Klumme: Hvordan forandrer du noget, der er svært?
Mange ønsker at forandre noget i eget liv. Som regel er det både dybfølt og fornuftigt. Nogle gange er det endda livsvigtigt. Men ofte sker det ikke alligevel. Vi tager ikke gåturen eller den medicin, vi har fået ordineret. Vi spiser ikke sundere, drikker eller ryger mindre, selvom vi burde. Vi bliver ved kæresten, der slet ikke er god for os mere, og vi tør ikke forlade jobbet, der ellers er ved at køre os ned. Hvorfor er det sådan? Og kan man gøre noget ved det?
I min forrige klumme kunne du læse om, at vi ofte er vores egen begrænsning, når vi ønsker at skabe forandringer. Selvom det i mange situationer burde være vores første prioritet. Jeg skrev om, at vi ofte ikke tror nok på os selv, men vi kan meget mere og at “umuligt er ingenting”. Vi kan nemlig træne os selv til at kapere mere og mere. Populært sagt kan man træne sig til at tage sig sammen – træne sig til at gøre af det, man har lovet sig selv. Og hvis du opnår at kunne gøre det, du lover dig selv, så kan du forandre alt det, du ønsker.
Disciplin er en disciplin i sig selv
Det har vist sig, at nytårsforsæt holder i 7-10 dage. Så dør de. Vi sætter nemlig ofte målene alt for højt i forhold til det, vores disciplin er i stand til. Det er nærmest en livsopgave eksempelvis at tabe sig 25 kilo. Et enormt projekt der skal have fuld opmærksomhed døgnet rundt i måske flere år. Man skal i stedet starte i det små. I begyndelsen er det nemlig vores disciplin, vi skal træne og udvikle.
Disciplin er en disciplin i sig selv, og den skal trænes som en muskel. Hvis man ikke har lært sig selv at være disciplineret, skal man starte småt, fordi en sikker sejr er enorm vigtig for selvtilliden.
Træn først noget, du ved, du kan lykkes med. Noget, der ikke er svært eller alt for omfangsrigt. Noget, der højst er lidt irriterende. Det kunne være at drikke et glas vand før hver kop kaffe eller tage ti lunges, mens du børster tænder. Det er let, men alligevel noget du skal være vedholdende omkring hele tiden, og skal vise dig selv, at du kan og vil. Når det er gået godt i en måned, kan du skrue op og øve på noget sværere. Du vil opdage, at denne træning også gør dig stærkere mentalt, og du kommer til at tro mere på dig selv.
Fejl er stadig fremad
En anden årsag til, at vores forandringsprojekter dør efter kort tid er, at vi kommer til at springe en dag over og giver vi op. Men selv de mest disciplinerede mennesker har dage, hvor ting ikke virker. Sygdom, noget der kræver din fulde opmærksomhed, eller simple uheld. Det er kun menneskeligt og naturligt.
Men man må aldrig tænke: “Nå, så kan det også være lige meget – det kunne jeg åbenbart ikke”. Man må acceptere dagen, komme ind på sporet igen og fortsætte imod sit mål, straks dagen efter.
Der kan selvfølgelig ikke være en sådan fejl hver anden dag. Måske hver 10. dag, og man kan således sige, at fejl stadig er fremad, fordi det reelt ikke betyder noget i det store billede. Det er ekstremt vigtigt at opnå denne erkendelse og fortsætte træningen af disciplinen straks igen. Den er så afgørende for dine forandringer.
Beslut dig om aftenen og nudg dig selv
Du kan med fordel anvende “personlig nudging”, for lettere at gøre det, du har lovet dig selv. Nudging er små tiltag, der kan regulere egen adfærd og snyde dig til at træffe de rigtige valg.
Forskning fortæller os, at det vi tænker på om aftenen, er noget vi tænker videre over, mens vi sover. Så vær skarp og beslut dig om aftenen! For at komme ud på løbeturen næste morgen, så beslut dig allerede aftenen inden. Skriv det ned på den blok, du har lagt på natbordet til dine gode aftentanker. Beslut dig også for ruten, du vil løbe og skriv den ned. Så er det ikke længere en løs tanke, men er allerede blevet til en fysisk handling, og du er i gang.
Sørg desuden for at dit løbetøj (og ikke de varme bløde hjemmebukser) ligger klar på stolen ved siden af sengen, og at det derfor er det, du vælger at tage på, når du vågner.
Har du problemer med for meget slik og søde sager, så nudg dig selv mod denne adfærd. Hvis det ligger ude i skuffen i køkkenet, giver du helt sikkert efter om aftenen. Men når du er ude og handle midt på dagen er din modstandskraft større. Og her kan du beslutte dig for slet ikke at købe det og i stedet forberede nogle sundere alternativer.
Lad være med at købe vin, hvis du føler du drikker lidt for meget. Det skal slet ikke være i huset, på nær de dage, hvor du beslutter dig for, at du vil drikke vin. Hvis du ønsker at spise sundere, så sørg for at dine indkøb ikke er impulsive, men kontrollerede i retning af økologiske, gode og sunde råvarer. Lav nøjagtige lister og følg dem. Køb intet andet. Forberedelserne er det halve arbejde og du kan hjælpe dig selv til at træffe de rette valg.
Skab flere kræfter indefra
Tag kontrollen på de mange ubevidste valg, vi alle tager hver dag, og mind dig selv om, hvad du vil. Sæt dine målsætninger op på køleskabet og del dem med dine venner. Dels får du stadfæstet målet stærkt i handling og tale, og du konkretiserer dine tanker. Du kan sikkert også regne med hjælp fra dine venner og familie, der bliver bevidste om, hvad du arbejder med lige nu.
Medmindre du er ekstremt disciplineret, er den hemmelige plan, som ingen andre kender til, alt for farlig. Tag kontrollen over dine valg. Det er enormt tilfredsstillende og selvforstærkende, og du får kræfter til meget mere.
Læs med næste gang, hvor jeg opsummerer med 10 gode konkrete råd. Du kan læse mere i min bog “Tænk som en Kriger” (2018).