Marie den Store – skuespiller Marie Knudsen Fogh
Da Marie Knudsen Fogh blev uddannet skuespiller, googlede hendes far nervøst arbejdsløshedsstatistikkerne for det notorisk usikre fag. Men han havde ikke behøvet at bekymret sig, for i dag har hun både fast arbejde og er en af de mest respekterede teaterskuespillere i Danmark.
Marie Knudsen Fogh har rigtig meget at fejre for tiden. Udover et 10-års jubilæum som fastansat skuespiller på Aalborg Teater er hun også lige blevet 40 år. Nå ja, og så har hun lige modtaget en af Danmarks største skuespillerpriser, der på en måde giver hende ret til at kalde sig den kvindelige Kurt Ravn. Dét er stort!
Den kvindelige Kurt Ravn
I september var Marie på scenen i Skuespilhuset i København som den ene modtager af Lauritzen-prisen, der hvert år gives til to danske skuespillere, som påskønnelse af fremragende kunstneriske præstationer på en dansk scene, TV eller film. Udover påskønnelsen får vinderen også et legat på 250.000 kr.
Den mandlige modtager af årets hæderspris var Kurt Ravn.
– Jeg har sagt, at jeg vil gerne omtales som den kvindelige Kurt Ravn fra nu af. Det synes jeg er passende, griner Marie.
Hun vidste ikke, hvem den anden var, før hun selv sad i salen.
– Det er hemmeligt helt indtil, man møder op og modtager prisen. Så da jeg så, han sad bagved mig, tænkte jeg, ’Det er Kurt Ravn. Jeg er i samme båd som Kurt Ravn!’ Det synes jeg, var ret vildt, fortæller Marie begejstret.
Anita blev en unik succeshistorie i ny dansk dramatik
En af grundene til, at der bliver kigget ekstra på Marie Knudsen Fogh og Aalborg Teater, er en historie om en kvinde ved navn Anita. Hun blev introduceret for første gang i 2018, da stykket Alle Mulige Ting til Salg havde premiere, og Marie spillede hovedrollen.
– Det er jo en succeshistorie i ny dansk dramatik, fortæller Marie.
Det hele startede med, at dramatikeren Henrik Szklany, som er nordjyde, satte sig for at skrive noget fra sin egen landsdel. Det skulle egentlig bare være en enkelt forestilling på baggrund af interviews med nordjyske børn, om hvordan det er at vokse op på landet. Men første udkast blev ikke til noget, så Henrik Szklany arbejdede videre.
– På en eller anden måde fik han morfet det frem til den her familien Kragegaard med Anita i spidsen. Hun har fibromyalgi og er en Facebook-kriger, der sidder i sin stol og synes, hun ved, hvordan verden burde være. Hun har en kæmpestor retfærdighedssans, men sidder i lort til halsen og har nogle omstændigheder, som er rigtig sørgelige. Det er jo desværre mange forundt i forhold til meget lidt indkomst og huslejen – hvordan skal man få råd til det? Vi lavede den første forestilling, hvilket blev en kæmpe succes på Lille Scene, og så endte det med, at det blev en trilogi hen ad vejen.
Anita er fra en socialklasse, der sjældent er en del af teateret.
– Vi gik meget op i, fordi Anita er den her underklasse-helt, at lægge pres på ordet ’helt’, for vi ville ikke udstille nogen. Henrik Szklany sagde på et tidspunkt, at han havde skrevet en teaterforestilling om dem, vi aldrig ser gå i teateret, men som også er en del af virkeligheden. For ellers kan teater godt blive lidt højblæst. Hvorfor går Nora hjemmefra i Et Dukkehjem, når hun har alle pengene? Der er et klasseskel på en eller anden måde, også i teater og i de fortællinger, vi ser på scenen. Og så kom Henrik med den her, som faktisk handlede om en klasse, der ikke er repræsenteret.
Den fortælling var med til at skabe et særligt bånd på holdet bag forestillingen.
– Vi var et hold, da vi lavede den første forestilling, der alle sammen kendte de her mennesker, som har en historie, der er værdig at fortælle. Jeg kommer selv fra en lille landsby, hvor der var utrolig mange forskellige livshistorier og klasser. Så jeg vidste, det kunne blive specielt, fordi vi alle sammen havde så stort et hjerte for det. Vi havde lyst til at være de her mennesker, give dem et værdigt liv på scenen og ikke udstille det.
Vikingespillet lagde de første frø
Marie Knudsen Fogh kommer fra Jels, som ligger nede ved Haderslev i Sønderjylland.
– Jeg er vokset op i en lille landsby, som er enormt idyllisk. Der løber tre søer igennem, der er en gammel mølle, og så er der et friluftsteater. For 50 år siden var der en instruktør, der opdagede, at der var det her friluftsteater, og begyndte at lave vikingspil.
Maries forældre var begge frivillige ved Jels Vikingespil, da de mødte hinanden.
– Så kom min storebror og jeg til verden. Jeg har været på scenen til vikingespil, siden jeg var tre år gammel. Det brugte vi alle vores somre på.
Somrene med vikingespillet, der altid har været drevet af frivillige kræfter, var med til at spore Marie ind på hendes fremtidige karrierevej.
– Hvert år er der 100 frivillige på scenen, 100 frivillige bag scenen og så en professionel instruktør. Der var noget i det, at jeg faktisk så mine forældre lege. Det at se voksne mennesker finde sammen i et fællesskab, som handlede om at klæde sig ud, være nogle andre, og fortælle en historie, blev jeg virkelig fascineret af. Så tog det mig lige et stykke tid at forstå, at det faktisk var noget, man kunne leve af.
En sommer nævnte Marie sin karrieredrøm for Kasper Wilton, der var hyret som årets instruktør af Vikingespillet.
– Og så sagde han, at selvfølgelig skulle jeg bare blive skuespiller. Det var en rigtig god idé. Men jeg skulle få mig en gymnasial uddannelse først, for der var ikke brug for dumme skuespillere. Jeg er lidt i tvivl om, det er Kaspers egen mening, eller om det var min mor, der havde sagt, ’kan du ikke lige sige det til hende?’ Fordi hun var lidt bekymret for, at jeg bare var på ét spor, jeg skulle dén vej, griner Marie.
Arbejde kan også være fornøjelse
Det var ikke kun moren, der var lidt nervøs for Maries valg af karriere.
– Det er jo en usikker branche. Jeg kan huske min far, der var så sød, lige da jeg blev færdig på skuespillerskolen. Jeg var hjemme for at holde sommerferie, og så havde han, gamle mand, der var ny med internettet, googlet arbejdsløshed for skuespillere. Nu var jeg jo blevet færdig på den der skole, men hvad med arbejde? Så kom han og fremlagde statistikken for mig og sagde, ’hvad gør du, hvis du ikke får arbejde som skuespiller?’
Det tog Marie ikke pænt, men i dag har hun større forståelse for faren.
– Jeg blev så skidesur, ’tror du ikke på mig? Tror du ikke, jeg kan det her?’ Min storebror måtte gyde olie på vandene og sige, det jo bare var fordi, han var bekymret. Jeg kommer fra et sted, hvor arbejde faktisk ikke er noget, man gør for sin fornøjelses skyld. Så det er jo også ret unikt for ham, tror jeg, at se mig blive skuespiller og gøre det, jeg vil. For ham, kunne jeg godt mærke, at jeg også var begyndelsen på en ny generation, der faktisk kunne få lov til at arbejde med noget, jeg kunne lide. Og ikke bare fordi, der skulle betales husleje, som jo var måden han knoklede på hele sit liv.
Faren var vant til at arbejde var en nødvendighed.
– Han var udlært bager, fordi hans far havde en bagerbutik, og han var den ældste af seks søskende. Så han skulle være bager. Han fandt ud af, at det synes han ikke var så fedt, så han stak til søs, og var fisker i nogle år.
Stedet for teaternørder
Da Marie var færdig på skuespillerskolen, fik hun først job i en helt anden branche.
– Der fik jeg arbejde på Andy‘s, som er et legendarisk morgenværtshus på Gothersgade i København. Jeg var der alligevel hele tiden, griner hun.
– Efter at have boet i Odense i fire år, hvor jeg gik på skuespillerskolen, kom jeg tilbage til København. Jeg havde altid boet i kollektiver eller sammen med partnere. Pludselig sad jeg alene i en toværelses lejlighed på Amager og var færdig på skuespillerskolen efter fire meget intense år. Min mor var lige død, og jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med det her fag. Jeg løb op og ned ad væggene, fordi jeg var sådan, ’jeg kan jo ikke bare sidde her’. Så tog jeg arbejde på et værtshus. Det var skidesjovt. Det kommer jeg til at falde tilbage på, hvis alt går galt, smiler hun.
Derefter arbejdede Marie som freelanceskuespiller i to år.
– Så ringede Morten Kirkskov, der var teaterchef på Aalborg Teater, og spurgte, om jeg kunne tænke mig at komme herop. Det havde jeg ikke så meget betænkning ved. Da jeg gik på skole i Odense, var det sådan, at Aalborg var der, man ville være. Det var der, de store skuespillere var teaterskuespillere, og det var der, de lavede det fede dramatik. For teaternørder er Aalborg stedet.
En af grundene til det, fortæller Marie, er, at Aalborg Teater har et ensemble med fastansatte skuespillere, hvilket er en sjældenhed i dag.
– Der er ikke nogen ensembler tilbage i København, der er kun freelance skuespillere. Men jeg tror også, at Aalborg er tilpas langt væk fra både København og Aarhus, til at vi sammenligner os. Både Odense og Aarhus vil på en måde gerne være København, og heroppe er vi sådan lidt ligeglade. Vi er så langt væk. Vi kan ligesom passe os selv og bare sørge for, at det er godt arbejde. Og så tror jeg også, der er noget med, at fordi vi er heroppe, så er vi mange skuespillere, der jo ikke laver så meget film og tv. Det er ret besværligt at komme til København og skulle optage hele tiden. Så vi er virkelig dedikerede. Der er lidt en højskolestemning på teateret. Og vi er alle sammen tilflyttere, så vi er her for teateret skyld. Det giver også et stærkt fællesskab.
Mens nogle skuespillere har være på teateret i nogle år, og derefter rejst til København, er Marie blevet hængende.
– Det troede jeg jo også, jeg skulle. Jeg troede også bare, at jeg skulle være her et par år. Men så mødte jeg en mand og fik et barn, griner Marie.
– Og så blev jeg også heldigvis, kan man sige, virkelig glad for byen. Det blev jeg ret hurtigt. Jeg synes Aalborg har en sindssyg dejlig størrelse. Det er en metropol. Der er både Tusindfryd og Kunsten. Og der er naturen lige i baghaven. Så der er vand og skov. Det synes jeg er så dejligt.
Det betyder dog ikke, at hun aldrig overvejer om græsset er grønnere på den anden side.
– Nej, jeg kan godt have en kæmpe udlængsel, men jeg har FOMO („Fear Of Missing Out“, eller på dansk „frygten for at gå glip af noget“, red.) generelt i mit liv over, hvad kunne man ellers have gjort. Det er en evig ting, man kan arbejde med. Men jeg tror også, det kunne være ret hårdt for mig at være i København, fordi jeg er en festabe.
Derudover har Marie sin faste stilling på teateret, hvor instruktører bliver hyret ind udefra.
– I København skal du ringes op af en instruktør eller en teaterchef, om du vil komme og være med på den her forestilling. Så der handler det om at pleje kontakter, bemærker Marie.
’Ellers tak!’
Marie nævner flygtigheden og samspillet med publikummet, som noget af det sjoveste ved jobbet.
– Jeg elsker, når der er lyd fra publikum. Der er ikke noget bedre, hvis der er en god griner inde, der kan sætte gang i den. Eller, altså, der er også nogle af de der, en generation af ældre damer, som nærmest tror, de ser fjernsyn, som kommenterer med. Som også er virkelig sjovt nogle gange. For vi kan jo høre alt oppe på scenen. Det er som om, at det er der nogle gange nogen, der glemmer, at vi ikke er en skærm. Det er også derfor, det er vidunderligt at lave børneforestillinger, fordi der er bare umiddelbarhed, og de kan ligesom bare… de kan virkelig give liv til sådan en sal.
Der er specielt én oplevelse, som Marie stadig husker grinende tilbage på.
– Der er en, som vi stadigvæk husker på teateret, fordi det var simpelthen… det kom så ægte indefra. Vi lavede ’Petra von Kants bitre tårer’, som er en helt fantastisk forestilling, der handler om en modedesigner og en model, der bliver kærester – to kvinder. Så er der et moment, hvor der er en kæmpe bagvæg af lys, mens jeg kommer gående hen over scenen i undertøj. Der spilles ’Bittersweet Symphony’ og alt er kæmpestort. Vi mødes helt langsomt i et meget langt og intenst kys, mig og min medspiller Nanna. Og lige i det vores læber mødes, er der en kvinde på første række, der rejser sig op og fornærmet udbryder ’Ellers tak!’ Og så går hun, griner Marie.
– Jeg tror ikke, hun havde fået læst, hvad stykket handlede om. Dét skulle hun bare ikke se på! ’Ellers tak!’ – det siger vi stadigvæk nogle gange på teateret. Jeg tror, jeg kom til at grine direkte ind i munden på Nana, og så måtte vi spille videre. Men der var jo ikke noget at gøre. Så gik hun! Det var for meget for hende. Sådan kan kunst også provokere. Jeg synes, det var en meget, meget lille provokation, men det var for meget for hende i hvert fald.
Leger stadig
For Marie er der flere roller, hun har haft i de 10 år på teateret, som hun husker tilbage på med glæde.
– Anita er jo et flagskib. Hende tror jeg, jeg kommer til at spille resten af mit liv. Det kan vi nok sætte op hver 10. år. Jeg har også været sindssygt glad for at spille Hvem er bange for Virginia Woolf, hvor jeg har spillet Martha. Fordi det bare er en mastodont, og det er så godt skrevet. Det manuskript er helt fantastisk at læse og få lov at sige højt. Jeg tror, Paprika Steen fik en Reumert for den, da hun spillede den. Så det er sådan en rolle, man ligesom… Det er den kvindelige Hamlet, på en måde.
Der er en anden, måske lidt uventet, rolle, som Marie husker tilbage på med varme i blikket.
– At spille Skalle-Per i Ronja Røverdatter. Vi lavede verdens dejligste Ronja Røverdatter, og det er en, vi stadigvæk snakker om. Og så fik jeg lov at være sådan lidt klovnet, og jeg elsker klovnearbejde. Det har jeg drømt om i lang tid. Vi havde det så sjovt. Det var virkelig den der følelse, som jeg kunne mærke tilbage fra vikingespillet, at jeg legede med mine kollegaer hver dag. Vi klædte os ud, tog overskæg på og sådan noget. Det var virkelig sjovt, afslutter Marie.
Fakta om Marie Knudsen Fogh
Uddannet på skuespillerskolen ved Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2013
Job Ansat på på Aalborg Teater siden 2015
Opvokset Jels i Sønderjylland
Familie Mor til datter på 7 år
Bopæl Vestbyen i Aalborg
Drømmerolle Lady Macbeth og Skalle-Per
