men uden modet, visner vi.
Når jeg sidder lige nu, og har NEWS kørende på sidelinjen med præsentationen af landets nye regering, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor modige disse mennesker er. De stiller sig allerforrest på Øretævernes holdeplads, og det kræver mod. Det kræver mod at stå på mål for sine holdninger, sine ambitioner og sine værdier.
Jeg var ikke noget modigt barn som lille. Jeg var bange for mørke, jeg var bange for at springe ud fra 1 meter vippen, og ned i det dybe vand. Jeg var bange for klovne og mænd med stort skæg. Jeg var stille, og stod hellere lidt i skyggen, eller sad under æbletræet med mine bøger og tegnesager. Jeg blev aldrig god til ridning, badminton eller tennis, mit mod til at gå ”all in” og tro på mine egne evner, var der ikke. Jeg gemte mig under min dyne, når vinduerne derhjemme klirrede lidt for meget, eller stegepanderne fløj gennem luften. Jeg valgte tavshed fremfor mod, indtil en dag, hvor mit lille hjerte ikke kunne tavsheden mere, og jeg valgte at kravle ud fra dynen, og stille mig op i hele min 1m og 20cm’s højde, og forsøge at redde både min mor og min far, og hvad reddes kunne. Jeg blev hørt, og jeg blev anerkendt, selvom der måske ikke var så meget tilbage at redde. Mange børn lever hver eneste dag et liv, her hjemme og ude i verden, hvor de intet valg har. Andet end at være modige.
Der er så stor forskel på, hvad vi tænker som mod. Det kommer jo helt an på med hvilken farve briller vi ser livet, og hvor vi hver især befinder os i livet. Lige nu er der eventyrere der bestiger Mount Everest, de kæmper sig op igennem Death Zone med iltmasker, udmattede, i håbet om at nå toppen.
For to år siden besteg jeg mit eget Mount Everest, da jeg overvandt min Death Zone – at træde igennem dørene indtil et ganske almindeligt supermarked for første gang efter næsten tre år i modløs dyneisolation. Jeg rejste mig, stolt, jeg næsten dansede igennem Netto, storsmilende, lykkelig, fri. Som en øko-ko der bliver sat på græs i april. Jeg havde fundet mit mod frem til igen at stole på min krop, og min lille krøllede hjerne til at få mig sikkert både ud og hjem. Ud i verden igen. Og havde jeg ikke fundet det mod frem til at rejse mig og møde verden med åben pande igen, så var jeg nok visnet helt. Så havde døden næppe fundet mig i live. Noget så simpelt som at besøge en butik, træde ind i et tog, række hånden ud… var toppen af mod for mig på det tidspunkt. Og jeg ved, det stadig er det for mange. Men verden ER ikke statisk, og verden ligger åben.
Det kræver mod at turde være i sig selv, at turde mærke sine følelser; det kræver mod at sige fra og melde ind, og det kræver mod at skifte kurs.
Det kræver mod at tabe sig, hvis kiloene er blevet alt for tunge, det kræver mod at tro på man kan. Det kræver mod ikke at kende i morgen. Hvile i friheden – ikke at vide. Det kræver mod at spise sardiner for første gang, og dufte til en potkäse; det kræver mod at dykke helt ned i dybet, og det kræver mod at springe ud, det kræver mod at elske med hele sin sjæl, uden frygt for at miste sit hjerte.
Hvis du mærker efter i dit hjerte, er du så et modigt menneske? Er der steder indeni, der prikker til dig, hvisker stille, eller råber; som håber på du finder det lille eller store mod, der siger: KOM! Du kan godt.
Jeg skal stadig finde modet frem på vigtige områder i mit liv. Jeg skal tro noget mere på mig selv og på mit værd og mine evner. Blive modig nok til at elske hele mig selv. Også min store røv.
Så den her klumme er også en pep-talk til mig selv! For jeg vil så gerne leve livet fuldt ud.
Når vi lærer at elske os selv, når vi bliver modige nok til at favne hele den vi er, så vil vi også det allerbedste for os selv. Fuldstændig som vi ønsker det allerbedste for de mennesker, som vi elsker. Og al udvikling kræver mod. GRIB det.
Vi er her lige nu!
Jeg ønsker dig en smuk, varm, dejlig sommer fyldt med kærlighed og MOD.
Josefine
