Selvudvikling er fundamentet for al civilisation
Det var overskriften på en artikel jeg snublede over i netavisen POV. En artikel af Thomas Milsted, freelance og generalsekretær i stresstanken. Fed overskrift og lige efter mit hoved og vores tibetanske bedemølle tænkte Jeg. For efter nogle årtiers trissen lidt i ring og lidt for meget fjumsenumse frem og tilbage i forskellige konstellationer mellem mig selv og mit jeg og personerne ind imellem, føler jeg nu at jeg de sidste 10 år er ved at finde den rette sti i livet, og i en god balance med lige dele sol, uvejr og let skyet til dis og småslud
Selvudvikling skal jo ikke være lighedstegnet mellem det evindelige navlepilleri uden meget andet at byde på.
Og er der noget der kan dele vandene og skabe røre, er det behovet for selvudvikling eller ej. For mange er selvudvikling det samme som personer der sidder fast i deres egen lotusstilling med fingeren så dybt inde i navlen, at hele hånden sover, omgivet af blingbling og månekrystaller for en mindre formue, og de sociale medier flyder over med ytringer om de skide navlepillende egoister og asociale røvhuller uden realitetssans og øje for de sande værdier, solidaritet og de væsentlige problemstillinger i tilværelsen.
For mig betyder selvudvikling og selvcentrering faktisk det stik modsatte. At udvikle sig selv og være centreret i selvet (i modsætning til stagnation og at vakle) betyder at tage vare på sig selv, så jeg er i stand til at kunne tage vare på andre og blive en effektiv medspiller i samfundsregi. Det er lidt det samme som når du i flyet, i tilfælde at en nødsituation, bliver bedt om at starte med selv at tage iltmasken på, og derefter give ilt til dit barn.
Jeg synes, at ideerne om at kunne højne den kollektive bevidsthed og de frekvenser vi kommunikerer på er utroligt spændende. Specielt som vores verden ser ud i dag. Aldrig før har jeg følt at vi har været så sårbare som nu, ikke blot i Danmark, men på verdensplan. Når jeg ser og hører magtfulde mennesker, på kryds og tværs af landegrænser, kan jeg godt blive en anelse nervøs, og jeg står ganske uforstående overfor, hvorfor de dog ikke kan se det absolut og fuldkommen absurde i deres ord og handlinger. Ligesom C.G. Jung udviklede begreberne omkring ”det kollektivt ubevidste”, der hvor vi møder vores arketyper, der har dannet grobund for vores myter, eventyr og drømme gennem flere årtusinder, så er begrebet om den kollektive bevidsthed bl.a. blevet defineret af den franske sociolog Émile Durkheim som et værdisæt af fælles tro, moral og overbevisning. Derfor er det også en markering af forandring af totalfrekvensen i et samfund, når man taler om paradigmeskift. Det blev faktisk videnskabeligt bevist helt tilbage i 1975 at kriminalitetsraten faldt signifikant i 12 amerikanske byer ved at 1 % af befolkningen i området begyndte at meditere dagligt på faste tidspunkter.
Personligt har jeg prøvet at sidde, ganske smådesperat, igennem nogle år og stirre ind i lyset mens jeg ledte efter appelsinen 2 cm under navlen – uden nogensinde at finde den. Jeg har været på pyramidevandringer i sindet op ad dybe grøfter ridende på store tigere ude i ørkenen, inden vi landede i et stort psykedelisk neon farvet rum fyldt med kaniner. Og det eneste jeg ”var på” var urtete og linsebøffer. Men min udvikling lod stadig meget tilbage at ønske i den periode af mit liv. Måske det lå implicit i ordet smådesperat. Jeg har lagt min del af tarotkort på tidspunkter, hvor jeg var faret vild og jeg har ladet mig analysere af en super dygtig clairvoyant sjæl, der på det tidspunkt rådede mig til at afslutte mit daværende samarbejde med min mor, og i stedet rejse til Afrika og dyrke afrikansk stammedans for at komme i bedre kontakt med min krop. Selv den dag i dag kan jeg godt gå og filosofere engang imellem om det ikke havde været det klogeste og det sundeste at gøre, for både min mor og jeg, vores familiære forhold og samarbejde. At blive rusket lidt op på den anden side af Ækvator….
Det vigtigste jeg har lært gennem årene er, at udvikling skal komme indefra og ud, og ikke omvendt. Og det handler om at bruge sin sunde fornuft, sin skelneevne sammen med sin intuition. Vi kan ikke købe os til den dybere mening med os selv og livet på nogen livsstilsmesser eller i en samlet pakke, købt oversøisk på nettet for 23 dollars plus porto. Der er et hav fyldt med krabater der ude, der lever af at tage røven på dig og mig, indenfor alle områder af livet. Personligt har jeg mediteret i flere år (uden at google efter appel- siner), og dét er blevet en ligeså naturlig del af mig som at drikke mine 2 -3 liter vand om dagen, synge under bruseren og sige pusseløjerlige marsvinelyde når jeg er rigtig glad. Vi skal selv finde hvad der virker for os hver især, jeg tror vi finder svaret i hjertet, og når vores frekvenser så stiger lidt efter lidt, kan vi mødes på marken og sammen høk en tak mod en dejligere Jord.
Rigtig kærlig November Fra Josefine