Vi må virkelig ikke tænke for meget over, hvad det er, vi laver

I podcasten Nyt fra Kondrup og tv-programmet Kondrup Ka’ Os’ og Kondrup på knæ deler Emil og Lisa Marie ud af hverdagen med en humor og underspillethed, der sjældent føles poleret. Her er der plads til savsmuldstapet der udtrætter, provinslivs filosofi, børn på få kvadratmeter og diskussioner om hvorvidt man spontant kan flytte til København, eller om man måske lige skal spare op først.

Men bag humoren ligger også fortællingen om at blive voksne midt i kaosset: om at gå fra tutorfester og shots til tre børn, fleksibelt arbejdsliv og ønsket om at skabe en hverdag, der faktisk føles rar at leve i.

Vi kunne ikke drikke flere shots

Det hele startede med shots og Schopenhauer. De mødte hinanden på Humanistisk Informatik studiet i Aalborg, men relationen begyndte ikke som den klassiske kærlighedshistorie. Først var der festerne, tutorforløbene og den store fælles vennegruppe, som stadig binder dem sammen i dag.

– Vi var tutorer sammen. Der gik lige noget druk og fest i den først, fortæller Lisa Marie og griner lidt. Jeg tror bare, vi festede virkelig meget dengang. Det var jo det, det gik ud på.

Hun beskriver studietiden som en periode, hvor det sociale fyldte næsten alt. De var gode til at være unge sammen. Gode til at feste. Gode til at være venner.

– Jeg fik virkelig mange nye venner dér, og der var du jo en af dem, siger hun og kigger over på Emil.  Og så lige pludselig var du ikke bare det længere.

Emil nikker. Han fortæller, at det også gjorde noget særligt ved deres relation, at de lærte hinanden at kende gennem det samme miljø og den samme vennekreds.

Selvom de begge griner af det nu, beskriver de også studietiden som intens. En periode med et højt tempo, mange byture og en følelse af, at man hele tiden skulle være ude.

– Ja, siger Lisa Marie, det var ret voldsomt egentlig, når man tænker tilbage på det.

Men på et tidspunkt begyndte noget at ændre sig. Langsomt blev de begge mætte af tempoet og det sociale liv, de havde levet i så mange år.

– Og lige pludselig tror jeg bare, det blev mere spændende at finde ud af: ‘Hvem ryger ud i Vild med dans på fredag? Griner Emil

– Vi kunne ikke drikke flere shots, siger Lisa Marie tørt. Begge bryder ud i grin.

Kort tid efter blev Lisa Marie gravid, og deres liv ændrede retning hurtigere, end de selv havde forestillet sig.

– Selvfølgelig havde vi lige et: ‘Okay fuck, hvad gør vi så?’ fortæller Emil, men samtidig var den tilværelse også ret tiltalende på en eller anden måde – og nu kan man tage en uge uden alkohol og føle sig helt sej.

For Lisa Marie føltes overgangen mere definitiv:

– For mig var det mere sådan: ‘Nu er jeg bare mor.’ Og det passede mig virkelig godt. Jeg var meget klar til det…Vi fik jo også ret hurtigt ét barn mere. Og så ét barn mere. Men det er jo noget helt andet end det liv, vi levede for ti år siden.

Nogle steder måtte man nærmest ikke kigge for hårdt på væggen

Coronanedlukningen blev på mange måder det, der skubbede familien ud af Aalborg og mod Skørping. Med to små børn i en lejlighed begyndte byen pludselig at føles anderledes, end den havde gjort bare få år tidligere. Altanen var lige pludselig ikke nok længere.

– Det der med at sidde med to små børn i en lejlighed i Aalborg, hvor alle offentlige legepladser nærmest var hegnet inde med bånd, så det lignede sådan en scene, hvor nogen var blevet slået ihjel derinde…, fortæller Emil og griner lidt.

De havde ellers altid forestillet sig, at de skulle blive i Aalborg. Men langsomt begyndte tanken om noget andet at fylde mere. Mere plads. Mere ro. Noget tættere på familie.

– Vi havde altid snakket om, at vi skulle blive i Aalborg, fortæller Lisa Marie, men så begyndte vi at kigge mod Skørping. Vi overvejede også Hirtshals, hvor Emil kommer fra. Men det blev Skørping.

Samtidig nærmede deres ældste datter sig skolealderen, og pludselig blev alle de voksne spørgsmål mere konkrete. ”Hvor skal hun starte i skole? Hvor skal hendes relationer være?” Planen var egentlig enkel nok: finde et hus, flytte hurtigt og komme videre. Men sådan gik det ikke helt.

– Så endte vi med at bo hos mine forældre, fortæller Lisa Marie.

– Det var sindssygt, indskyder Emil grinende.

Men Lisa Marie husker samtidig perioden med en form for varme, selvom den trak langt længere ud, end nogen havde forestillet sig.

– Mine forældre sagde bare: ‘I må gerne være her, indtil I finder noget.’ Men så gik der jo otte måneder, før vi fandt huset. Og så gik der næsten et år med renovering bagefter.

De boede på to små værelser med to børn, og midt i det hele fødte Lisa Marie parrets tredje barn.

– Der havde vi ellers sat et mål om: ‘Vi skal være flyttet inden.’ Men det nåede vi ikke. Emil griner lidt igen. Jeg tror også, det har været hårdere for din mor og hendes mand. Vi kom jo bare ind med to små børn og blev hængende i halvandet år.

Alligevel er det ikke kaosset, Lisa Marie husker tydeligst, når hun ser tilbage.

– Vi spiste aftensmad sammen hver dag. Vi var fælles om at lave mad. Der var altid nogen hjemme. Vi kunne gå herned om aftenen, når børnene sov…det var bare for lang tid.

Det var meget Pinterest-agtigt oppe i hovedet

Da de endelig fandt huset i Skørping, troede de egentlig, de havde købt sig ind i et overskueligt projekt.

– Vi overtog huset i marts og tænkte jo egentlig bare: ‘Vi river lige noget tapet ned, maler lidt og ordner lidt gulv,” fortæller Lisa Marie.

– Ja, vi troede jo nærmest, vi var med i sådan et hyggeligt boligprogram, siger Emil.

– Ja præcis, fortsætter Lisa Marie, hvor man lige ordner lidt på en weekend.

Men ret hurtigt begyndte projektet at vokse dem over hovedet. Om aftenen, når børnene sov, stod Emil alene i huset og dampede savsmuldstapet af.

– Vi syntes jo, det kunne være fedt med de der rå vægge. At man bare kunne male direkte på dem.

– Det var meget Pinterest-agtigt oppe i hovedet, siger Emil og griner.

– Og så begyndte hele lortet bare at krakelere, fortæller Lisa Marie. Der kom revner ned gennem væggene.

De fik murere ud igen og igen i håbet om, at nogen ville sige, det hele nok skulle gå.

– Vi havde så mange murere ude, fordi vi desperat håbede på, at nogen ville sige: ‘Det er fint nok.’

I stedet fik de stort set det samme svar hver gang. ‘Ja, I kan godt lade det være. Men så skal I heller ikke hænge noget op.’

– Nogle steder måtte man nærmest ikke kigge for hårdt på væggen, supplerer Emil.

På det tidspunkt var projektet ikke længere hyggeligt.

– Og dér var vi virkelig sådan: ‘Nu stopper festen,’ siger Lisa Marie, mens de begge griner. Dér var det bare virkelig træls.

Men der var no mercy fra deres bankmand som sagde, at der kun var en vej – fremad. Alligevel blev humoren hurtigt den måde, de kom igennem det hele på. Ikke fordi tingene nødvendigvis var sjove, men fordi alternativet næsten virkede værre.

– Jeg tror bare, når ting ser allersortest ud, så reagerer vi begge to meget med humor, fortæller Emil.

– Det bliver lidt måden at overleve det på. Og nogle situationer blev så absurde, at de næsten føltes skrevet til tv.  ”Hvis der lige pludselig falder en mus ned fra loftet eller sådan noget…” siger Lisa Marie og griner.  Så bliver man også bare lidt: ‘Nå.’

Ville ikke lave sårbart fjernsyn

Da TV2 Nord begyndte at følge familien, blev huset samtidig til en slags offentlig dagbog og hvad der fik dem forpligtet til at fortsætte, selv når motivationen var i bund.

– Michael fra TV2 Nord kom jo også altid og sagde: ‘Nå, hvad er der så sket siden sidst?’ fortæller Lisa Marie grinende. Og så skulle der jo helst være sket noget!

Selvom tv-programmet voksede frem midt i renoveringskaosset, var det vigtigt for dem begge, at det aldrig blev den slags reality-tv, hvor alt skulle blottes for at være interessant.

– Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi ikke ville lave sårbart fjernsyn, fortæller Emil. Hvis livet reelt gjorde ondt, så kom det ikke med.

Han læner sig lidt tilbage.

– Det måtte gerne være tragikomisk. Men det skulle ikke være sådan noget: ‘Nu filmer vi lige et ægte sammenbrud.’ Det gider jeg ikke.

Lisa Marie nikker.

– Nej, og jeg tror også, det er derfor, det stadig føles okay. Fordi vi selv bestemmer ret meget.

De havde gennemsyn på programmerne, og hvis noget føltes forkert, kom det ikke med.

– Der kunne jo godt være kommet et andet tv-hold og tænkt: ‘Kæft det er godt fjernsyn, det her,’ siger Emil og griner lidt. Når vi stod helt smadrede over et eller andet. Men sådan blev det aldrig.

Instagram som et “beskyttet værksted”

Det begyndte egentlig ikke som en stor plan. Ikke som et strategisk content-univers eller en ambition om at blive offentlig person. Ifølge Lisa Marie har Emil altid været sådan. Allerede længe før tv-programmer, podcast og samarbejder begyndte han at lægge små hverdagsobservationer ud på Instagram – dengang til et publikum, der var noget mindre end i dag.

– Men du har jo altid gjort det, siger hun.

– Lige siden vi lærte hinanden at kende. Hun griner lidt. Dengang havde du måske 50 følgere.

– Ej, det var måske lidt mere end 50, protesterer Emil hurtigt.

– Det var ikke mange! skyder Lisa Marie tilbage. Der var mange gange, hvor jeg havde flere følgere end dig.

Begge bryder ud i grin.

For Emil blev Instagram i starten en slags mellemting mellem dagbog, observationshumor og et sted, hvor han kunne afprøve idéer uden at skulle stille sig op på en scene.

– Jeg tror også lidt, Instagram blev sådan et beskyttet værksted for mig, fortæller han. Fordi jeg synes, det ville være enormt angstprovokerende at stille sig op på en scene og lave rigtig stand-up.

I stedet begyndte han at lave små observationer om hverdagen. Om familieliv, provinsliv, trailerkørsel, Bauhaus og alle de små absurde situationer, de fleste mennesker egentlig genkender, men sjældent tænker videre over.

Langsomt voksede det. Først som humor. Senere som arbejde.

– Og så kom hele den kommercielle del jo først senere, fortæller Emil, da vi stod med huset og tænkte: ‘Der skal simpelthen nogle penge ind.‘

På det tidspunkt var renoveringen i Skørping allerede stukket fuldstændig af økonomisk, og sociale medier begyndte pludselig at føles som noget, der faktisk kunne blive en reel indtægt uden at miste den tone, han selv syntes var sjov.

– Så blev Instagram også en måde at kunne tjene penge på uden, at det føltes helt forkert, siger han. Hvis jeg kunne lave noget reklame på en måde, der stadig føltes sjov eller troværdig, så gav det mening.

Podcasten er jo nærmest sådan noget white noise

I dag er observationerne blevet til både podcast, tv og et arbejdsliv, som de begge er en del af. Men de vender flere gange tilbage til, at det hele fungerer dårligst, så snart de prøver for meget.

– Vi har jo prøvet at tage ting om, fortæller Emil.  Og det går altid dårligt.

– Det bliver så mærkeligt, siger Lisa Marie.

På et tidspunkt prøvede de at optage det samme segment flere gange.

– Til sidst var vi bare sådan: ‘Vi kan jo ikke.’ Emil griner. Det bliver helt stift.

– Ja, man kan mærke med det samme, at man prøver, siger Lisa Marie. Så sidder man pludselig og tænker over, hvordan man siger tingene.

– Det svarer lidt til, når nogen siger: ‘Prøv lige at være naturlig.’ Det kan man jo ikke, siger Emil. Så snart man prøver på det, så er man det ikke længere.

Måske er det netop derfor, deres univers føles så relaterbart for mange mennesker. Fordi det ikke forsøger at være større eller vigtigere, end det er.

– Podcasten er jo nærmest bare blevet sådan noget white noise, siger Emil. Man kan gå en tur med hunden og høre nogle mennesker sidde på et kontor og snakke om… ingenting.

– Og det fungerer faktisk bedst, når vi ikke tænker for meget over det, siger hun og griner lidt. Så kan det godt føles som noget virkelig åndssvagt.

Herude er jeg er ikke ‘ham fra tv’. Jeg er bare Vildas far

Selvom både podcast, Instagram og tv-programmer har gjort Emil og Lisa Marie genkendelige for mange mennesker, virker de ikke specielt interesserede i rollen som offentlige personer. Tværtimod vender de flere gange tilbage til, hvor befriende det er at bo et sted, hvor hverdagen hurtigt får lov at fylde mere end det offentlige image.

– Det gode ved Skørping er jo lidt, at man bare er helt almindelig her, fortæller Emil. Herude er jeg ikke ‘ham fra tv’. Jeg er bare Vildas far eller ham fra fodbold.

– Ja, folk er ret ligeglade herude, siger Lisa Marie. Og det er egentlig meget sundt.

Samtidig beskriver Emil, hvordan han godt kan mærke forskellen, når de bevæger sig rundt i Aalborg, hvor flere mennesker genkender dem fra podcast, Instagram eller tv.

– Der er flere gange i Aalborg, hvor man godt kan mærke, folk lige sidder og kigger lidt, siger han. Den følelse har man aldrig herude.

De elsker at være forældre til Molly, Vilda og Trille, men man kunne måske forestille sig at overvægten af piger på matriklen påvirker Emil, det kan han dog blankt afvise:

– Altså… jeg kan jo godt lide fodbold, siger Emil. Men hvis man fjerner fodbolden, så vil jeg jo egentlig hellere lave perleplader end at lege med biler. Så på den måde føler jeg ikke sådan, at jeg er blevet kastet ind i noget totalt fremmed.

Dog kan de godt savne noget af det liv, de havde før børn, husrenovering og madpakker begyndte at definere hverdagen.

– Vi elsker jo gode kaffebarer og byliv, siger Lisa Marie.

– Vi mangler virkelig en god kop kaffe i Skørping, supplerer Emil. Kaffen halter altså lidt.

Og Lisa Marie griner og tilføjer, at de også godt kunne bruge et sted, hvor man lige kunne få et glas vin uden, at det blev alt for café-agtigt.

Men måske er det netop den balance, de hele tiden prøver at finde tilbage til. Mellem småbørnsliv og voksenliv. Mellem praktiske hverdage og følelsen af stadig at være kærester. Romantikken har da også ændret lidt karakter med årene.

– Det er jo ikke fordi, man sidder og har dybe samtaler hver aften med stearinlys, siger Lisa Marie.

– Nogle gange handler det jo bare om lige at kunne drikke en kop kaffe sammen uden nogen skriger, siger Emil. Det er faktisk ret romantisk efterhånden.

Ægteskab – Der er ikke sådan et gardin, der er blevet trukket ned

Måske er det også derfor, ægteskabet ikke føltes som nogen stor revolution for nogen af dem. På det tidspunkt havde de allerede været sammen i over ti år, fået tre børn og været igennem både husrenovering og småbørnsliv.

– Det er ikke sådan, man tænker: ‘Sådan her var det som kærester, og sådan her er det som mand og kone,’ siger Emil.

– Der er ikke sådan et gardin, der er blevet trukket ned. Det er lidt som med tre børn inden, tilføjer han grinende.

For Lisa Marie føltes brylluppet også mere som en forlængelse af noget, de allerede havde levet i længe.

– Jeg tror, når man har fået tre børn ret ungt og købt hus og sådan noget… så føles det lidt som om, man har været gift i mange år allerede. Det er egentlig kun navneskiftet, der får samtalen til at blive en lille smule identitetsagtig. “Kongsgaard Kondrup,” siger Lisa Marie om sit efternavn i dag.

Men kort efter indrømmer hun også, at hun stadig mest kalder sig Kongsgaard.

– Jeg ville bare gerne stadig have mit efternavn med, siger hun.

– Mest kalder du dig Lisa Marie trods alt, siger Emil. Det er jeg glad for.

Måske skulle vi lige presse en kop kaffe ind i Aalborg

Udadtil kan Emil og Lisa Maries liv godt ligne lidt kaos. Arbejde på skæve tidspunkter, husprojekter, tre børn, spontane idéer om København og perioder, hvor Emil er væk i ugevis ad gangen. Men midt i det rod virker de samtidig til at have fundet en rytme, mange med mere klassiske 8-16-liv sandsynligvis misunder lidt.

For selvom deres arbejdsliv er uforudsigeligt, giver det dem også noget, de begge virker meget bevidste om at værdsætte: fleksibilitet og muligheden for faktisk at være sammen i hverdagen.

– Det fungerer faktisk virkelig godt til os, fortæller Lisa Marie. Jeg hjælper jo Emil i firmaet og laver forskellige ting dér. Så vi arbejder meget samtidig.

Men rytmen er sjældent særlig almindelig.

– Der er perioder, hvor der er helt vildt meget arbejde, siger hun og kigger over på Emil. Hvor du nærmest er væk i to uger. Og så kommer der perioder bagefter, hvor vi nærmest ikke skal noget. Det er meget enten eller.

– Nu har jeg jo lige været væk i næsten to uger, siger Emil, og så kan vi godt finde på at være sådan: ‘Måske skulle vi lige presse en kop kaffe ind i Aalborg efter aflevering i morgen.’

Han beskriver arbejdslivet som noget, der hele tiden foregår lidt forskudt af resten af samfundet.

– Jeg arbejder jo meget om aftenen og i weekenderne. Det er jo dér alle jobs ligger. Ja, og det ligger jo sjældent tirsdag klokken 10 formiddag, siger han og griner lidt.

Alligevel oplever de begge, at den fleksibilitet giver dem noget, de ikke ville være foruden lige nu.

– Vi er jo helt vildt heldige med, at vi også har dage, hvor vi ikke skal noget, siger Lisa Marie. Hvor vi kan spise frokost sammen på en torsdag eller hente børn tidligt. Det betyder virkelig meget.

– Og lige nu, mens børnene er små, føles det faktisk som en kæmpe gave, siger Emil. Selvom det selvfølgelig også betyder, at jeg nogle gange er meget væk.

Samtidig virker de begge til at være landet et sted i livet, hvor ambitionerne handler mindre om perfektion og mere om at skabe en hverdag, der faktisk fungerer for dem.

– Jeg tror egentlig bare, vi føler, vi er et godt sted lige nu, siger Lisa Marie. Altså livet roder jo stadig helt vildt nogle gange… Hun griner lidt. Men jeg synes faktisk, vi lever ret meget det liv, vi gerne vil lige nu.

Emil nikker.

– Ja, og jeg tror også, vi er blevet bedre til at acceptere, at ting godt må være lidt ufærdige. At alt ikke behøver være perfekt hele tiden.

– Før kunne man måske godt føle, at man hele tiden burde noget mere, siger Lisa Marie. Nu er jeg lidt mere sådan: ‘Nå… så roder der.’ 

– Ja, siger Emil grinende. Hvis man har overlevet det her hus, så bliver ens standarder også lidt anderledes.

Og måske hænger det også sammen med, at de allerede er begyndt at kigge videre. Huset i Skørping er sat til salg, selvom begge hurtigt understreger, at det ikke handler om, at de ikke kan lide at bo der.

– Vi har jo sat huset til salg nu, fortæller Lisa Marie. Og det er egentlig ikke fordi, vi ikke kan lide at bo her. Det kan vi virkelig godt. Men vi købte det jo også som en mellemstation.

– Ja, det var jo allerede lidt for småt, da vi købte det, siger Emil. Men vi havde ikke råd til andet. Og så tænkte vi: ‘Vi shiner det lige lidt op,’ fortsætter han grinende.

– Og så stak det jo fuldstændig af. Fuldstændig, siger Lisa Marie.

Denne gang virker ambitionerne til gengæld lidt anderledes. De griner begge ved tanken om endnu et stort renoveringsprojekt.

– Jeg skal ikke skralde et helt hus igen, siger Lisa Marie.

– Det skal jeg simpelthen heller ikke. Emil griner. Så nu tror jeg også bare, drømmen er noget, der er lidt mere move-in-ready næste gang.

– Og noget hvor man ikke står klokken 23 og damper savsmuldstapet af, tilføjer han.

Alligevel erkender de begge hurtigt, at de nok aldrig bliver typen, der flytter ind i et hus uden at ændre noget som helst.

– Jeg tror ikke, man finder et hus, hvor man ikke får lyst til at sætte sit eget præg på det, siger Lisa Marie.

– Nej, siger Emil. Men måske bare lidt mindre dramatisk næste gang.

FAKTA:

Lisa Marie & Emil Kongsgaard Kondrup

Født & opvokset Lisa Marie: 1990 i Skørping & Emil: 1993 i Hirtshals

Forældre til Vilda (9 år) , Molly (6 år) og Trille (3 år)

Gift lørdag 30. august 2025 (se serien: ‚Kondrup på knæ‘)

Bopæl Skørping (se renovering af hus: ‚Kondrup Ka‘Os‘)

Hvad Emil elsker ved Lisa Marie den måde hun møder livet på

Hvad Lisa Marie elsker ved Emil at han altid kan få mig til at grine