Aalborg Historiske Museums byvandringer boomer
Formidlingen af en bys mangfoldige historie behøver langt fra kun at finde sted inden for et museums fire vægge. Aalborg Historiske Museum har de seneste to år mangedoblet antallet af arrangementer ude i byen, og flere nye rundvisninger og byvandringer er kommet til. Publikum er begejstrede, og billetterne bliver revet væk, så snart de sættes i salg. Selv om sommersæsonen går på hæld, er efterspørgslen stadig stor, så nu sætter museet en ny portion i salg.
Der er byvandringer i Aalborgs forlystelsesliv og i Aalborg under Besættelsen. Der er byvandringer i vikingetiden og i middelalderen, der er klosterbyvandringer og der er bloddryppende byvandringer for både børn og voksne. Emner er der nok af i en by med så lang og broget en historie som Aalborg, og publikum er vilde med at få den serveret ude i bybilledet der, hvor den har fundet sted.
I 2017 udbød museet 16 byvandringer, men i 2018 voksede det til tal til 46 offentlige byvandringer – heraf mange udsolgte. Dertil kom, at flere valgte at købe deres egne private ture. I år har museet på nuværende tidspunkt rundet 49 udsolgte offentlige byvandringer – herunder flere nye typer, blandt andet byvandringer i Nørresundby og en ”kig-op” byvandring for børn. Den store efterspørgsel betyder, at museet nu sætter yderligere ni byvandringer i salg.
De fordeler sig på tre ekstra ”Hekse, spøgelse og bloddryppende historier”, to ekstra ”Aalborg under besættelsen”, to ekstra ”Vikingetidens Aalborg”, én ekstra ”Det glade Aalborg” samt endnu en byvandring i Nørresundby.
– Hvis det går ligeså hurtig med billetsalget, som det har gjort hen over sommeren, skal man ikke vente for længe med at købe en billet, råder Lars Christian Nørbach, der er direktør for Nordjyllands Historiske Museum. Han glæder sig over den store interesse fra publikums side.
– Vi kan næsten ikke følge med efterspørgslen, men det er virkelig dejligt, at folk tager så godt imod disse byvandringer. Vi arbejder løbende med at udvikle vores formidling og prøver hele tiden at skabe nye platforme, hvor vi kan møde vores publikum. Det kan være online på de sociale medier, det kan være i form af disse byvandringer, eller det kan være invitationer til åbne udgravninger, hvor publikum kan følge arkæologernes arbejde på tætteste hold. Senest har vi som en del af et større VELUX-projekt placeret tre kuber ude i bybilledet, som fortæller dele af Aalborgs historie, forklarer museumsdirektør Lars Christian Nørbach og fortsætter:
– Vi har en mission om at gøre historien nærværende, og vi vil gerne komme tættere på brugerne. Det betyder blandt andet, at vi skal møde publikum der, hvor de er. Det er vores håb, at hvis man har haft en god oplevelse, der hvor vi møder publikum, så får de måske også lyst til komme ind på museet. Det ene udelukker jo ikke det andet, og vi ser byvandringerne som et fint supplement til det, der sker på museerne. Som museum besidder vi en masse viden – og via forskning og udgravninger bliver vi hele tiden klogere på vores fælles fortid, og den viden vil vi meget gerne dele – og det kan ske på mange forskellige måder, fastslår han.
Aalborg Historiske Museum er et blandt 14 udstillingssteder under Nordjyllands Historiske Museum, og også andre afdelinger udbygger i øjeblikket formidlingen. Museet tilbyder blandt andet byvandringer i Hals, rundvisninger på Vikingecenter Fyrkat og på Lindholm Høje, og næste sommer vil der komme flere nye tiltag rundt omkring på udvalgte museer.
På spørgsmålet om, hvorfor byvandringerne boomer lige nu, svarer Lars Nørbach:
– Generelt oplever vi en voksende interesse for historien – også i form af bøger, film, dokumentar og serier. For nogle kan et museumsbesøg være en barriere, man skal overvinde, men en tur rundt i byen en god times tid virker måske knap så skræmmende. Med byvandringerne møder vi publikum i øjenhøjde med udvalgte emner, som de finder interessante.
– Men det handler også om noget så banalt som nem adgang til at købe billetter. Tidligere skulle folk ind i museets butikker og købe en billet, og trods gode intentioner har man måske ikke lige fået det gjort. I dag foregår det hele online, så der er ikke langt fra tanke til handling. Vi kan se, at så snart folk modtager et nyhedsbrev med information om nye arrangementer – og link til køb – så ryger billetterne, fortæller Lars Nørbach.