Kendt nordjyde med i ny madkonkurrence på Kanal 5
Når der er premiere på Kanal 5’s helt nye satsning på torsdag bliver det med nordjysk islæt i programmet. Den kendte madblogger Thomas ’Madfar’ Farsinsen skal nemlig være med i programmet ’Family Food Fight – Danmark’, et koncept der oprindeligt er fra Australien
Dyster mod realitystjerner
I programmerne møder man otte vidt forskellige familier med forskellig kulturel og etnisk baggrund og dertilhørende temperament, som alle har en brændende passion for mad, stolte familietraditioner med køkkenet som omdrejningspunkt og måske vigtigst af alt – vindermentalitet.
Madfar skal blandt andet dyste mod realitystjernerne Sy Lee, der har sin vietnamesiske familie med, og Nikita Klæstrup, der har polske rødder, i programmet der bliver sendt i otte afsnit. Familierne skal konkurrere om alt lige fra familiens signaturret til favoritdesserten.
Sammen med familien
For Thomas var det netop fordi det var familiemad, at han blev lokket med i programmet;
– En bekendt gjorde mig opmærksom på at Metronome søgte deltagere til et nyt program, FFF Family Food Fight. Efter at have læst hvad det ud på, kunne jeg godt se mig selv i den ramme. Udfordringen var at samle fire familiemedlemmer og få det til at gå op i en højere enhed med hensyn til arbejde, børn o.s.v. Desuden er vi et hold fra henholdsvis Sønderjylland og Nordjylland. Så udformningen af konceptet med familiemad var det, der fik mig til at sige ja til castingen i København, fortæller han.
Holdene består af fire familiemedlemmer. Madfar har fruen Kristina med, og sin søster og hendes mand, der bor i Sønderjylland.
Sjovt og hårdt
Det var en stor oplevelse at deltage i programmet;
– Det var hamrende sjovt at deltage og meget hårdt! Det kom egentligt lidt bag på os, hvor hårdt det faktisk er. Der var optagedag to gange om ugen a cirka 10-11 timers varighed og rejseaktivitet fra nord og syd, men ingen klage, for det var en helt fantastisk og unik oplevelse og så kunne dele det med familien. Jeg ville helt klart gøre det igen. Det at få vores mad bedømt af to stjernekokke, Hannah Grant og David Johansen, er også en vild oplevelse og meget lærerigt. Og så har vi mødt en helt masse fantastiske mennesker bagved også.
På trods af tidspres, så lover Thomas at der er masser af lækkert mad med i programmet;
– Vores mad er kendetegnet ved at være rustik, fuld af smag og smuk at se på. Men alt er på tid og det er virkelig den største faktor i denne her slags underholdningsprogrammer. Der er virkelig pres på!
Thomas var en af oplægsholderne til vores udsolgte event Gastro Trends 2018, som vi afholdte i oktober i Shoppen. Han har heldigvis også sagt ja til at komme tilbage til Gastro Trends 2019, som bliver holdt i oktober igen.
’Family Food Fight Danmark’ får premiere 24. januar på Kanal 5 og sendes i otte afsnit. Se mere Thomas på madfar.dk