Back to the 50’s
Dette indlæg bliver starten på en mindre kavalkade af flashbacks til musik igennem tiderne. Det vil dog ikke forekomme hver eneste gang fremadrettet, da det kun er min idé at tage fat i et nyt årti indimellem. Jeg har valgt at starte ud med 1950’erne, og selvom musik har eksisteret længe før da, virker det som et fair sted at starte, da mine læsere næppe levede før dengang.
1950’erne var et årti, hvor både Danmark og det meste af verden var kommet ud af 2. Verdenskrig, og det blev derfor kendt som efterkrigstiden. Måske netop derfor – sammen med den hastigt frembrusende teknologis indtog – begyndte folks vaner at ændre sig, både forbrugermæssigt, tøjstilmæssigt, musikalsk og med en voksende idolisering. De to forudgående verdenskrige havde været et wakeup call til at værdsætte livet og leve dét, mens man havde det. Så man begyndte i det små at gøre op med mange ting. Det var Elvis Presley (der slog internationalt igennem i 1956) f.eks. et klart bevis på, da han kom med sin rockmusik og svingende hofter. Ja mange forældre fandt ham direkte vulgær, og mente at han hidsede ungdommen op til vanvid. Man prøvede at forbyde de unge at lytte til hans plader. Men rock’n’roll var kommet for at blive, om end i udvikling. Danmarks ungdom tog alt fra det store Amerika til sig, og Elvis var indbegrebet af ungdommens trend over there.
Jeg har valgt at lægge vægt på det musik fra 1950’erne, som er så langtidsholdbart, at det selv har nået mine ører og smag. Så lad os starte med at holde fast i ovennævnte artist, nemlig Elvis. Ham kan jeg godt lide, selvom han ikke lige var dét idol, som jeg havde hængende på mit teenageværelse derhjemme. De 50’er numre, som jeg nok finder ham mest kendt for er ’Tutti Frutti’ og ’Blue Suede Shoes’, der dog begge er numre som oprindeligt kom fra hhv. Little Richard og Carl Perkins. Men Elvis’ spektakulære stemme og optræden tog numrene til nye højder, og han er den dag i dag gået over i rockhistorien som en sand legende.
Nummeret ’I Got A Woman’ med Ray Charles er faktisk ikke et, som jeg hørte før Kanye West genoplivede det i sit ’Gold Digger’ nummer sammen med Jamie Fox tilbage i 2005. Det må derfor tilskrives at være langtidsholdbart sideløbende med bl.a. nummeret ’La Bamba’, som faktisk også er et nummer fra denne tidsperiode, nemlig helt tilbage fra 1958. Det blev dengang sunget af den mexicanske sanger Ritchie Valens, og det fik for alvor en revival tilbage i 1987 i filmen af samme navn. Nummeret ’Great Balls Of Fire’, af Jerry Lee Lewis fra 1957, er faktisk ikke ét af mine favoritter. Men ikke desto mindre har det overlevet og optræder stadig ofte i amerikanske film, som f.eks. ’Top Gun’ fra 1986. Revivals er faktisk et fænomen, som ofte sker på den musikalske scene, og dem vil der sikkert komme flere benævnelser af i mine fremtidige indlæg.
Klassikeren ’Johnny B. Goode’ med Chuck Berry fra 1958 er jeg også ganske vild med. Det har bare det der toplækre rock’n’roll swing, som man ikke kan sidde stille til, og det er da også et nummer, som vi i mit eget band elsker at jamme.
Men hvis vi nu skruer rigtigt op for varmen og túner over i det mere sensuelle hjørne, så kommer vi bestemt ikke udenom det fantastiske lækre nummer ’Fever’ med Peggy Lee fra 1956. Eller ’The Great Pretender’ med The Platters fra 1955. Eller hvad med min absolutte favorit ’I Put A Spell On You’ fra 1956, skrevet af Ray Hawkins. Godt nok er jeg ikke pjattet med selve Hawkins’ version, men man må indrømme at han gav et vidunderligt nummer til verden, som mange andre dygtige solister har taget kærligt under deres vinger, som eksempelvis Nina Simone (1965), Sonique (2000) og Annie Lennox (2014).
Til slut må jeg selvfølgelig ikke glemme den såkaldte ’Barbershop Music’, som er et mix af tætte a capella harmonier. Genren opstod ikke i 1950’erne, men perioden fremstår som særlig forbundet dermed. Det synes jeg i hvert fald. Det er f.eks. numre som ’Mr. Sandman’ (1954) og ’Lollipop’ (1958) med Chordettes, ’Love Potion No. 9’ med The Clovers fra 1959 og ’Sh Boom Sh Boom’ med The Crew Cuts fra 1956.
Det var alt, hvad jeg lige havde lyst til at grave frem fra 50’ernes musikalske skattekiste, og jeg håber virkelig, at I nød det. Som tak får I lige jitterbug-hittet ’Rock Around The Clock’ fra 1955 med Bill Haley & His Comets. På gensyn!
