Klumme: Hvor er det bare lige meget
Det hele startede så godt. Det hele startede så spændende. Min fine nye (alt for dyre) overflodskalender var indkøbt og lå klar, og jeg var ivrig efter at skrive i den, skabe oplevelser og minder, tanker og ideer. Nye drømme, visioner og mål. Et nyt årti lå lige for døren fyldt med fine farver, spidsede blyanter og det sidste skrig indenfor duftviskelæder til at viske dårlige dage og oplevelser væk med. Det fuldkomne penalhus-set up, som skulle jeg starte i 1. klasse igen
HOV sagde det så lige pludselig … og så sad vi alle sammen i vores stribede bløde bomuldsnattøjsbukser og småtudede til Faber hver morgen. Vi holdt om hinanden, på behørig afstand, i næstekærlighedens navn, så der ikke var et øje tørt. Danmark lukkede ned i takt med vi åbnede vores hjerter og vores sind overfor både venner og fremmede. Vi formåede for en tid, da hamstringen af toiletpapir var på plads at se ud over egne hække og næser, og lade alle de gode omsorgsfulde vibrationer flyde fra kyst til kyst og fra land til land.
Åhhh, hvor var jeg dog glad. Der var håb forude. Vi kunne jo sagtens stå sammen, når det virkelig gjaldt og alt lortet stod ned om ørene på os. Alle vores indre små lakridstrolde var enten gået i dvale eller koma, så basunenglebasserne havde frit lejde.
Min hjerne sitrede på den gode måde. Nok var verden forandret, men der var plads til både store og små tanker. Eventyr og banale velsmagende opskrifter. Men alle dæmonerne ventede åbenbart lige omkring hjørnet. Deres hæse hvislende vejrtrækning trak slibrige spor gennem øde tavse nætter, hvor kun en ensom ulv i ny og næ kunne få færden af dem. I takt med at landet begyndte at åbne sig igen, som den unge sarte blomst, begyndte vores hjerter igen at folde sig sammen som blomsterne i natten.
HVORFOR? Hvorfor slagter vi hinanden i ord? Hvorfor kvæler vi hinandens holdninger og drømme med uvilje og mistro? Hvorfor lytter vi ikke noget mere i stedet? Hvorfor behøver vi at ”disse” andre, for at tro vi selv bliver hørt? Høj som lav. Hvorfor misforstår vi hinanden bevidst for at opnå konfrontationen? Hvorfor sladrer vi og voksen- mobber på arbejdspladsen? Hvor kommer alt den aggressivitet fra? Hvorfor er det, vi ikke bare prøver at række ud i stedet for? Løfter hinanden sammen? Nogen skal jo for pokker gå først. Og det gør mange heldigvis også.
2020 ER virkelig pizzaen med både banan, sardiner og ananas. Pandemi, racemord, mord, klimakoks, økonomisk verdensturbulens, hjerteskærende store ulykker og så alle de små og store lokale ulykkeligheder vi aldrig hører om, men som sætter sig i tusindvis af familier i årevis. Og dér, hvor vi burde stå skulder ved skulder, bekriger vi igen og igen hinanden. Indefra og udefra og fra alle andre tænkelige og umulige sider. Da masserne gik på gaderne og proklamerede at Black Lives Matter, stod grupperingerne på den anden side og råbte at All Lives Matter! En del af de selvsamme mennesker der helst lukker både øjne og døre for alle de mennesker, hvis problemstillinger de ikke selv kan relatere til.
Men det ER ikke svært at besvare alle disse HVORFOR spørgsmål. For når livet gør modstand og fucker med vores indre grundvand, træder Darwin i karaktér. ’Survival of the fittest’ og giver blandt andet også vores verbale immunforsvar kronede dage. Når vi frygter i morgen og ikke kan finde ro. Når selvværdet er forsvundet med stormfloden. Når hverdagen har indfundet sig igen på overfladen, men underfladen stadig er bund uoverskuelig og skræmmende, så er det nemmere at lade som om underfladen slet ikke eksisterer, vi vil have vores normale liv tilbage NU! Og dem, der siger vi ikke kan få det, de lyver.
Den anden aften lå jeg og kastede tankerne rundt i den indre centrifuge, og 2. Verdenskrig dukkede frem. Jeg er uden tvivl romantisk naiv i min tro på, at man dengang stod sammen, måske ikke i et og alt, men i det meste; men havde krigen, HELT hypotetisk, været vores hverdag i dag, så havde der været en stor gruppe, der purre ville nægte at bruge mørklægningsgardiner, og der ville helt sikkert også være en gruppe, der ville benægte, at der overhovedet VAR en krig.
Og så var det, jeg nåede frem til; ”Hvor er det hele bare lige meget, Josefine.” Du skulle være blevet forsvarsadvokat eller læge og have spillet Cello, som din mor ønskede det, da du var barn. Dine skriverier og bogudkast, dine holdninger og dine supper stopper ingen krige, pandemier eller korrupte præsidenter. Og så gik jeg i køkkenet og opfandt en ny lille god billig nudelsuppe. Jeg ved, mange har følt det på samme måde. En mental og fysisk udmattelse, en uoverskuelighed. Følelsen af det hele er ufattelig lige meget i det store verdensbillede. Følelsen af ikke at slå til og bare være lige meget.
Men det virkelige er dét, der er i nuet – om det er normalt for dig og mig eller ej, det er dét, vi må forholde os til. Det gamle normale er fortid, vi må skabe et nyt og endnu bedre sammen. Og vi kan starte helt i det små med venlighed. Med at tale pænt til hinanden. Også dem vi er uenige med. Ved at så håb i stedet mistro. Og derfor er intet lige meget. Vores stemmer og vores drømme kan sagtens blomstre som ukrudt mellem fliser, der maser sig frem og ikke lader sig kue. Vi skal blive ved med at tro på at det vi gør og kan, betyder noget. For det vil det altid gøre. Måske ikke for alle, men altid for nogen.
Kærlig hilsen Josefine
BILLIG PANDANUDDELTING:
En lille pose instant nudler sættes over i 3 dl. vand sammen med lidt ekstra krydderi, hvad du nu kan lide. Ingefær, paprika eller karry, soya, etc. Når det koger og du har løsnet nudlerne fra hinanden, slår du forsigtigt et æg ud i vandet og lader det hele koge i 3 minutter. Samtidig hakker du lidt frisk chili,
2 svampe/champignoner og et forårsløg ned i en fin rummelig spiseskål. Evt. også en lille smule fint snittet kål eller salat (hvad du nu har), og lægger et stykke smeltetoastost ovenpå. Suppen med dine nud ler hældes over og du topper det med endnu et stykke smelteost. Vend din ret forsigtigt og du har nu den lækreste lille billige comfortfood til alle tidspunkter af døgnet. Velbekomme