Klumme: Vores forunderlige gamle hjerne
Når vi sidder i et fly, så har de fleste i få øjeblikke en nervøs tanke, om at der kunne ske noget med flyet. Men så snart vi er landet springer vi aldrig glædestrålende ud i ankomsthallen med armene over hovedet og råber: “yes – vi styrtede ikke ned”.
I dag handler klummen om vores hjerne og funktion. Den er nemlig meget bedre til at være nervøs end til at være let og ubekymret. Mennesket har faktisk arvet tre ret forskellige hjerner, der ikke altid arbejder sammen.
Tre hjerner i en
Reptilhjernen sanser. Den ældste hjerne er omkring 400 millioner år gammel. Det er vores reptilhjerne. Herfra styres mange af kroppens automatiske funktioner som stofskifte, åndedræt, kropslige reaktioner mm. Denne hjerne forstår ikke sprog, og vi kan ikke tale den til fornuft.
Pattedyrshjernen føler. Den kaldes også det limbiske system og er 200 millioner år gammel. Den er ansvarlig for følelser og hukommelse og nogle instinktive adfærdsmønstre. Den indkapsler reptilhjernen.
Menneskehjernen tænker og hedder også Neocortex. Den ligger ovenpå de to andre hjernedele. Den udgør den største del af hjernen, og er den yngste (omkring 100.000 år gammel). Den udfører rationel og abstrakt tænkning, strategier, sprog og problemløsning. Det er denne hjerne, der adskiller os fra de fleste andre arter på jorden ved at være meget dybsindig og den kan meta-tænke, optimere og systematisere.
Genpuljen
Alle mennesker er efterkommere af en ret lille gruppe af mennesker på kun omkring 5000 individer. Derfor har vi samme gener og tæt på samme reaktionsmønstre. Alle mennesker er mere eller mindre frygtsomme og mistænksomme. Vi er vanedyr og ofte dovne af natur. Vi søger tryghed og sikkerhed – er bange for nye ting. Vi er bange for at blive efterladt eller ekskluderet.
Dem, der udgjorde vores genpulje, havde akkurat disse egenskaber og overlevede derfor de dengang barske vilkår. Disse egenskaber er gået i arv til os, så vi har den samme hjernekemi, og producerer de helt samme hormoner, der former vores adfærd, som dengang. Så vi er simpelthen skabt til at tænke på, alt det der kan gå galt. For det var engang en ret god overlevelsesstrategi.
Menneskets udfordring
Grunden til, at jeg nævner de tre hjerner, og de nedarvede adfærdsmønstre, er at de ofte forvirrer os selv. Ofte forstår vi ikke, hvorfor vi reagerer som vi gør. Vaner, hukommelse og dårlige oplevelser kan virke som om, de sidder lagret i kroppen. Alle, der har prøvet at glemme deres pinkode og pludselig kunne huske den, da de stod ved terminalen, eller dem der pludselig oplever ubehag, når de er sammen med bestemte mennesker, er i bestemte situationer eller på bestemte steder, de har dårlige erfaringer med, kan bekræfte det.
Vi kan bekymre os til døde
En kronhjort, der er blevet jagtet af ulve og overlever, ryster sig efter flugten. Den nulstiller sig selv. Et kvarter efter genfinder dens krop sig i homøostase. Det er den perfekte biokemiske balance. Niveauet for stresshormonet cortisol falder til det normale, så den falder til ro og lever livet videre i skoven.
Men vi mennesker genbesøger ofte gamle traumer og bekymrer os over ting, der ikke er sket endnu og sandsynligvis aldrig kommer til at ske. Dette producerer store mængder af cortisol, som faktisk på sigt nedbryder vores krop. Mennesket er et af de få dyr, der kan stresse sig selv til døde, alene ved tankens kraft.
Mange lever i konstante stresstilstande, fordi vi ikke føler, vi er gode nok, ser godt nok ud eller tjener nok penge. Men vi kan også gøre det modsatte. Øve os i at tænke sundere og mere rent til gavn for os selv.
Gør du noget, du ikke føler for?
Reptilhjernen lyver ikke. Den sanser blot. Det er op til de to andre hjerner at fortolke det, vi sanser. Så når vi oplever situationer, hvor vi føler, noget er forkert, ikke passer os, når vi bliver ængstelige eller utrygge, så kan vi blive modsagt af vores tænkende hjerne, der måske befaler: Hvorfor tør du ikke det? Hvad er det, du er bange for? Du burde…. osv. Dit rationale forsøger at overbevise dine følelser.
Men det virker sjældent ret godt. Og når der ikke er samklang – når forventninger udefra måske bliver for store og man prøver at indordne sig. Eller når man ikke får sagt fra, eller når man gentagne gange prioriterer andres ønsker højere end egne ønsker, så opstår der en indre uoverensstemmelse. Den føler man tydeligt. Måske uden at kunne sætte ord på.
Skab samklang
Det er vores egen opgave at sørge for samklang imellem det, vi sanser, føler og tænker. Så næste gang du støder på situationen, hvor du føler ubehag, så spørg dig selv: Gør jeg det her for min egen skyld? Hvad er det, jeg virkelig selv ønsker mig af denne situation? Hvorfor er jeg egentlig nervøs over det?
Det er ikke svaret på det hele, men det er en stærk begyndelse på noget sundt. Når man opdager uoverensstemmelsen, kan man nemlig gøre noget ved den. Det har du kunne læse om i de tidligere klummer. Resultaterne kommer ikke væltende ind ad hoveddøren fra start, men at erkende, at man vil noget andet end det, man gik med til, er sundt og rigtigt.
Vejen og arbejdet frem til noget af det, man hellere vil, er noget af det bedste man kan gøre for sig selv. Og her vil man allerede kunne føle styrken, i at have taget det gode valg for sig selv. Så vær opmærksom på, når der er uoverensstemmelser imellem det du sanser, føler og tænker.
Det kan du bruge til at lære meget mere og styrke dig selv.
