Klumme: I fodsporene på min egen slægt
I de bedste slægtsromaner kommer læseren med på en rejse gennem tiden, der giver den nære historie om en eller flere hovedpersoner, der går igennem de faser som livet byder på, mens samfundshistorien udvikler sig i baggrunden.
Det er en genre, jeg personligt holder meget af, og jeg har læst både fiktive og biografiske versioner. Men jeg havde aldrig tænkt over, hvor spændende det kunne være at undersøge sin egen slægtshistorie.
I februar døde min farmor, som altid har været glad for at skrive. Hun havde i mange år nævnt, at hun var i gang med at skrive sin egen historie, men absolut ikke havde en forventning om, at der var nogen, der ville finde den interessant. Men alligevel blev hun ved, og det blev med tiden til 20 mapper med tætskrevne sider og avisudklip om et levet liv.
Jeg har fået lov til at renskrive hendes fortælling, og glæder mig til det privilegium at få det hele i hænderne senere på sommeren. For det er et stort privilegium at få lov til at få et stykke slægtshistorie i hånden, og endnu mere fordi det er min egen slægt.
Det er en mærkelig ting, men det betyder noget at vide, hvor man kommer fra. Nu, hvor de generationer, der oplevede begivenheder som 2. Verdenskrig, er ved at forsvinde, så er jeg personligt glad for at kunne dele min farmors øjenvidneberetning fra hendes oplevelser under krigen videre til mine egne børn. Hvis vi er opmærksomme på, hvor vi kommer fra, både som samfund og privatpersoner, bliver fortiden nemlig levende og hjælper os med at huske på historiens triumfer og tragedier.
Legetanterne i Kildeparken
Jeg har set de første kapitler af min farmors historie, hvor jeg lærte et stykke aalborgensisk byhistorie, som jeg ikke havde nogen anelse om.
Min farmor voksede op i starten af 30’erne i Svendsgade, hvor man legede i gården, og hun brugte meget tid på at køre rundt med yndlingsdukken Robert i barnevognen. Hun havde ofte været på besøg i Kildeanlægget med sine forældre, hvor der var store græsplæner, der gerne måtte betrædes og legepladser, der i dagtimerne var under opsyn af en legetante. Hvis mødrene havde et ærinde, kunne de bede legetanterne om at holde opsyn med deres barn indtil de vendte tilbage.
En dag havde min fireårige farmor kedet sig i gården, så hun havde overtalt en nabopige, der var et år yngre, til at tage med på legepladsen i Kildeparken.
’Afsted travede vi to piger med hver sin dukkevogn hen ad Svendsgade, videre ad Reberbansgade, og drejede til højre ud ad Vesterbro til Kildeparken. Med vores små og korte ben har det taget 3 kvarter til en time at gå derud,’ skrev min farmor.
De nåede til legepladsen, men efter en halv time begyndte legetanten at undre sig over, at hun ikke havde talt med mødrene. På samme tid var der stor opstandelse hjemme i Svendsgade, hvor forældrene desperat ledte efter de to piger, og endte med at ringe efter politiet.
På grund af den vakse legetante fik forældrene hurtigt af vide, hvor pigerne opholdt sig:
’Alle havde meget stor respekt for politiet dengang, så min far brød sig bestemt ikke om at sætte sig ind i en af deres vogne og hente mig hjem. I stedet kørte han på sin cykel ind til Kildeparken. Takkede legetanten mange gange, fordi hun havde været så kvik, og så blev vi piger sat ind i en taxa med dukkevognene i bagagerummet og kørte til Svendsgade, mens min far cyklede hjem igen.’
