Sunde tænder er for alle
– også dem med tandlægeskræk. Hos Tandklinikken Samsøgade står et erfarent team klar til at hjælpe med alt fra tandeftersyn til behandlinger af tandkødsbetændelse og paradentose, det slidte tandsæt, manglende tænder, smerter fra tænder, muskler og led samt professionel tandblegning. Målet er den bedste kvalitet og en god oplevelse for alle. Her er der god tid til den enkelte patient. Der er ikke kun tid til tænder – men til hele mennesket.
På Tandklinikken Samsøgade bliver man taget godt imod i det dejlige venteværelse, hvor alt emmer af ro. Den lille klinik har siden 2017, hvor tandlæge Brit Frydenlund overtog klinikken, fordoblet antallet af behandlerrum fra to til fire. Personalegruppen er ligeledes fordoblet. I forbindelse med udvidelsen er der også blevet mulighed for adgang til elevator, så dårligt gående kan komme til klinikken på 1.sal. Klinikken er hyggelig og her er tænkt over en indretning, der giver følelsen af tryghed og varme.
Brit forklarer, det ikke er planen at udvide til stordrift, men at fortsætte den mindre, trygge klinik med velkendte ansigter. Klinikken benytter sig eksternt af et godt fagligt samarbejde med dygtige, lokale henvisningsklinikker indenfor blandt andet specialiseret kirurgi og tandregulering. Alt drejer sig om at kunne tilbyde patienterne den bedste behandling.
– Hos os lægger vi stor vægt på, at det skal være hyggeligt at gå til tandlæge – og på arbejde. Det gør vi blandt andet ved at lære vores patienter godt at kende – ikke kun deres tænder. Der skal være plads til humor og en afslappet atmosfære. Vi tror på, at et godt og sundt arbejdsmiljø smitter af på vores patienter. Og det er helt sikkert, at patienterne kan mærke, når vi har det godt sammen som kollegaer. Vi arbejder jo ret tæt, når vi dagligt sidder og fletter ben under stolen med patienten i centrum. Når vi som team er i balance, er vi bedre til at samarbejde roligt og fokuseret omkring patienterne, fortæller Brit Frydenlund.
Speciale i tandlægeskræk
Tandlægeskræk er en almindelig udfordring, som mange mennesker står overfor. Mange er flove over det, især hvis de har udskudt tandlægebesøget for længe.
– Men det er altså helt normalt, og hos os synes vi, det er megastærkt, når en patient med tandlægeskræk har bestilt tid og sidder i stolen efter lang og svær overvindelsesproces. Hvor mange med angst for edderkopper og krybdyr overvinder lige sig selv til at sidde med sådan én i hånden. Det er de færreste. I bund og grund er det faktisk ikke os som tandlæger patienten er bange for. Det er i højere grad uvisheden om behandlingens omfang, instrumenterne og deres lyde, eller frygten for dårlige nyheder, der skaber utryghed og gør, at mange fravælger tandlægebesøget. Derfor arbejder vi målrettet på at skabe en tryg og rolig atmosfære, hvor du kan føle dig godt tilpas, og hvor der altid gives god og omhyggelig information, fortæller Brit.
Det kræver ikke meget at give patienterne en god oplevelse og hjælpe dem med at overvinde tandlægeskrækken.
– Et oprigtigt smil, forståelse, en beroligende hånd på skulderen, tid til at snakke lidt før behandlingen starter, musik i ørerne og det faktum, at vores medarbejdere er dygtige til deres arbejde med mennesker, gør en stor forskel. Vi har b.la. en medarbejder, der har været ansat på klinikken i 45 år, hvilket skaber en følelse af kontinuitet og tryghed hos vores patienter.
Man har den samme tandlæge hver gang, hvis man ønsker det. Man kommer altså ind til sin faste tandlæge eller tandplejer. Den nære relation skaber tryghed.
– Vi ved, at mange undgår tandlægebesøg på grund af frygt. Det er trist, når de regelmæssige besøg hos tandlæge eller tandplejer er nøglen til at forebygge større problemer. Samtidig sikrer det en god mundhygiejne, der er med til at bevare egne tænder sunde gennem livet. Vores tænder betyder utrolig meget for vores livskvalitet, og de skal holde i mange år. Samtidig er vores tandsundhed vigtig for vores almene helbred. For eksempel kan ubehandlet paradentose have negativ indvirkning på sygdomme som diabetes og hjertekar-sygdomme. Derfor er det vigtigt at passe godt på dine tænder og tandkød.
Ingen overraskelser på regningen
Tandklinikken Samsøgade går ind for gennemsigtighed, så man ikke får ubehagelige overraskelser på regningen. Det kan dog være svært at navigere i de forskellige ydelser og behandlinger, når der søges efter priser. Klinikkens konkurrencedygtige priser findes på hjemmesiden, og her kan man se nogle af de udvalgte behandlinger, de tilbyder på klinikken.
– Nogle behandlinger er svære at prissætte uden vi har stillet en diagnose, hvilket er et lovkrav. Så når diagnosen er stillet ved en konsultation eller en undersøgelse, laves der altid et prisoverslag på den ønskede eller nødvendige behandling, forklarer Brit og fortsætter:
– Vi ved, det kan være svært at få råd til at gå til tandlæge, især når man er på SU. Derfor tilbyder vi på klinikken studierabat til studerende ved fremvisning af gyldigt studiekort. Det er vigtigt at holde fast i de unge, og opbygge en god vane med regelmæssig tandpleje selvom man er flyttet hjemmefra, og ikke har mor og far til at hjælpe med den praktiske og økonomiske del længere.
Mange studerende fravælger ofte at gå til tandlæge, fordi de synes, det er for dyrt. Det vil Brit og hendes tandlægekolleger gerne gøre noget ved, da tændernes sundhed ikke bør nedprioriteres. Derfor får man som studerende bl.a. 50% rabat på bedøvelser og 10% rabat på alle frie ydelser.
– Vi synes selv det giver mening i en aktiv studieby som Aalborg. Det vigtige er at fastholde den gode vane efter børnetandplejen, da vi ved, hvor meget det betyder med forebyggelse fremfor behandling.
Den vigtige relation
Nøgleordet for tandklinikken er personlige relationer med fokus på kvalitet, grundig diagnostik, nærvær og omhu i en rar og rolig atmosfære.
– Vi er ikke en del af en kæde, men en selvstændig klinik, der sætter patienterne i centrum. Vi er ikke underlagt tidskrav, og bestemmer selv, hvor meget tid vi har brug for til den enkelte patient. Selvom vi har meget at lave, og godt kunne bruge en ekstra tandlæge på klinikken, så prioriterer vi at give os god tid til hver enkelt patient.
Tandklinikken Samsøgade tilbyder behandling af høj faglig standard til konkurrencedygtige priser uden at gå på kompromis med kvaliteten. De følger med udviklingen, og sørger for, at alt udstyr er opdateret. Både for patienter og deres egen arbejdsglædes skyld.
– Vores fag er et håndværk, og gode håndværkere kræver godt værktøj.
Brit og tandlægekollegerne sætter en ære i at levere et godt arbejde med materialer af højeste kvalitet, og gøre patienterne glade for resultatet, så de har lyst til at komme igen. Også dem med tandlægeskræk. Det lykkes heldigvis hos langt de fleste.
– Når den vigtige relation er skabt, bliver det med tiden lettere at komme afsted. Det er den succes vi arbejder sammen om som kollegaer og med vores patienter hver eneste dag, slutter Brit.
Kontakt Tandklinikken Samsøgade
Samsøgade 22, 1. th.
9000 Aalborg
Tlf.: 98 12 70 12
klinik@samsoegade.dk