Den perfekte årstid til uhyggelig hygge
Efterårets begyndende mørke egner sig rigtig godt til én bestemt genre, nemlig krimi. Hvad enten det er ’true crime’ eller fiktion, er der masser at fordybe sig i – og det er præcis, hvad jeg planlægger de kommende måneder.
Efteråret er min yndlingsårstid, fordi det er den perfekte undskyldning for at krybe sammen i sofaen med et tæppe, en varm kop te og en endnu bedre bog. Det kan selvfølgelig også være en god serie, film eller podcast.
Jeg har i denne klumme tidligere skrevet om, at jeg har været krimi-fan i det skjulte. Hvorfor jeg har holdt det skjult, ved jeg ikke, men nu har jeg overgivet mig fuldstændig til genren.

Krimi fra virkeligheden
Måske træder jeg nogle over tæerne ved at kalde true crime for krimi, men lad os kalde en spade for en spade. Som navnet antyder, handler det om virkelige kriminalsager. Der findes bøger, dokumentarserier og podcast i massevis, der alle har forbrydelser fra det virkelige liv som omdrejningspunkt.
Det kan føles lidt makabert at underholde sig med andres ulykke, men det er ikke desto mindre, hvad jeg – og mange andre – gør. Jeg retfærdiggør min egen fascination ved at undgå europæiske og specielt danske sager; de kommer simpelthen for tæt på. Men jeg forstår sagtens, hvorfor andre vælger at lytte, se og læse med.
Som rigtig mange andre så jeg også dokumentar-serien ’Den sorte svane’, men havde svært ved at forlige mig med, at den slags foregår i Danmark. Det var ærlig talt mere skræmmende end hyggeligt, men ikke desto mindre så jeg med, og har stor respekt for journalisternes arbejde.
5 anbefalinger til True Crime, der kan streames
Hvis du gerne vil bruge et par timer på uhyggelige (og underholdende) sager, der foregår langt fra vores grænser, får du her fem anbefalinger:
1. The Jinx
(Dokumentarserie – Kan streames på Max)
The Jinx handler om rigmanden Robert Durst, der i årtier var mistænkt for mordet på sin kone, men blev frikendt i retten. Mistanken blev ikke mindre, da flere af hans bekendte forsvandt. Først efter den første sæson af The Jinx blev sendt, indhentede fortiden ham.

2. American Murder: Laci Peterson
(Dokumentarserie – Kan streames på Netflix)
Den handler om efterspillet af mordet på den gravide Laci Peterson i 2002. Sagen blev dækket massivt af medierne, og i midten af det hele stod Lacis efterladte mand, Scott Peterson. Var han den sørgende ægtefælle, eller havde han noget at gøre med Lacis forsvinden?
3. Fyre – The greatest party that never happened
(Dokumentar – Kan streames på Netflix)
True crime behøver ikke altid handle om mord og ondskab. Denne dokumentar handler om en iværksætter, der muligvis er en smule mere optimistisk end de fleste. Han ville lave en festival, hvor luksus og musik gik op i en højere enhed. Men det endte i en massiv fiasko, da virkeligheden bankede på døren.
4. Murdaugh Murders – A southern scandal
(Dokumentarserie – Kan streames på Netflix)
Det her er en af de dokumentarer, hvor det er svært at tro, at det er virkelige mennesker, den handler om. Omdrejningspunktet er en rig familie, hvor de fleste mildest talt er svære at holde af. Det er flere, der dør, og handlinger tager så mange drejninger, at det til tider virker urealistisk.
5. Bad Vegan
(Dokumentarserie – Kan streames på Netflix)
I denne miniserie følger vi en succesfuld restaurantejer, der forelsker sig og gifter sig med en mand, der viser sig at være en svindler. Hendes liv løber hurtigt af sporet, og katastrofen er uundgåelig.