Skip to main content

Tag: besættelsen

2. verdenskrig: Besøg Flyveplads Öst og tyske bunkere ved Aalborg Portland

I samarbejde med Aalborg Portland arrangerer Nordjyske Museer nu en helt særlig tur til besættelsestidens Aalborg. Det sker torsdag 25. maj, hvor turen går til den tyske flyveplads Aalborg Öst beliggende i Rørdal tæt ved Aalborg Portland. Undervejs har museumsgæsterne mulighed for at udforske nogle af de forladte tyske bunkere, der stadig ligger gemt i området.

Flyvepladsen ved Rørdal blev oprindeligt anlagt i 1936 som en privat flyveplads for direktør og medejer af Aalborg Portland Cementfabrikker, ingeniør Gunnar Larsen, og flyvepladsen lagde blandt andet landingsbaner til Danmarks første indenrigsrute Aalborg-København.

9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper, og en af hovedårsagerne til, at Nazityskland valgte at invadere Danmark, var netop flyvepladserne ved Aalborg, herunder flyvepladsen ved Rørdal.

I forbindelse med begivenhederne 9. april blev flyvepladsen sikret af tyskerne og senere udbygget til uigenkendelighed. Lufthavnene ved Aalborg fungerede som en del af den luftbro, der skulle sikre den tyske besættelse af Norge. Senere kom de også til at fungere som base for kontrollen af luftrummet over det sydlige Skandinavien og Nordsøen.

Flyveplads Öst var sammen med flyvepladserne Aalborg West og Aalborg See Nordeuropas største flyveplads ved befrielsen i maj 1945.

Besøg gamle tyske bunkere

Den spændende besættelsestur 25. maj begynder ved Aalborg Portland, hvor guiderne Bent Ole Borup og John Marnov fortæller om flyvepladsens spændende og dramatiske historie med flystyrt og luftkrig.

Herefter fortsætter publikum turen i bus ud på selve området, hvor flyvepladsen var placeret. Undervejs fortæller guiderne, og der gøres stop ved flere af de skjulte tyske bunkere, som stadig ligger i området.

Her får publikum helt ekstraordinært lov til at gå på opdagelse og udforske de gamle tyske anlæg. Der stoppes bl.a. ved flyvepladsens kommandobunker og en sanitetsbunker, hvor tilskadekomne kunne behandles. Det anbefales derfor at medbringe lommelygte samt fornuftigt tøj og sko.

Historien om flyvepladsen slutter dog ikke ved befrielsen i 1945. Da de tyske soldater forlod området, blev det efterfølgende benyttet som flygtningelejr til nogle af de titusindvis af tyske flygtninge, som ankom til Danmark.

Turen inkluderer en sandwich samt en øl/vand, der indtages i rammer af flyvepladsens ammunitionsbunker beliggende med fantastisk udsigt over fjorden. Man kan booke billetter til denne særlige tur på nordjyskemuseer.dk.

 

Under 2. verdenskrig var Flyveplads Öst tæt ved Aalborg Portland en vigtig brik i den tyske militære infrastruktur. Den 25. maj kan du besøge området og blandt andet se flere gamle tyske bunkere. Turen er arrangeret af Aalborg Portland og Nordjyske Museer. Foto: Nordjyske Museer

 

 

 

Sæsonen for de populære byvandringer skydes i gang

Oplev guidede ture med spændende historier fra besættelsestiden og middelalderen. Aalborg Historiske Museum åbner sæsonen for byvandringer med en helt særlig udgave. Den 9. april 1940 besatte tyske soldater Danmark, og på årsdagen – lørdag 9. april 2022 – viser museets guide rundt i Aalborg under besættelsen. Senere på foråret er der byvandringer i middelalderens Aalborg og en helt særlig klosterbyvandring, som begge kommer indenfor i det smukke Helligåndskloster midt i Aalborg.

9. april 1940 er en helt særlig dato i den nyere danmarkshistorie. Det er dagen for den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig. En krig, der var særdeles nærværende også i Aalborg, hvor der blev udført sabotagearbejde af lokale modstandsfolk, og hvor tyske soldater var et synligt element i bybilledet.

På årsdagen for besættelsen kan man på en særlig byvandring følge i fodsporene på de tyske soldater og de danske modstandsfolk i Aalborgs gader og se, hvor i byen de dramatiske begivenheder under krigen udspillede sig – Alt imens museets guide fortæller levende historier, så man næsten kan høre maskingeværerne i det fjerne.

 

Byvandring Aalborg under besættelsen
På årsdagen for den tyske besættelse af Danmark – den 9. april – kan man komme med på Aalborg Historiske Museums særlige besættelsesbyvandring, hvor man går i fodsporene på både de tyske soldater og de danske modstandsfolk og ser de steder i Aalborg, hvor de dramatiske begivenheder fandt sted.
Foto: Nordjyske Museer

En af Danmarks første modstandsgrupper var fra Aalborg

Den kendte Churchill-klub var en af Danmarks første modstandsgrupper. Den opstod ved Helligåndsklosteret i Aalborg, og ved byvandringen får publikum naturligvis den fascinerende historie om de modige, unge drenge fra modstandsgruppen.

Det startede med småting såsom at pille skilte ned og klippe ledninger over. Siden udviklede det sig til regulær sabotage, og hvælvingerne under Helligåndsklosteret blev brugt som skjulested for våben og ammunition, som drengene stjal fra tyskerne.

Vandringen kommer også forbi bygninger, hvor den tyske værnemagt holdt til under krigen, samt de steder, hvor der foregik sabotage og schalburgtage (modsabotage). Turen slutter ved Almenkirkegård, hvor man besøger den kendte modstandsmand Niels Erik Vangsteds grav.

Klosterbyvandring Aalborgs tre middelalderklostre
I middelalderens Aalborg lå der hele tre forskellige klostre i byen med hver sin klosterorden. Nu er det muligt at komme med på en særlig klosterbyvandring, som fortæller om de tre klostre og klosterlivet. Den slutter indenfor i Helligåndsklosteret, som regnes for Nordeuropas bedst bevarede Helligåndskloster.
Foto: Nordjyske Museer

Middelalderens Aalborg kan stadig ses

Med sin mere end 1200-årige levetid har Aalborg meget forskelligartet historie at byde på, så er man ikke til besættelsestiden, så er der andre muligheder for at blive klogere på Aalborgs historie.

En vigtig periode er middelalderen, og selvom Aalborg har forandret sig meget de seneste 500 år, så kan den stadig ses i bybilledet her i 2022. Gammeltorv, Budolfi Kirke og Helligåndsklosteret er alle eksempler på dele af middelalderens Aalborg, som stadig er en del af den moderne by.

Når Aalborg Historiske Museum inviterer på middelalderbyvandring, kommer publikum blandt andet indenfor i Helligåndsklosteret og ser de gamle rum, så det næsten er som at træde 500 år tilbage i tiden.

Byvandringen i middelalderens Aalborg begynder dog ved bredden af Østerå, hvor det allertidligste Aalborg opstod helt tilbage i vikingetiden. Den lille markedsplads voksede sig hurtigt til en større by, og allerede i begyndelsen af middelalderen tog Aalborg form og udviklede sig til en blomstrende by med kirker, klostre, købmænd og håndværkere.

Turen går videre ad middelalderens hovedstrøg Algade, og man kommer blandt andet til Gammeltorv, hvor handlende kom fra nær og fjern for at købe og sælge varer. Det var også på Gammeltorv, at bødlen henrettede forbrydere – enten ved hængning eller halshugning.

Religionen var også en vigtig del af livet i middelalderen, og Aalborg rummede ikke færre end fire kirker og tre klostre i løbet af perioden. På byvandringen kommer du med til både Budolfi Kirke, som kan spores tilbage til 1000-tallet, og til Vor Frue Kirke, som blev opført første gang i 1100-tallet. Undervejs får publikum også fortællingerne om byens klostre, og man slutter indenfor i Helligåndsklosteret, som i dag regnes for at være Helligåndsordenens bedst bevarede kloster nord for Alperne.

Fra kloster til kloster

Sæsonen for byvandringer skydes også i gang med en tredje byvandring, hvor der er særligt fokus på det religiøse aspekt af livet i middelalderen og byens klostre. Her går publikum nemlig så at sige fra kloster til kloster, mens det får historien om klosterlivet på godt og ondt i middelalderens Aalborg.

I løbet af middelalderen lå der i Aalborg foruden Helligåndsklosteret to andre imponerende klostre. De tre blev grundlagt på hver sin tid og havde hver sin klosterorden, og har derfor alle tre præget byen på hver sin måde.

På klosterbyvandring går publikum fra Vor Frue Kloster og Gråbrødreklosteret videre ad Østerå og Gammeltorv til Aalborg Helligåndskloster. Publikum får mulighed for at komme indenfor og se rum, der ikke umiddelbart er tilgængelige for offentligheden.

Undervejs på klostervandringen stifter publikum bekendtskab med de tre klosterordener. Man hører om deres særkende hver især, og om hvordan livet formede sig bag klostrenes tykke mure, samt hvilken betydning klostervæsnet havde for byens udvikling.

 

Billetter til museets byvandringer er eftertragtet, og de kan allerede nu købes vi museets hjemmeside www.nordjyskemuseer.dk

https://nordjyskemuseer.dk/kalender/?month=&location=&genre=byvandring

Populære gå-selv-byvandringer i Aalborg

For øjeblikket er det ikke muligt at besøge Aalborg Historiske Museum eller opleve de utroligt populære byvandringer pga. coronasituationen. Men nu har museet lanceret det, som de kalder for gå-selv-byvandringer. Med mobilen i hånden kan man tage på byvandring, præcis når man vil, og opleve historien, der hvor den skete. Oplev Aalborg i Middelalderen eller Aalborg i krig

I første omgang kan man rejse tilbage til Middelalderens Aalborg og på egen hånd opleve byen, som den så ud for over 500 år siden. En del af middelalderbyen Aalborg er her nemlig stadig, hvis man kigger godt efter, mens andet ligger begravet under fødderne.

 

Nr. 9 på ruten er Gammeltorv med Rådhuset og Østerå i forgrunden. Maleri fra 1851.

Nr. 9 på ruten er fx. Gammeltorv med Rådhuset og Østerå

Gammeltorv var byens torv fra slutningen af 1200-tallet. På dette tidspunkt blev det blot kaldt ”torvet”, og det kom først til at hedde Gammeltorv, da Nytorv blev anlagt i 1604.

De handlende kom fra nær og fjern for at købe og sælge varer i en by, der havde gode kontakter med blandt andet de nordtyske købmænd fra Hansaforbundet. Saltede sild i tønder blev solgt i store mængder og var en af Aalborgs største eksportvarer. Fiskene blev fanget i Limfjorden, især om foråret, og saltet med godt salt fra Tyskland eller Læsø. På torvet blev der afholdt markeder, hvor man solgte dagligvarer som brød, kød, fisk, fjerkræ og grøntsager til byens borgere.

Det var også stedet, hvor borgerne afholdt byting under åben himmel, og et rådhus bliver omtalt første gang i 1431. Det lå på nordsiden af torvet, som det også gør i dag. Den nuværende bygning er fra 1762, men anvendes i dag kun ved særlige lejligheder som bryllupper.

 

 

Man kan også vælge at tage tilbage til Aalborg under besættelsen i 1940-45 med den gå-selv-byvandring, som kaldes Aalborg i krig.

På ruten gennem Aalborgs gader får man fortællinger om hvordan Churchill-klubben og andre møder den tyske besættelsesmagt med modstand.

Her ses det gamle rådhus med et naziflag under besættelsen. 

Den tyske besættelsesmagt beslaglagde en mængde offentlige bygninger og hoteller, der blev brugt til kontorer og indkvartering. Fra 1940-41 brugte tyskerne Aalborgs rådhus som militært hovedkvarter. Her holdt også feltgendarmeriet (militærpolitiet) til.

 

Nr. 17 på ruten er fx. Jens Bangs Stenhus: Mindeplade ved indgang mod Nytorv

Til minde om Christian Den Fjerdes Laug.

Lauget blev stiftet den 16. december 1942 i Duus´ Vinkjælder. Besættelsesstyrkerne fandt stort behag i den stemningsfulde og hyggelige vinkælder og besøgte den i stort tal. Dette harmede byens borgere og for at skabe et fristed for ”sande danskere”, stiftede man Christian Den Fjerdes Laug og erklærede vinkælderen for et klublokale, hvortil kun medlemmer af lauget kunne få adgang mod fremvisning af et medlemskort. Såvel de tyske som de danske myndigheder måtte godkende de meget specielle vedtægter og regler for medlemmerne.

Jens Bangs Stenhus blev udsat for schalburgtage af danske nazister 11. november 1944, samtidig med mange andre bygninger og forretninger i bymidten.

 

 

Læs mere om de to gå-selv-byvandringer her:

https://nordmus.dk/gaa-selv-byvandring-middelalderens-aalborg/

https://nordmus.dk/gaa-selv-byvandring-aalborg-i-krig/

 

 

Fotos: Nordjyllands Historiske Museum


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev