Klumme: Vi må aldrig glemme passionen, rummeligheden og store laksemadder

Nogle gange er livet fuldkommen som at gå på line. Det er ren balancegang. Og nogle af os er født med en bedre balance end andre. Min balanceevne har aldrig været specielt god, og gymnastiktimerne i skolen var et både fysisk og mentalt helvede. Jeg var ikke god til atletik, altså alt den atletik, jeg virkelig gerne ville være god til. længdespring, højdespring, sprint og langdistance. Al den seje atletik. Men jeg var god til hammerkast! Når jeg ikke lige overtrådte, eller snublede, eller fik min hånd viklet ind i snoren til læderbolden, der skulle sendes afsted med lynets kraft.

Mentalt var idræt et helvede, fordi jeg vidste, jeg var en af dem, der ville blive valgt sidst i holdsport, fordi jeg gruede for at forstuve min tommelfinger IGEN under spring over hest, måske brække nakken ved mavelanding i trampolinøvelserne, eller bare få tyret bolden lige i snotten i Høvdingebold.

Jeg får lidt de samme fornemmelser, når juletiden nærmer sig. Jeg er heller ikke rigtig god til julen. Alt det jeg rigtig gerne ville være god til. Julebag og bjældeklang, lange hyggejulelister og duften af eventyrlig husmor, overskud og den der intense, lidt overstadige sitren, der rammer mange allerede omkring slut oktober til midt november. Skabe og kummefrysere bliver fyldt med stege, ænder, konfekt, glaskartofler og drikkevarer, så de fleste af de sitrende familier allerede der, ville kunne åbne en mindre kro med stor succes. Deres haver lyser op i de fineste lysorgier, klar til når sneen daler dansende lystigt over landet … og jeg rammes blot af den overvældende angst for at falde så lang jeg er, tværs over en glat Amagerbrogade, uden mulighed for at kunne komme op igen, fordi røven er for tung, og min balanceevne stadig ligger begravet under gymnastiksalen på Busses Skole.

Den urolige, lidt nervøse, hjertemuflen som glatte fortove virkelig giver mig, når vejrprofeterne begynder at tale om minusgrader, fordi min numse virkelig bare ER for tung, den fornemmelse sad også i mig om morgenen efter præsidentvalget i USA. Hvilken verden går vi i møde? Min elskeveninde Lone Marie fra GRIB og jeg havde de der lidt tømmermandsagtige efterveer med vores mindste yndlingsmennesker Valdemar og Ellen i tankerne, da vi lavede et tjek på hinanden næste dag. Ingen af os er fan af hverken Trump eller hans håndlanger Elon Musk. De minder os om skurkene fra James Bond. Men vi ser alle verden fra hver vores lille platform, med de livserfaringer, den farve briller og de værdisæt, vi nu hver især har med i vores rygsæk. De amerikanske vælgere har talt ud fra hver deres livsbagage, og den platform de hver især anskuer verden fra, og derfor lænede Lone Marie og jeg os op ad hinanden, med kærligheden og troen på alt det, vi stadig selv kan gøre, for at gøre livet smukt.

Vores yndlingspolitiske USA-kommentator Torsten Jansen udtrykte sig meget klart morgenen efter valget, da han citerede Asterix & Obelix, “De er skøre de Gallere”, og med et klassisk Torsten Jansen-smil efterfulgte den med, “Man kan ikke elske de amerikanere, uden en gang imellem også at ryste på lidt på hovedet og tænke, de er skøre de amerikanere”. Derefter valgte han det ikoniske citat fra tidligere præsident John F. Kennedy “Tænk ikke hvad landet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for landet” og afsluttede med „det tænker jeg, vi kommer til at øve os lidt mere i, både i Danmark, Rigsfællesskabet og i EU.”

Og den er vigtig (også) lige nu. Vores indstilling til vores helt nære liv, og vores holdning til det store verdensomfavnende liv på tværs af kloden. Jeg har enkelte bekendte, der, næsten som var det et afhængighedsforhold, sørger for at holde hele deres daglige fokus på ALT, hvad der findes af sygdom eller negativitet i deres liv. Som det brusende Niagara Falls vælter det ud af dem.

Det er velkendt, at der hvor vi lægger vores energi, de områder vil vokse og blomstre, så det kan føles lidt som at se på en flue, der sidder fast i en stor fed Candy Floss på en varm sommerdag i Tivoli, uden ønske om at blive befriet. Nogle mennesker er nok umiddelbart udenfor terapeutisk rækkevidde, men der er da heldigvis håb for resten af os. At vi fokuserer på glæden og skønheden i vores liv. At vi dyrker smilet og kærligheden, og at vi passer på, og værner om, de spirende frø af optimisme og tro, som andre bringer ind i vores liv, ind i vores samfund, fra nær og fjern.

Hvad er det vi ser? Hvor lægger vi vores fokus? Selvom verden til tider, ofte, kan virke overvældende, måske dystopisk, uforståelig … så indeholder den også skønhed, harmoni, sjov og ballade, sprudlende passion, opløftende og helt igennem magiske elementer.

Fordi vi selv måske sidder med en ond hæmoride i numsen, så behøver vi jo ikke hælde galde udover eller latterliggøre dem, der danser med glæde omkring os.

Denne morgen, hvor jeg netop sidder og færdigskriver min jule- og nytårsklumme sendte Lone Marie et billede på SNAP af en stor, svulmende, dejlig laksehyggeting med rejer, mayo og ekstra af det hele, og teksten “Kørte ud for at lufte hunde og købe rundstykker. Kom hjem med den her, og om lidt er der badmin- tonfinale på TV. Nu vil jeg spise laks og mayonnaise, æg og rejer og masser af citron og peber til morgenmad!” og lige der fik jeg den lille søndagsåbenbaring i et regnfyldt, og stadig hyggeligt, gråvejr, at jeg håber det bliver den tilgang til året 2025, som vi griber sammen. At vi ser, og griber de dejlige laksefjumsemadder, når de ligger lige foran os… også klokken tidligt om morgenen på en søndag. At vi skaber alle de gyldne øjeblikke, både alene og sammen, der ruster os til at komme igennem al det baljepis, der også dukker op. At vi bruger vores kræfter på at heppe på hinanden, og løfte hinanden. Alle de gode energier vil sprede sig som små ringe i vandet, og med nok af dem, vil de også lande helt ovre på den anden side at Atlanterhavet.

Jeg har haft flere juleaftener de sidste år, hvor jeg har siddet alene. Med hele det følelsesregister, der følger med. For mig har de juleaftener været fyldt med refleksion over livet, fortabelse i minder, gråd og grin og taknemmelighed for at være i live, buffet op på god julemad og vin fra nære dejlige venner. Men imellem alle de forskellige følelser har også ensomheden stukket sit mørkegrå, magre ansigt frem. I år kommer jeg til at være omgivet af varme og kærlighed og mennesker, jeg elsker højt. Men mange sidder stadig alene juleaften, og ingen skal være helt alene juleaften. Jeg vil derfor så gerne her fremhæve et fuldkommen vidunderligt, livsklogt menneske. Forfatteren, foredragsholderen, livspoeten, radiovært på Nattevagten, og en af de skønne sjæle bag “De Uledsagedes Bog” Mads Nygaard. Han vil sidde bag mikrofonen på en udvidet udgave af radioprogrammet Nattevagten på Radio 4 juleaften direkte fra kl. 15-01. Her vil alt kunne ske, alle kan ringe ind med deres historier og tanker, alle følelser vil kunne komme i spil i en blanding af juledufte og stemninger, glæde og tårer og skønne sjæle dirigeret i kærlighed af Mads, det mest omsorgsfulde, rummelige, smukke, finurlige menneske.

LYT med.

Masser af kærlighed fyldt med stjernestøv, håb og glimmer

Josefine