Teateranmeldelse: Hvem var vi uden masker?
Hvem er vi uden de masker, vi bærer for hinanden? Bliver vi nogensinde færdige med det arbejde, vi kalder ”jeg”? Det er nogle af de spørgsmål, Aalborg Teater stiller med opsætningen af Ingmar Bergmans filmiske mesterværk Persona. Se stykket, hvis du vil undres i en tid af omstillingsparathed, Selfies, Facebook og maskeringsforbud.
Som at skrælle et løg
Oplevelsen af Ingmar Bergmans storværk fra 1966 er som at skrælle et løg. I forventningen om en kerne finder du kun nye lag til spørgsmålet om, hvem vi er bag de masker, vi hver dag udstyrer os med. På 100-året for Bergmans fødsel er identitetsarbejdet måske kun større med de medier, der står til rådighed for vores selvfremstilling. Derfor et vedkommende og modigt repertoirevalg af Aalborg Teater. Persona står som filmkritikkens hvide hval, – for hver fortolkning gør den modsatte sig også gældende. Derfor et det ingen nem opgave for den unge norske instruktør, Johannes Holmen Dahl. Heldigvis tyer han ikke til nemme digitale skærmløsninger, men tegner en minimalistisk skitse, som dog forbliver en smule forsigtig, fordi den mangler vildskab hist og her i karakterarbejdet. De mørkeste lag svier ikke for alvor i øjnene, selvom der i plottet og i skuespillerne er nok potentiale at hente.
Masker mødes
To kvinder mødes; en kendt skuespillerinde, Elisabet Vogler har besluttet at være tavs. Hun passes i en hytte ved havet af en muntert plaprende sygeplejerske, Alma, som efterhånden ikke kan skelne sig selv fra den anden. Trods modsætninger bærer de begge masker for hinanden: Skuespillerinden, spillet af Maria Henriksen, har gemt sig bag sin tavshed som en flugt fra karrierens og livets udtærende roller. Det er lige før hendes mimik bliver for kontrolleret i kontrast til de sorger, tavsheden må dække over – og målt mod den lyse Alma, som spilles overbevisende ungdommeligt af Bolette Nørregaard Bang. Alligevel er der måske en pointe i det forhold. Måske ønsker instruktøren netop at lade alle fortolkningsmuligheder stå åbne nu, hvor der ikke som på filmlærredet er et kamera, der styrer seerens perspektiv. Med et fokus på Alma opdager vi, hvordan hun farves af den kynisme, tavsheden afslører.
Sprækker opstår
Vi spørger os selv, om der fra begyndelsen har været to eller en person, efterhånden som der opstår sprækker i begges masker ind til noget andet; handlinger der ikke stemmer overens med forestillinger og drømme, modsætninger mellem magt og afmagt. Dybe lag i den menneskelige psyke, som giver plads for nye iagttagelser. Faretruende men desværre ikke helt dystre nok i forhold til det oprindelige forlæg. Forestillingen har dog mange smukke og grufulde takter, hvor de små nakkehår og en undren rejser sig; Dér hvor Maria Henriksen i rollen som Elisabet sært smilende lægger en maske af sminke på Alma, som indfanget i samme cardigan-krop spiller sig ind i Elisabets store roller og erfarer, at hun med lidt fantasi kan ligne den store skuespillerinde. En farlig kurs der understreges af, at Alma senere overtager Elisabets kropssprog med de ængsteligt knyttede, åbne og knyttede hænder.
Bedst indfanges man af Personas dybder dér, hvor Alma skifter mellem Elisabets mimiske smil og sit eget protesterende kropssprog i samspillet med Elisabets mand, Hr. Vogler, der spilles overbevisende og frustreret af Nikolaj Bjørn-Andersen. Sammen sætter de tematikken på spidsen, da han forveksler hende med sin kone og hellere holder fast i en løgn frem for at lade maskerne falde. For hvem er vi uden de masker, vi bærer for hinanden? Det er spørgsmål der fortsat tumler i udsendte anmelders hoved. Derfor fortjener stykket 4 stjerner for en elegant tegnet skitse af et stort mesterværk, for overbevisende men lidt for kontrollerede karaktertegninger – og på plussiden for at efterlade flere spørgsmål end svar.
PERSONA spiller på Lille Scene på Aalborg Teater fra 19. nov. 2018 til 15. dec. 2018. Læs mere her.