Klumme: Lyset kommer igen
I sidste udgave af APPETIZE var jeg blandt andet optaget af, hvor det er vi lægger vores energier. ”Kan det spises eller duskes?” … en god tommelfingerregel for om vi lader noget kræve så meget af vores energi, at det fylder os med frygt og ulykkelighed, og vi glemmer alt det skønne og fine, der findes lige omkring os. Nu bevæger vi os ind i en periode, hvor de fleste af os måske hyggespiser lidt for meget, men for pokker nyd det! Og hvor vi skal huske at duske med hjertet.
Lige nu, som jeg sidder med tæppe og deadline, falder den første sne udenfor, de sidste bølger af dramatiske rævekager og studehandler fra Kommunalvalget står stadigvæk på, og forude venter den sædvanlige heksekedel af huskesedler, guirlander, LED-lys, brunkager og hedeture. Julen er en travl tid for mange, men den er også fyldt med al den magi, som de fleste godt ved, jeg elsker.
Vi er jo omgivet af magi året rundt, men mange er en smule mere modtagelige, når der hænger røde julehjerter overalt og træer, haver og altaner lyser smukt under nætternes stjerneklare himmel. Jeg håber så inderligt, at flere vil bevare magien lidt længere tid i hjertet… langt ind i det næste år, de næste årtier.
Vores jord er magisk, naturen er magisk … og vi er magiske i os selv. Se på alle de guddommeligt smukke dyrearter der findes, kamelæonens finurlige personlighed, og blækspruttens vilde intelligens og forunderlige evner. Havet og skovenes skønhed, blomsterne og krydderurters helbredende evner, stjernerne og hele Universet, og din lille mobiltelefons evne til at kommunikere med hele verden, og forstå langt det meste, du beder den om… hvordan kan vi så helhjertet tro på, at vi ikke også besidder fantastiske evner og kræfter, at vi vitterligt skulle være blevet sat her på jorden, for primært at glo på Stormester, blive spist af med alt for forgiftet mad og manipulerende røvhuller.
Alt for mange af os lever livet på automatpilot, uden nogensinde at sætte spørgsmålstegn ved, om der måske var lidt mere at byde på indeni. Når vi begynder at stille spørgsmål og søge svar, når vi tager på en opdagelsesrejse indeni, så giver vi ikke blot os selv en gave, men også vores omgivelser. Vi højner vores universelle frekvenser, og det spreder sig. Jeg siger ikke, at livet så bliver en dans på roser, og ren Buddhabuddhahygge. Det er jeg et absolut glimrende eksempel på, at SÅ nemt er det s’gu ikke. Livet er en heftig og uregerlig følgesvend, men vi giver os selv lov til at LEVE.
Denne jul glæder jeg mig også til at LEVE med hele mit hjerte og hver en kærlighedscelle i min krop. For første gang i rigtig mange år samles familien og alle mine tre store piger i Julen, og mit barnebarn Ellen på snart to år, vil blive rullet i kærlighed og julemagi, så hendes små butterdejskinder vil stråle som skønne røde juleæbler, og hendes smittende grin vil fylde hendes barndomshjem med al den skønne magi, jeg taler så meget om. Hun skal proppes med alt det fineste og bedste, verden har at byde på.
Her taler jeg ikke om dyre gaver, men om kærligheden fra hendes nærmeste, om forståelsen af hvem hun er som lille menneske, og om at styrke hendes sprudlende begejstring for det liv, som er hende givet.
Jeg har i en tidligere klumme talt om begrebet IKIGAI. At finde ind til, hvad der virkelig giver vores liv mening. Jeg er storforbruger af workshops hos GRIB og Lone Marie, og november har handlet om Arketyper. Vi er jo alle forskellige i personlighed, livsmål, temperamenter, værdier og syn på livet. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man blot kaste et enkelt blik tilbage på Kommunalvalget igen.
… men den berømte psykiater Carl Jung opfandt begrebet Arketyper, at vi alle besidder nogle dybere psykologiske lag, der kan inddeles i 12 forskellige typer. Og ud fra hvilke af disse typer der beskriver hver enkelt af os bedst, finder vi vores helt basale grundværdier. Som eksempler på arketyper kan jeg for eksempel nævne Helten, Rebellen, Eventyreren, Beskytteren, Den forældreløse eller Elskeren… Alle har vi forskellige personligheder og værdier, der er med til at sætte taktstokken for vores liv. Hvad er det vigtigste for os? Frihed, retfærdighed, værdighed, omsorgen, kærligheden, tryghed eller eventyrlyst? For blot at nævne enkelte.
Nogle af mine absolutte grundværdier langt ind i min sjæl er kærligheden, empati og passionen. Uden ville jeg langsomt visne fuldstændig og fyldes med ulykkelighed. Et mix af Elskeren og den Forældreløse. Arketyperne er med til at give os en større selvforståelse og forståelse af dem omkring os. Det er fantastisk spændende, og måske en gave til dig selv i det nye år at dykke nærmere ned i. Kend dig selv og lev efter dine værdier. Jo mere vi forstår os selv og hinanden, jo mere ægte og transparente står vi. Jo mere autentisk lever vi vores liv. Jeg håber Ellen vil vokse op med en bevidsthed om sine værdier, så hun kan møde omverden åben og autentisk.
Mørket fylder mere og mere omkring os. Når vi står op, når vi kommer hjem igen. Solen og lyset bliver en sjælden gæst, og det sætter sig i os. Vintermismod og kulde. Men lyset kommer igen. Derfor føles det smukt at fejre solens komme ved Vintersolhverv, lyset der vender tilbage sammen med det spirende liv. Min mor og jeg fejrede det altid med Mathilde, da hun var et bette nus med butterdejskinder og eventyr i øjnene … så satte vi os ud på den oldgamle Dyssesten i skoven om natten i vores nattøj på lammeskind med rødvin, hyldeblomst og popcorn i den store sølvskål. Så dansede og sang vi med de små elvere, der dukkede op med plirrende øjne og vævre små kroppe, vi fejrede at lyset nu vendte tilbage, og vi mærkede forbindelsen til hele det store omfavnende smukke Univers.
Grib magien, og grib alt det smukke, der stadig skinner klart og befriende midt i det julekaos af Temupakker og plastikpis, der vil flyde i en lind strøm ind over os.
Julen er kærlighed. Fuldstændig ligegyldigt hvad du ellers tror på. Og henne om hjørnet under en stor gran, i ly fra vores store menneskeskygger, sidder en lille fyr med plirrende øjne og buttede fingre, og holder øje med os. Han ryster lidt på hovedet, klør sig i huen og trækker op i sine små uldne bukser. Træk nu vejret … tror jeg, han tænker.
I al kærlighed ønsker jeg dig en rigtig glædelig jul og et smukt nyt år
– Josefine

