Klumme: Forældre kæmper for forandring
Børn med særlige behov står i en udsat position i de her år. Nu begynder forældre rundt om i landet at arbejde målrettet for forandringer. Jeg er selv én af dem.
Jeg vil gerne tage dig med tilbage til midten af september i år. Inden for én uge sker der tre ting, som giver mig håb, og tro på, at der måske kan være positive forandringer på vej for børn og familier med særlige behov. Familier som min egen.
Først går hjemmesiden ”Inklutoo” i luften. På siden kan forældre og ansatte fra hele landet dele deres personlige erfaringer med inklusion i folkeskolen. Politiken skriver et par dage senere, at initiativtagerne på bare 24 timer har modtaget over 50 anonyme historier om inklusion i folkeskolen. ”Inklusion er i dag for de fleste børn et tålt ophold, hvor man sjældent oplever mestring, ægte deltagelse og trivsel”, skriver én bruger for eksempel.
Det er forældre fra Holstebro, der står bag initiativet, og de forklarer i medierne, at de ønsker at få inklusion – og ikke mindst de store udfordringer med inklusionen – sat på dagsordenen i alle landets kommuner op til kommunalvalget.
De drømmer om, at en bølge af personlige beretninger vil skylle igennem landet, som vi så det under MeToo- bevægelsen.
Dokumentar sætter dagsorden
Få dage senere sker der noget, der forvandler min facebookside til én stor opslagstavle for forældre, der ærligt og modigt delerderes erfaringer med ufrivilligt skolefravær og mistrivsel hos deres børn. Beretningerne er udløst af DR1 Dokumentaren ”Skolens tabte børn”, som jeg ved, vi er mange, der har grædt os igennem.
Serien følger en række familier, som er ramt af ufrivilligt skolefravær, fordi børnene bliver stress-syge af at gå i skole. De er blevet tabt i skolesystemet.
Forældre og børn i dokumentaren lukker os helt ind i deres allermest sårbare rum. Ind bagved de nedrullede gardiner i hårdt pressede familier. Vi møder børn, der længes efter at komme i skole, og være en del af fællesskabet, men som ikke kan. Serien skildrer også, hvordan ufrivilligt skolefravær rammer hele familien, som sættes under maksimalt pres.
Kritik af systemet
Hvorfor gør de det? Stiller sig frem på landsdækkende TV? Fordi de ønsker forandring. Fordi der er alt for meget, der – dokumenterbart – ikke fungerer i vores system. Hjælpen er utilstrækkelig, og kommer alt for sent. Forældre står alt for alene i deres kamp for bedre trivsel hos deres børn. Der er for mange fordomme rettet mod familier i udsatte positioner. For lidt politisk handling.
Det er følelsesmæssigt overvældende for mig at følge med i dokumentarens modtagelse. Pludselig bliver mit eget livsvilkår eksponeret for fuld udblæsning gennem dokumentarens deltagere – noget jeg netop har haft en stor længsel efter, fordi skammen trives i mørket. Fordi uvidenhed giver næring til fordomme rettet mod familier som min egen.
Salamanca
Dagen efter at dokumentaren har fået premiere, er det min, og min kærestes tur. Vi lancerer online-mediet ”Salamanca”, som har base i Aalborg.
Gennem podcasts, artikler og liveshows stiller vi skarpt på de livsvilkår, som familier med autisme og ADHD har i Danmark. Vi er begge journalister, og bruger vores faglighed til at bringe lyttere og læsere langt tættere på familier med autisme og ADHD, men også på at undersøge og afdække samfundslivet rundt om familierne, som har så stor betydning for, om børn og voksne med diagnoserne står eller vælter. Altså skoler, børnehaver, psykiatri, kommunens støtteindsatser og de politiske beslutninger.
En bevægelse?
Og hvordan føles det så? At forvandle afmagt og frustration til konkret handling? At gribe en megafon og forsøge at råbe samfundet op?
Det føles meningsfuldt og overvældende. Jeg kan godt mærke angsten for at blive sat i bås, som mor og menneske. Jeg ved, at der er mange derude, der mener, at ADHD og autisme er fup og fidus, og at det sikkert bare er forældrene, der skal blive lidt bedre til at opdrage deres børn og sætte flere grænser.
Men det er jo netop én af grundene til, at vi gør det her. Dedikerer vores arbejdsliv til at forsøge at skabe forandring – derfor at vi vil række en udstrakt hånd ud til de undrende og kritiske – i en erkendelse af, at ingen kan være tjent med en ”os mod dem” retorik.
I de her dage mærker jeg, at vi ikke står alene. Vi er mange, der ønsker det samme. Et usynligt bånd binder os sammen, på tværs af landet. Forældre der ønsker forandring. Jeg håber, vi kan forstærke hinandens opråb, og at børn som min søn får bedre betingelser for gode liv.
Læs mere på salamanca.dk
