Hvor går du hen, når nogen går bort?

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi ikke lever evigt. Klaus Abildgaard, bedemand hos Baggesen Begravelsesforretning har derimod ofte en oplevelse af, at det kommer bag på de pårørende.

I gamle dage, dengang den ældste søn arvede gården, og gadedøren var ulåst, da kontaktede man den lokale bedemand, som havde været behjælpelig ved dødsfald i lokalsamfundet gennem generationer. I dag bor familien og nærmeste pårørende måske rundt i landet eller landsdelen, og blikket rettes derfor mod skyen på søgeord som for eksempel ”lokal bedemand” eller ”bedemand xxxby”. Her begiver den søgende sig ind i en jungle, hvor listige virkemidler bruges for at indfange den sørgendes click.

Klaus Abildgaards bedste råd vil være, hvis man ikke før har stået med ansvaret ved et dødsfald og den afdøde ikke efterlader sig noget på skrift om valg af bedemand, at man søger efter en ”Brancheautoriseret Bedemand” (varemærkeregistreret).

Hvorfor valget af bedemand er vigtigt

Når vi skal føde vores børn, når vi skal have passet og undervist dem, når vi bliver syge, når vi skal træffe vigtige valg i livet, når vi selv skal passes som gamle, så forventer vi, at det er veluddannede mennesker med faglige kompetencer og kvalifikationer, der tager hånd om os og vores behov.

Når én af vores kære dør, efterlades man som pårørende til de frie markedskræfter uden nogen garanti for faglig ordentlighed. Det er et politisk vedtaget paradoks set i betragtning af, at en bedemand sælger en ”vare”, som ikke kan byttes. Adgangsdøren til at blive (autoriseret, certificeret, uddannet, kvalificeret, erfaren, empatisk…) bedemand åbnes ved at oprette et CVR-nummer (gratis) og finde på et firmanavn.

Bedemandens vigtige plads på sidelinjen

Som ovenfor nævnt er der ingen formelle uddannelseskrav til virket som bedemand. Erfaringer og kompetencer opøves primært gennem sidemandsoplæring. Som Brancheautoriseret Bedemand stilles der krav til, at erfaret praksis holdes op mod kompetent faglig undervisning i lov og ret, ansvar og muligheder, skik og etik. Klaus fortæller:

– Som bedemænd er vi ofte de allerførste, de efterladte kontakter og møder, når der indtræffer et dødsfald. Ved denne første kontakt afklares retningslinjerne for det videre forløb og allerede her skal det gerne stå helt skarpt, at bedemanden kender sit vigtigste arbejdsredskab, situationsfornemmelse. Det er i min optik bedemandens hovedrolle, billedligt talt, at stille sig ved siden af de pårørende og være en faglig dygtig facilitator.

Sorgens mange ansigter

To helt almindelige spørgsmål, som Klaus ofte hører er; Hvordan kan du holde ud at arbejde med døde mennesker hver dag og, er det ikke hårdt med al den sorg? Til det første er der det at sige, at de døde mennesker indtil for kort tid siden har været levende mennesker med en historie og en livsfortælling. Den fortælling skal Klaus tage udgangspunkt i, når han skal hjælpe og guide de efterladte de første skridt videre i deres sorg.

– Og netop det er svaret på det andet spørgsmål. Den sorg jeg møder, er ikke min sorg. Derfor kan jeg lægge det private til side og fastholde mit personlige og mit professionelle fokus på, at det er de pårørende og deres afsked, der er det centrale i udførelsen af mit arbejde, siger Klaus.

Det er de pårørende, der bestemmer farven på afskeden

Det kan lyde lidt gråt og mørkt at være bedemand. I vores tid skal mennesker, meninger og events gerne være unikke. Klaus har ikke drømme om at gøre hver begravelse og bisættelse til en spektakulær begivenhed. Naturligvis er der dødsfald, hvor behovet for et helt særligt udtryk kommer til at fylde meget. Det er vigtigt at tage alvorligt, her fortæller Klaus:

– Jeg er godt tilpas med at være på en arbejdsplads, hvor den væsentligste faglige ambition er at gøre det klart for dem, der står tilbage, at der er mange muligheder og at med hvert valg følger også fravalg. Langt de fleste afskedsceremonier i dag læner sig ind i ritualer og traditioner, måske fordi der bagved jagten på det unikke også findes et behov for tryghed og genkendelighed. Døden er uforanderlig og uafvendelig. Derimod er afskedskulturen og de praktiske omstændigheder omkring døden i konstant forandring.

Det er Klaus selvfølgelig meget nysgerrig på og optaget af.

Hvordan ser en god dag på kontoret ud

Klaus kan og vil af gode grunde ikke fortælle om særlige tilfælde eller oplevelser, som har brændt sig fast. Derimod vil han meget gerne fremhæve noget, som er helt specielt i hans arbejde og på baggrund af det komme med en opfordring:

– Det er så tydeligt at mærke fra det øjeblik, jeg træder ind i det personlige samtalerum, når der er meget kærlighed og omsorg på færde. Præcis som med sidemandsoplæring, så smitter gode relationer, kærlig opmærksomhed og omsorg også af på dem, man har fulgtes med på sin livsvandring. De bedste oplevelser har jeg, når begravelsessamtalen emmer af fred, afklarethed, taknemlighed og fællesskab. Det giver vist sig selv, at de svære samtaler, hvor både min personlighed og min faglighed sættes på prøve, er de opgaver, hvor jeg havner midt i, at det første lod i arven efter den afdøde er strid, splid og ufred.

Har du fået talt med dine nærmeste om døden

Igen og igen oplever Klaus som bedemand en stor lettelse og en ro hos de pårørende, når der er efterladt noget på skrift, som er et personligt udtryk for afdødes tanker og ønsker til den sidste rejse. Derfor denne opfordring:

Tal om døden midt i livet. Det giver de efterladte muligheden for at holde fast i livet, når der skal lægges arm med døden.

Se for eksempel hjemmesiden www.minsidstevilje.nu hvor der er råd og hjælp at hente.

Telefonen er altid åben: 98 90 15 11

Web: baggesen.dk