Teateranmeldelse: Nu brænder det, Nora! – ‘Et dukkehjem’ på Vendsyssel Teater
”Nu brænder det”, konstaterer Sofie Topp-Duus i rollen som Nora i Vendsyssel Teaters version af det 140 år gamle kærlighedsdrama Et dukkehjem. Det blusser op i kaminen, den Ibsenske ild får så sandelig fat i sit publikum og fortjener * * * * * * for oplevelsen.
Et dagligstuedrama på rund scene
Det smukke parketgulv må ikke betrædes. Det skal holde spilleperioden ud. Der er altså en fjerde væg i instruktør Kaspar Rostrups opsætning af Henrik Ibsens naturalistiske stykke fra 1879. Selvom vi, interessant nok, betragter dagligstuens kærlighedsdrama i et rundt scenerum. Fortielse og forklædning ses fra 360 grader og kommer realistisk tæt på. Akkurat så tæt er vi på Historiens gentagelse, at vi finder aktualitet i skildringen af unge Nora Helmer, som vælger sig selv til og en kvinderolle fra. Hun tager døren ud af ægteskabets dukketilværelse i sin skuffelse over sin mands reaktion, efter det er kommet for en dag, at hun i en kærlighedsgerning til ham og familien har lavet dokumentfalsk.
Dukker og dacapo
I dag har den kønspolitiske debat bevæget sig fra dagligstue til virtuelt rum. Vi kvinder iscenesætter os selv i frie roller mellem Baby Doll og Business Buddy, mens mændene, ja, de bliver tiltagende forvirrede. Vi kan spørge os selv, om vi egentlig taler rigtigt sammen eller udvikler en krænkelseskultur, hvor den der råber højest, slår tonen an. Mens vi rykker længere fra hinanden i den offentlige mening, nærmer vi os noget ægte i teatersæderne. Kaspar Rostrups moderne Ibsen-fortolkning om at kende sig selv og hinanden er et forfriskede dacapo, og opsætningen et relevant repertoirevalg. Problemerne må igen rejses på en rigtig scene, så vi forstår kunsten at samtale.
Tarenteldans og kønskamp
Applaus skal lyde til samme instruktør som med psykologisk flair får det bedste samspil frem mellem en ung og en garvet skuespiller: Unge Sofie Topp-Duus balancerer med sin livfuldhed Noras koketteri med klog handlekraft, så den spinkle krop viser sig overraskende stærk i Martin Hestbæks stramme nakkegreb. Det kræver sit kvindelige modspil, når han eminent bringer en faretruende dæmoni og en drenget sårbarhed ind i sin karakter som ægtemand Torvald Helmer. Sofie snurrer sig sublimt ind i og ud af Noras forklædninger, da hun danser sin tarenteldans, mens vi gyser til kønnenes kamp og en melodi, der skærer sig igennem akter som trommehinder.
Trisse og tristesse
Undervejs er der humoristisk forløsning i barnepige Anne-Marie, som i skikkelse af Susanne Heinrich trisser lukt ind i vores hjerter i forening med tristessens mester Søren Hauch-Fausbøll, som spiller Doktor Rank, den dødeligt syge ven og elskelige klovn plantet i den højspændte atmosfære. Et virkelig godt cast. Det samme er Jette Sophie Sievertsen, Noras fornuftige veninde Fru Linde, som forsøger at rede trådene ud, mens hun løser knuden på sin egen fortid i skikkelse af sagfører Krogstad, urovækkende forløst af Preben Kristensen. Hver gang Preben entrerer rummet, mærker vi Noras angst og hans egen tragedie. Det er mimisk mesterspil.
Noras exit
Nora går baglæns ud af døren. Hun holder øjenkontakt med sin mand, som står dér afklædt, og med sit publikum. Vi holder vejret sammen med Historien. For her er vi ikke i tvivl om, hvor Nora går hen: Hun fortsætter ind i de næste 150 års kvindeoprør, og hendes arbejde er ikke færdigt endnu, når scenelyset slukkes. Det er kun lige begyndt. Debatten brænder endnu, og måske fordi vi har glemt at tale sammen, kan teatret som i Det Moderne Gennembrud igen hjælpe os til at nå hinanden, uanset placering i alle verdens hjørner. Hvem ved, måske en dag finder Nora hjem?
Forestillingen spiller frem til den 20. Marts. Se den,- hvis der endnu er få billetter tilbage. Se mere her