Skip to main content
Pressemeddelelse: Skråen
6. februar 2026

SHELTER FROM THE STORM – Aalborgs nye folk- og countryfestival – fuldender programmet!

Festivalen løber af stablen den 8. og 9. maj 2026 i hele Nordkraft, arrangeret af Skråen.

 

Aalborgs nye folk- og countryfestival Shelter From The Storm fuldender programmet med flere prominente udenlandske navne og et par nationale, som slutter sig til det allerede store lineup.

I tirsdags blev festivalens afsluttende band Langhorne Slim fra det amerikanske kontinent annonceret, og nu tilføjer festivalen yderligere seks navne.

Eleni Drake fra England har fået sit store nationale gennembrud med pladen ”Chuck”, som rummer fantastiske sange som ”Half Alive”, ”Wonder Day” og “Ripples”.  Sange som nok skal få alle i publikum til at glemme, at Phoebe Bridgers ikke gider at tournere. Hende behøver vi ikke, når vi har Eleni Drake.

Bob Wayne fra USA spiller flabet rockabilly country med fuldt band. The outlaws kommer til at føle sig helt hjemme, når Bob Wayne kommer med sin punket og beskidte attitude.

Rachel Baiman (USA) og Northcote (Canada) er sidste tilføjelser til vores Western AF-scene, som i forvejen tæller navne som Willi Carlisle og Chris Acker. For første gang i verdenshistorien præsenterer YouTube-kanalen Western AF en kurateret scene på en festival. Og det sker i Aalborg!!

No Teeth Blues Band fra Svendborg åbner Shelter From The Storm. Du kan forvente dig et totalt gakket show med skeer, humor, vanvid og andre hjemmelavede håndvåben.

Ingen countryfestival uden lokale Jonas Ringtved. Hans intelligente americana kommer til at fylde lokalerne på Nordkraft med nærvær og fællesskab.

Disse seks navne lukker festivalens lineup, der allerede tæller et solidt felt af folk- og countryartister fra hele verden, som f.eks. The Tallest Man On Earth, Will Varley, Allan Olsen, Thomas Dybdahl, Parker Millsap, Charlie Parr, Clara Mann, Creekbed Carter Hogan, The Countryside of Harmonica Sam og mange andre.

”Vi er glade for at præsentere nogle stærke stemmer, som er på vej op. Deres historiefortællinger skal nok knuse hjerter og hele selvsamme igen”, fortæller Rune Dollerup Larsen fra Skråen.

Shelter From The Storm er et samarbejde med de fleste institutioner i Nordkraft i Aalborg, som er gået sammen om at lave en indendørs folk- og countryfestival, som meget gerne skulle blive den største og vigtigste af sin slags i Danmark.

En festival som tager dig med ud i alle afkroge af folken- og countryens væsen. Genrer som altid har levet deres egne liv og aldrig rigtigt er døde, selvom alverdens vismænd har forudset det. Folke- og countrymusikken er hvad folket gør det til, og det vil også afspejle sig i festivalen, hvor flere koncerter vil foregå aparte steder i Nordkraft med mulighed for at publikum kan smelte sammen med de optrædende og blive til en enhed. Festivalen vil gerne skabe et inkluderende fællesskab, hvor det enkelte menneske ser sig selv som en del af noget større.

”Langhorne Slim er et navn, som vi har haft på vores radar fra første sekund. Han har leveret på vanvittigt højt niveau i mange år, og hans nyeste plade fra i år, ”The Dreamin’ Kind”, taler sit tydelige spor. Han er mere aktuel end nogensinde, og hans humanisme og medmenneskelige storytelling brænder igennem. At hans 2012-plade ”The Way We Move” er en af de bedste folkplader verden nogensinde har set, er så en helt anden snak. Vi glæder os helt vildt til at høre sange fra hele diskografien”, udtaler Troels H. Sørensen, booking- og programansvarlig på Skråen.

Hele det gamle kraftværk Nordkraft kommer i spil samtidig med, der vil være små afstikkere til andre steder tæt på i byen. Den lokale pladeforretning Lakridspizza og Aalborg bibliotekerne er også involverede i festivalen. Man vil kunne opleve aparte koncerter, unikke tiltag og anderledes oplevelser undervejs i festivalen.

”Vi glæder os til at vise, hvad huset kan. Koncerter i biografen, intimkoncert med udsigt over hele byen, koncert med Will Varleys ny plade track by track, guidet fælleslæsning, specialøl, Allan Olsen-Jøwt-alternativkoncer og meget andet, kan I godt glæde jer til. Nordkraft er klar! Vi er klar! Vi håber også, I er klar”, siger Mark Kühn, som også er en del af arrangørholdet fra Skråen.

Der blev fornyligt meldt 50 % udsolgt af billetterne, og billetkøberne kommer fra hele Europa. Så du kan godt glæde dig til to fede dage i foråret, mens alting springer ud!

Annonce

 

Langhorne Slim er et navn, som vi har haft på vores radar fra første sekund. Han har leveret på vanvittigt højt niveau i mange år

 

Du kan læse meget mere om festivalen og finde billetter via skraaen.dk

 

FØLGENDE ARTISTER ER BEKRÆFTEDE:

  • The Tallest Man On Earth (SWE)
  • Langhorne Slim (US)
  • Thomas Dybdahl (NO)
  • Allan Olsen (DK)
  • Eleni Drake (UK)
  • Parker Millsap (US)
  • Willi Carlisle (US)
  • Charlie Parr (US)
  • Will Varley (UK)
  • Bob Wayne (US)
  • Rachel Baiman (US)
  • Country Side of Harmonica Sam (SWE)
  • Gwenifer Raymond (UK)
  • Dylan LeBlanc (US)
  • Chris Acker (US)
  • Creekbed Carter Hogan (US)
  • Northcote (CA)
  • Clara Mann (UK)
  • No Teeth Blues Band (DK)
  • Stöj Snak (lokal)
  • Hjalte Ross (lokal)
  • Jonas Ringtved (lokal)
  • Oskar Krusell (lokal)
  • Ria Qvist (lokal)
  • Karen Cecilie Cæsar (lokal)

 


Nyeste artikler

Snigpremierer og Oscar-nominerede film til særpris. På søndag går det løs i Hollywood, således også i Biffen, hvor du inviteres indenfor til en dag s…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev