Sikken voldsom trængsel
Jeg glæder mig i denne tid, nu f… Ja, nu er der i hvert fald masser af grønlangkål og æbleskiver, og hjemme hos os har vi julet, som vi nærmest aldrig har julet før, og jeg har fået så meget gløgg.
Det er helt vildt, som jeg er blevet budt.
Men selvom jeg godt kan lide det, er jeg bare stadig ikke der, hvor jeg lige kan tage alt fyldet med en ske bagefter og så bare spise det… Det er lidt som om, at når man kan dét, så er man rigtig voksen.
Lige så voksen som dem, der ser finansnyheder og sætter pris på Akvavit og visesangere.
Men selvom december indtil videre har været noget så julet for vores vedkommende, så har den på ingen måde været fri for situationer, der har givet træk i mundvigen, fordi et lille eller lidt større ”åh nej” har villet ud fra pinlighedens eller utilstrækkelighedens dyb. Alle nellikerne i appelsinerne, julekalender-afsnittene og fyrfadslysene i engleskær har naturligvis næsten overskygget åh nej-situationerne, men derfor kan vi godt lige snakke lidt om et par af dem jo.
Noget med Gnags
Jeg nyder egentlig rigtig meget at synge godnatsange for drengene, når de bliver puttet om aftenen. Især når jeg selv må bestemme, hvad der skal synges. Men det må jeg næsten aldrig, og lige for tiden er Daniel 2 år meget på ”Vilde Kaniner” af Gnags.
Det kom sig egentlig af, at han en aften insisterede rigtig, rigtig meget på, at godnatsangen skulle være om kaniner, og siden jeg ikke kunne komme i tanke om andre, blev det til Gnags.
Så er der så bare det, at jeg dengang greb til det første, bedste og eneste jeg kunne komme i tanke om fra sangen.
”Vi’ de vilde kaniner med meget lange ører… naa na na naa, nananana… vildeeee kaniner, vildeee kaniner… Vi’ de vilde kaniner med meget lange ører…na n…”
…sang jeg 67 gange. Og realiteterne er, at i aftes – omkring 30 dage efter første afsyngning – har jeg stadig ikke fået læst op på tingene, og jeg kan stadig kun de to linjer. Og i morges, ikke? Der hørte jeg William 4 år sidde og synge den, mens han legede med LEGO.
Han havde adopteret min udgave af den som var den sin egen og sang ”naa na na naa na….” på de helt rigtige tidspunkter i de to linjer.
Så nu gør jeg det, at jeg lover mig selv, at nu får jeg læst ordentligt op på den, så jeg ikke (fortsat) er årsag til, at William tror, at Gnags har skrevet en sang på 10 ord og 50 na na’er, og at han får en chance for at lære, at der er meget mere i deres musik end mors ubehjælpelige godnat-kaniner.
Den med nem mad
Christian har ikke været hjemme hele december. Ganske vist har han af og til lige været forbi inden næste job på dagsprogrammet, men hjemme-hjemme har han ikke været.
Sådan er det – det vidste vi, men det har også betydet, at der er blevet gjort visse tiltag for at få tingene til at fungere herhjemme i julestuen, hvor alt har åndet kødpølsemadder og børnelogik frem for fred og idyl, og en af de ting var det her med nem aftensmad.
Det skulle det jo helst være. Så franske hotdogs blev det til en af dagene, og det krævede lige en tur i supermarkedet for drengenes og mit vedkommende. Forinden havde William og jeg snakket om, hvordan franske hotdogs var pølser stoppet i brød, og at det var hurtigt at lave.
I butikken møder vi en flink ældre herre, som vi falder i snak med.
(Mig) – … Ja, lige pludselig er det juleaftensdag. Det går så hurtigt.
(Ældre herre) – Det er ikke sådan med det, nej. Men I skal vel hjem og lave mad.
(Mig) – Jo, vi må n…
(William, højt ud i butikken, mens folk passerede) – Ja, men min mor skal lave pølser først. Det tager ikke så lang tid. Det er sådan nogle lange pølser, hun kan lave. Ligesom min arm.
Nøj, så kraftig en stemme William i grunden har, tænkte jeg i sekundet efter, mens mine kinder tog farve.
Det er pudsigt… 9 ud af 10 gange mumler han, så vi er nødt til at bede ham gentage, hvad han siger, men lige i den sætning dér, træder den klokkeklart og højt frem, som var han en trænet drengesopran.
Vi kom ud af butikken med – for drengenes vedkommende – værdigheden i behold. Min lå smattet ud på gulvet et sted nede ved mejeriprodukterne.
Men ved I hvad? Det er juleaften om lidt, og vi malker de sidste decemberdage for juleforventningsglæde, alt det vi overhovedet kan. Og skulle der komme flere åh nej’er, så klarer vi det med en klejner, kravlenisser og kys.
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med – og rigtig glædelig jul <3