Rasmus Lyberth giver koncert med Julie Berthelsen
Grønlands store stemme fylder 75. I den anledning vil Rasmus Lyberth gerne give sit publikum en unik gave – en koncert med sange fra sin 60 år lange karriere. I et virtuost samarbejde med Julie Berthelsen og et håndplukket orkester byder Rasmus Lyberth på en poetisk aften, som markerer den flotte dag. Lørdag 5. september gæster han Musikkens Hus i Aalborg.
Med udgangspunkt i sine egne sange tager Rasmus Lyberth publikum med på en musikalsk rejse op gennem karrieren. Indimellem supplerer han med underholdende og bevægende fortællinger om sangene, livet og karrieren. Her mærker man virkelig den grønlandske sangers store karisma og sprudlende væsen.
Rasmus Lyberths imponerende sangstemme virker fortryllende og nærmest magisk på alle, der har oplevet ham synge. Med sin karakteristiske klang og sine personlige tekster har han skabt fokus på Grønland hos et internationalt publikum, og hans kunstneriske engagement har givet rigsfællesskabets største ø den vel nok mest populære, kunstneriske og kulturelle repræsentant nogensinde. Rasmus Lyberth opfattes af mange som en uformel ambassadør for den grønlandske identitet. I mere end én forstand er han blevet ”Grønlands Stemme”, hvilket også er titlen på den dokumentarfilm, der blev lavet om ham i 2023, og som kan ses online på dr.dk.
Rasmus Lyberths musikalske karriere har budt på medgang såvel som modgang. Han begynder at spille guitar allerede som 13-årig, og han når at blive både sømand og helikoptermekaniker, inden han i 1970’erne bryder igennem som sanger og komponist. I Grønland italesætter han kulturelle tabuer som f.eks. misbrug i en tid, hvor det bestemt ikke er populært at tale åbent om den slags. Rasmus skriver stadig nye sange, men synger nu oftest om kærlighed – til mennesker, naturen og til det, der findes mellem himmel og jord.
Rasmus Lyberth har modtaget Ridderkorset, er optaget i Tønder Festivalens ”Hall of Fame”, har vundet et hav af priser og anerkendelser og har optrådt i hele verden. I juli 2011 medvirkede han f.eks. i BBCs´s prestigefyldte promenadekoncert i Royal Albert Hall. Om den optræden skrev de britiske medier at “Grønlands store kunstner synger på grønlandsk, så publikum verden over forstår hvert et ord”.
En lang karriere fyldt med musik skal selvfølgelig fejres med alle dem, som har fulgt ham. Ud over sine iørefaldende, grønlandske sange, vil Rasmus Lyberth give sit publikum en uforglemmelig og kraftfuld smagsprøve på grønlandsk åndemaneri. Desuden vil Rasmus på sin egen, stille facon, udtrykke sit håb for Grønlands fremtid.
Tid og sted
Rasmus Lyberth 75 år – feat. Julie Berthelsen
Lørdag 5. september 2026 kl. 20 i Koncertsalen i Musikkens Hus
Medvirkende:
Rasmus Lyberth, sang og akustisk guitar
Julie Berthelsen, sang
Kristoffer Jul, klaver og orgel
Jane Clark, violin
Simon Krebs, elektrisk guitar


