Klumme: Atomkrig er bedst, når det er fri fantasi

Alt det med atomkrig og en lurende trussel udefra er noget som min generation har været lykkelig forskånet for. Den kolde krig var ovre, før jeg startede i skole, så derfor var ikke noget, det fyldte meget i min bevidsthed. Til gengæld har det fyldt i de film og serier, der er endt på min skærm.

Der er ofte noget fint over fortællinger om katastrofer i film og litteratur, for det er en måde at vise både de bedste og værste sider af menneskeheden. Alle de post-apokalyptiske fortællinger (altså om når katastrofen har ramt) er heldigvis fri fantasi, men noget er begyndt at ændre sig i samfundet. En mulig katastrofe er begyndt at snige sig ind i virkelighedens verden. Krig i Europa og klimaforandringer har gjort, at det for eksempel er almindeligt, at man skal forberede sig på at kunne klare sig med egne rationer i tre dage, hvis alting lukker ned.

Kulturen har altid været god til at berøre de emner, der rører på sig i samfundet. Sidste år kom serien The Last of Us, der følger familiefaren Joel Miller, som forsøger at klare sig i en verden, der er blevet lagt ned af en global epidemi. Han møder den 14-årige Ellie, der muligvis bærer på kuren mod den svamp, som har inficeret det meste af befolkningen og gjort dem til farlige monstre, i mangel på et bedre ord.

I The Last of Us møder vi også parret Bill og Frank, der lever en næsten harmonisk tilværelse i det omfang, det er muligt i et postapokalyptisk samfund. Før katastrofen indtraf var Bill nemlig en såkaldt prepper, der havde hamstret våben og ressourcer nok til at kunne klare sig næsten ligegyldigt, hvad der ramte. Men han levede en ensom tilværelse i den normale verden, hvor han ikke følte sig godt tilpas.

Men Bill får en chance for lykke, da Frank en dag står udenfor hegnet. På trods af, at Bill gør sit bedste for at bibeholde den lukkethed, der har beskyttet ham tidligere, så trænger Frank til sidst igennem hans skal.

De finder også kærligheden sammen, og Bill får en mulighed for et lykkeligt liv i tosomhed, der altid har virket uopnåeligt. Det er en overraskende smuk fortælling om at finde roen i en kaotisk verden, og det mest positive spin, som jeg nogensinde har set, på såkaldte preppere, der ellers ikke har fået meget kærlighed og forståelse på film.

Jeg var for nylig en tur i REGAN Vest, hvor det bliver skræmmende tydeligt, at Danmark faktisk var på frontlinjen af den atomkrig, der truede fra 60’erne til slutningen af 80’erne. Det er stadigvæk svært at forestille sig en situation, hvor den danske regering skulle have gemt sig i en atomsikret bunker.

I serien Fallout, der ligesom The Last of Us bygger på et populært computerspil, er atomkrigen brudt ud, og de heldige få har fået en plads i nogle af de mange bunkere, der ligger spredt ud over USA.

Udover uhyggelige svampe-monstre, så er The Last of Us den mest realistiske serie af de to. I Fallout møder vi Lucy, der lever et lykkeligt og beskyttet liv i en af de mange bunkere, hvor livet som en film fra 50’erne, hvor alt er godt og alle er glade. Men under den polerede overflade er der gemt en masse skidt, og da det bryder frem i lyset, styrter Lucys verden i grus.

Hun børster dog hurtigt støvet af sig, og vandrer ud i den hårde og farlige verden, der ligger lige bag den atomsikrede bunkerluge. Her venter der eventyr, som giver den samme virkelighedsflugt for mig, som jeg tænker, at cowboyfilm gav i 60’erne.

For alt det uhyggelige må meget gerne holde sig i underholdningens verden, og fise ud af nyhedsbilledet igen. Spørgsmålet er, om de allestedsværende medier gør det hele værre, så vi alle sammen (eller i hvert fald nogle af os) er mere bange, end vi har grund til at være.

I dette efterår vil jeg i hvert fald gøre mit bedste for at slukke for nyhederne, og i stedet nyde solskinnet og de mange gode fortællinger, der kan være skræmmende, men heldigvis stadig er fri fantasi.