Klumme: Kan det spises eller duskes?
Om lidt, når det bliver november, er det 5 år siden, jeg en kold, mørk, sen aften kørte igennem i byen i taxa. Min elskede Lars var lige blevet indlagt på Aalborg Syd. Konfus og i smerter. Det er til november 5 år siden en tilfældig akutlæge fortalte mig, at Lars’ krop befandt sig i stadie 4 af cancer, fyldt med metastaser. Få timer før havde hans diagnose igennem et par måneder været en fibersprængning i ryggen, der skulle trænes væk.
I taxaen kiggede jeg ud i mørket, og så rebelske, dejlige unge mennesker, der kyssede på gadehjørnerne og festede på fortovene. Verden stod midt i en pandemi med regler og restriktioner, nedlukninger og isolation. Men de unge mennesker nægtede at stoppe med at leve.
I taxaen på vej hjem var jeg også overbevist om, at den her hurdle, den ville Lars og jeg klare sammen. Han var kriger, og jeg var hans krigerkone. Sammen kunne vi alt. Vi havde jo lovet hinanden at blive gamle sammen. At sidde i solen under æbletræerne, når vi blev 85, omgivet af alle vores børnebørn, og fortælle røverhistorier fra dengang, hvor tigrene stadig røg pibe.
Vi fik 10 dage mere sammen, inden 3 buddhistiske munke med mundbind stod ved hans fodende og dryssede universel kærlighed ud over ham til hans forestående rejse. 10 dage inden jeg, tidligt næste morgen, guidede ham over på den anden side svøbt i kærlighed, lys, varme og ro.
De næste 4 år er jeg i dag glad for, at jeg ikke kunne forudse. Chokket og sorgen satte sig dybt i min krop. Jeg lukkede ned. Sygdom sneg sig ind som en slange på sit bytte, og jeg blev svagere og svagere for hver måned der gik. Jeg isolerede mig, og så igennem tre år næsten ingen mennesker. Svækket og udmattet blev hver dag en kamp for blot at trække vejret. Fysisk, set i bakspejlet i dag, mere død end levende. Psykisk … hver dag få vejrtrækninger fra at lade mig indlægge på psykiatrisk.
Jeg ville så gerne… ALT… men kunne intet. Indtil den morgen jeg ved et tilfælde fandt en podcast om vores intelligente celler og kvantemekanik. Tankens kraft. Og igennem de næste måneder fik jeg skabt en ny virkelighed indeni. Ved tankens kraft fik jeg hevet mig selv op igen. Ud i lyset. Og begyndte en rejse mod helbredelse. Vendt håbløshed og angst. Både fysisk og mentalt.
Her til morgen, hvor min klummedeadline blinker og bimler, er landet på den anden ende. Forsvarsministeren og vigtige myndigheder står og forsøger at navigere imellem nætternes dronehelvede på tværs af landet. Og mit øje ser alle de usynlige varme kartofler, der hopper og danser imellem de arme mænd ved det her pressemøde. Trygheden lyser ikke ligefrem ud af deres taleog kropssprog. Jeg lærer et nyt ord, som jeg over timerne hører igen og igen. Hybridkrig.
Vi bliver podet med utryghed fra alle verdenshjørner hver evigt eneste dag. Det er vores virkelighed lige nu. Og det føles ganske absurd. ”STOP! Jeg vil gerne af!” … Jeg har lange samtaler med mine piger, og i går endnu en lang, inspirerende og livsgivende samtale med min yngste datter Louise. Den fik mig til at tænke 5 år tilbage, til den aften jeg kørte i taxaen og så alle de skønne unge mennesker, der ikke lod sig kue af restriktioner, men valgte at leve i lyst og kærlighed og glæde.
Den følelse får jeg igen. En Generation Z, hvor droner og krigsstrategier, og den konstante podning af frygt, ikke skal få lov til at sætte dagsordenen, og pode deres sind og krop. Jeg tager hver dag en tur op i min smukke Luftballon, og ser ned på vores fuldstændig magiske klode, ude fra universet. Og når jeg sidder der i min ballon, stiger frekvenserne helt automatisk.
Ingen hvide gamle mænd uden empati og ingen mental forurening. Jeg ser havet og skyerne, og de store sletter og skove. Jeg mærker grundenergien… og den er smuk! Og vi kan selv arbejde med den grundenergi. Vi kan selv bestemme hvor meget forurening, vi vælger at lukke ind. For det sætter sig, som stille gift, i vores kroppe.
Min hjerteven kommer ofte med sit næsten helt buddhistiske livssyn. ”Josefine, kan det spises eller duskes? Hvis ikke … så giv slip.” Lad os ikke bekymres af ting, vi ikke har indflydelse på.
Fokuser på det, der skaber glæden i dit liv. Under Covid skabte vi et fællesskab på tværs af frygt og umuligheder, og det kan vi gøre igen. For det her … kan komme til at tage lang tid …
En af mine store helte på madfronten igennem mange årtier, Kirsten Skaarup, slog i dag den smukkeste ret op på sin facebookprofil. Bagte rødbeder med grillet pære og limecreme. Men det var allermest overskriften, som jeg bed mærke i. ”Freden begynder omkring middagsbordet.” Der hvor vi samles med menneskerne, der er vigtige i vores liv. Der vi mødes med nye venner, nye bekendtskaber. Der hvor vi kan forkæle hinanden, og der hvor vi kan gøre os umage, og så den livsgivende kærlighed. Der hvor vi maner frygten i jorden, og giver plads til glæden og kærligheden. Vi kan ikke styre hvor mange droner, der fylder nattehimlen, eller den dagsorden, der sættes på de bonede gulve, men vi kan reflektere over, hvordan vi bruger vores liv, og hvilke frekvenser vi vil leve det på.
Kys & kærlighed fra
Josefine
