Lækre luftige fastelavnsboller med fuldkorn
Snart vrimler det med små søde astronauter, prinsesser og supermænd, når vi den 19. februar kan fejre fastelavn endnu engang. Hvis du allerede nu har meldt dig til at tage fastelavnsboller med til den store dag, så skal du overveje at læse videre. Her er nemlig en opskrift på lækre, luftige fastelavnsboller på 25 procent fuldkornsmel, du kan lave derhjemme.
Årstiden for den eftertragtede mørdejsklassiker er lige på trapperne. Det har du sikkert allerede fået bevis på, hvis du har været et smut forbi bageren, hvor fastelavnsboller med creme eller flødeskum i flere farver tårner sig op i kagemontren.
For mange danskere er det et kulinarisk højdepunkt på året. Men hvis du skal have fastelavnsboller med til fastelavnsfesten i ungernes klasse, så kan det være en god idé at bage dem selv. Derfor har Fuldkornspartnerskabet arbejdet på en opskrift baseret på fuldkorn, der både smager godt, og som er let at gå til.
”Vi har udviklet en opskrift på 25 procents fuldkornshvedemel, der er nem at kaste sig over for hele familien. Fastelavnsbollerne har en fantastisk smag og en luftig, blød konsistens” siger Rikke Iben Neess, kampagneleder for Fuldkornspartnerskabet.
Fuldkorn er en del af de officielle kostråd, og Fødevarestyrelsen anbefaler at spise 75 gram fuldkorn om dagen eller mere.
Hvedemel kan også være fuldkorn
Hvis du tænker på en grovbolle, når du hører fastelavnsbolle med fuldkorn, så er du ikke alene. Mange danskere forbinder nemlig fuldkorn med de grovere typer kornsorter som fx havre eller rug. Men hvedemel kan også være fuldkornsmel. Det er dog kun 35 procent af danskerne, der ved det, mens blot hver fjerde ved, at fuldkorn kan være helt finmalet mel. Det viser en forbrugerundersøgelse foretaget af MEGAFON for Fuldkornspartnerskabet.
Derfor har Fuldkornspartnerskabet fortsat et arbejde foran sig i forhold til at udbrede viden om fuldkorn, forklarer chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Gitte Laub Hansen:
”Fuldkorn er det hele intakte korn, men det kan være formalet til fint mel, og så er det ikke til at se, at der er fuldkorn i produktet. Så der er stadig nogle myter, vi skal punktere om fuldkorn. Vi håber, at danskerne fremover får en endnu bedre forståelse for, hvad fuldkorn er,” siger Gitte Laub Hansen, chefkonsulent fra Kræftens Bekæmpelse, som er partner i Fuldkornspartnerskabet.
Om Fuldkornspartnerskabet
Fuldkornspartnerskabet er et offentligt-privat partnerskab der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder, detailhandelen og brancheforeninger udgør Fuldkornspartnerskabet.
Opskrift på fastelavnsboller
Ingredienser
Dejen
- 2 dl. mælk
- 20 g gær
- 50 g smør
- 3 spsk. sukker
- ½ tsk. salt
- 325-350 g hvedemel
- 100 g fuldkornshvedemel (speltmel eller hvidt hvedemel)
- 1 æg
Fyld
- 2 dl. mælk
- 2 æggeblommer
- 2 spsk. sukker
- 1,5 spsk. maizena
- 1 tsk vaniljesukker
- hindbærmarmelade, chokolade eller æbletern
Glasur /pynt
- 1 bæger pasteuriseret æggehvide
- Flormelis
- kakaopulver eller frugtfarve
Sådan gør du
Creme
Mælk, æg, sukker, maizena og vaniljesukkeret kommes i en gryde og piskes godt sammen. Bring nu stille væsken op til kogepunktet under konstant omrøring, indtil cremen er tyknet. Når cremen har kogt igennem i et lille minut, slukkes der for varmen og gryden tages af blusset. Hæld cremen i en skål og læg et låg på. Sæt cremen på køl, indtil den skal bruges.
Dejen
Mælk og smør kommes i en gryde og der tændes ved svag varme. Rør rundt indtil smørret er smeltet. Blandingen må ikke blive for varm. Det skal kun være lunkent. Mælk og smør blandingen hældes i en røreskål. Lad det køle nogle minutter, hvis det er blevet for varmt. Ægget røres i og derefter gæren. Nu tilsættes sukker, salt og de to typer mel, og det hele røres sammen. Dejen æltes til den bliver glat og smidig, det tager ca. 8-10 min. på en røremaskine. Mængden af mel kan variere og der kan evt. tilsættes en smule mere, men dejen må hellere være lidt for våd end for tør. Dejen sættes til at hæve 45 min – 1 time et lunt sted eller til den er vokset til dobbelt størrelse med et låg over skålen.
Formning og bagning
Tag den færdigt hævede dej ud på et let meldrysset bord og del den i 10 lige store stykker. Hvis du vil have dem lige store, kan du veje dejen. Nu rulles hvert stykke ud til en kvadratisk flade. Derefter lægges 1 tsk. hindbær syltetøj og 1 spsk. creme på midten af hvert stykke. Fold hjørnerne af hvert stykke op og klem kanterne sammen, så de lukker tæt. Bollerne lægges på en bageplade med bagepapir med samlingerne nedad. Når alle bollerne er samlet lægges et klæde over. Bollerne skal nu efterhæve 30 min. mens ovnen tændes på 200° varmluft. Inden bagning pensles bollerne forsigtigt med sammenpisket æg. Bollerne bages midt i ovnen i ca. 8-10 min. til de er gyldne.
Glasur
Et bæger pasteuriseret æggehvider røres op med flormelis til en ønsket konsistens. Vil man have chokoladeglasur erstattes noget af flormelissen med kakaopulver. Bollerne pyntes med glasur og evt. andet pynt.