Mads Bo: Sundhed sidder mellem ørerne
Alle stolesæder er optaget, vi har et glas i hånden, og allerede inden start er der god stemning i salen. Det kunne være stand up på Skråen en torsdag aften. Men det er mandag i Gigantium, vi har friskpresset grøntsagssaft i bægeret, og på scenen står juicemand Mads Bo
Mads Bo er Danmarks ukronede saftkonge. Siden 2004 har han turneret riget rundt med sit budskab om, at det som vi spiser, former både vores krop og liv. Men også at det aldrig er for sent at få nye vaner, og at små ændringer er bedre end ingen. Mads Bo leverer sit budskab i foredrag, bøger og tv-indslag, bl.a. Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor han er blevet en slags husekspert inden for juicer, smoothies og andet godt med frugt og grønt.
Automekanikeren fra Viborg
Mads Bo indtager scenen og fanger hurtigt vores opmærksomhed på stolerækkerne. Den knap to meter høje midtjyde udstråler sundhed, livsglæde og humor. Han ser godt ud og er veloplagt, og allerede efter de første par sætninger har han fået os til at grine. Med selvironisk distance fortæller han om ungdommen som automekaniker i Viborg, hvor han levede et stille og roligt liv, passede sit job fra 8 til 16, var syg cirka hver anden mandag og døjede med eksem, allergi, uren hud og træthed. Gik i byen i weekenden og havde tømmermænd om søndagen, når svigermor bød på sovs, kartofler og flæskesteg.
– Men på et tidspunkt begyndte jeg at gennemskue de mange ligheder der er mellem biler og mennesker, mad og brændstof. Den sammenhæng fik jeg lyst til at dykke ned i.
Sådan fortæller Mads Bo om starten på sin karriere som juicemand. Parallellen til mekanikerlivet bruger han flere gange under det to timer lange foredrag. Jeg kommer næsten til at tænke på Niels Olsens køkkenmontør i ‘Den eneste ene’ og hans sammenligning af alting med køkkenlåger, der knirker eller kan åbnes gnidningsfrit. Men henvisningen til automekanikeren er meget typisk Mads Bo, finder jeg hurtigt ud af. For han er jordnær og praktiker og vil gerne tale til et bredt publikum.
Ned gennem Europa i en kassebil
– Mit kernepublikum er kvinder. Men jeg er egentlig bedst til at flytte mænd.
Sådan siger Mads Bo, da vi et par uger efter hans optræden i Aalborg taler i telefon. Han har lagt fem foredrag bag sig i Jylland og mødt tusindvis af mennesker i løbet af to uger. Absolut flest kvinder, men også nogle mænd der er trukket med af konen, fordi veninden meldte afbud, som Mads Bo formulerer det. Og han vil gerne have mændene med, for kvinderne skal nok klare sig:
– Kvinderne er generelt et par banelængder foran mænd, når det gælder kropsbevidsthed. Derfor er det nemmest at inspirere kvinder – men jeg synes selv jeg er hammergod til at inspirere mænd og især de unge, fordi mine helt basale budskaber går klart igennem til dem.
Måske hænger Mads Bos interesse for at fange de unge mænd sammen med hans egen vej ind i sundhedsbranchen. Han blev automekaniker fordi hans far var inden for den branche og kunne skaffe en læreplads, og det hele gik egentlig efter planen. Men ved en tilfældighed hørte Mads Bo om et kursus der handlede om selvudvikling. Han tog afsted, gik på glødende kul og fik sat en masse tanker i gang:
– Det kursus tændte en drøm i mig om at rejse ud i verden. Jeg vidste ikke præcis hvad jeg skulle – men jeg kunne mærke at det var rigtigt for mig. Så jeg gik systematisk til værks: sagde job og lejlighed op, købte en kassebil og fortalte alle omkring mig at om et halvt år tog jeg afsted. Jeg kørte ned gennem Europa – Kosovo, Grækenland, Spanien. Mødte en masse inspirerende mennesker og havde tid til at tænke over mit liv. Alt det jeg laver i dag, kom til mig dengang.
Og det Mads Bo laver i dag og har levet af siden 2004, er at inspirere folk til at tage ansvar for deres egen sundhed. Ikke for at give dem dårlig samvittighed men for at sprede det gode budskab om, at man faktisk kan få det bedre – og at det er meget nemmere at forebygge end at helbrede.
Energi kommer af mange ting
Mads Bo er autodidakt juicemester, men har sin viden på feltet fra et hav af kurser og seminarer og forbilleder i branchen, bl.a. den engelske juicemester Jason Vale. Og så har han taget coachinguddannelse hos danske Sofia Manning. Coaching-tilgangen og den personlige udvikling er et vigtigt fokus for Mads Bo:
– Det er ikke mit formål at få folk til at gå på juicekur. Mit formål er at gøre folk bevidst om deres energi – og at energi kommer af mange ting: parforhold, job, passion med mere. Men det betyder selvfølgelig noget hvad vi spiser, for en træt krop bliver hurtigt en syg krop. Mange mennesker er trætte, men de kan ikke mærke det pga. unaturlige stimulanser. De tror at de er friske, og at kaffe giver dem energi. Men det er i virkeligheden enkelt, og vores krop ved det godt: Vi skal holde os i gang, drikke vand, spise mad af ordentlig kvalitet og huske at få mellem 600 og 800 gram grøntsager om dagen – og det får man altså bare virkelig nemt af juicer og smoothies. Men 80 % af vores sundhed sidder mellem ørerne: Erkendelsen af, at vi skal tage kroppen alvorligt.
Med sin viden om kost og sundhed og lysten til at flytte mennesker startede Mads Bo virksomheden High on Life der gennem 15 år er vokset til en stor forretning med syv fuldtidsansatte på hovedkontoret i Silkeborg og 15-20 deltidsansatte. Når Mads Bo rykker ud med sine åbne foredrag, er der typisk 10 hjælpere med i hans crew. De blender smagsprøver på juicer og smoothies, sælger bøger, blendere og juicemaskiner og sørger for, at der generelt er god stemning til foredragene.
Til foredraget i Aalborg er der linet en større maskinpark op i salen, og der bliver langet masser af udstyr, bøger og tilbehør over disken. Men omdrejningspunktet for det hele er Mads Bo og hans evne til at formidle budskabet om sundhed troværdigt og jordnært.
Navn Mads Bo Pedersen
Født 1980 i Viborg
Autodidakt juicemand og uddannet coach
Opvækst Den yngste af tre søskende
Civilstand Bor med sin kæreste Betina, sin 2-årige søn og 6-årige bonussøn ved Køge
Stifter af High on Life der sælger foredrag, udstyr og bøger om juicer og smoothies
Opskrift Se Mads Bos to lækre opskrifter på brændenældejuice og rødbedejuice
Vi har en Sygdomsstyrelse
Juicemanden skubber kærligt til os nede på tilskuerrækkerne, når han taler om at tage ansvar for sin sundhed. Han peger på hvordan vi taler om sygdom som noget, der kommer til os som et lyn fra en klar himmel, ”så blev man lige ramt af influenza”. Og når han siger det sådan, kan vi godt se det: Det hænger jo nok lidt sammen med hvordan vi har spist, sovet, motioneret, taget vores krop alvorligt. Det er nok ikke helt tilfældigt at influenzaerne sætter ind på stribe efter julens vellevned. Om arvelige tendenser siger han:
– Vi kan have nogle dårlige kort på hånden og være disponeret for alverdens ting, men det er langt hen ad vejen vores indre miljø og livsstil som afgør, om vi oplever syptomer og ubalancer.
Mads Bo siger om sin måde at formidle på:
– Budskabet skal være så tydeligt, at selv en 6-årig kan forstå det. Jeg synes at sundhed gøres alt for kom plekst i dag. Mit budskab er faktisk ikke særligt moderne, men noget folk godt er bevidste om. Når nogen spørger om jeg kan tale om de nyeste sundhedstrends, så siger jeg nej. Jeg læser selvfølgelig bøger om emnet og følger med, men jeg er ikke nogen nørd. Og jeg vil egentlig også hellere flytte folk med nogle simple råd. Vi har meget fokus på helbredelse i Danmark og ikke ret meget på forebyggelse. Jeg synes faktisk, vi har en Sygdomsstyrelse og ikke en Sundhedsstyrelse. Det handler alt sammen om hvordan du skal håndteres, når du bliver syg – ikke ret meget om hvordan du undgår at blive det.
Legen med ord og begreber – som ”sygdomsstyrelse” og ”sundhedsstyrelse” – går igen i hele Mads Bos formidling. I foredragene og når han optræder i tv. Hvor kommer det fra?
– Jeg har altid været meget kreativ og visuel, og derfor taler jeg i billeder. Det har nok også altid ligget til familien at der er masser af humor i luften, når vi er sammen.
Entertainer med noget i bagagen
Det er tydeligt at Mads Bo er entertainer, og han kan lide at stå på scenen – men også at publikum har høje forventninger til ham. Mange er gengangere fra andre foredrag, og nogle følger ham ligefrem rundt på hans turnéer i landet. Hvordan forbereder han sig på foredragene, og hvor kommer energien fra?
– Noget af det der gør, at jeg kan slappe af på scenen er, at der styr på tingene. Jeg er en kontrolfreak, så alt skal virke: Maskinerne være stillet op, grøntsagerne gjort klar til brug og så videre. Når vi har stillet det hele op, så kan jeg trække vejret, gå en tur, tage et brusebad. Jeg har også nogle ritualer. Jeg ”connecter til det store internet”, prøver at være intuitiv undervejs og lade tingene ske. Jeg er ikke som sådan religiøs, men tror på, at der er noget større end os. Noget der giver energien og guider os.
Mads Bo er lillebror – har en syv år ældre søster og ti år ældre bror. Han kom til verden for 39 år siden i Viborg og havde en tryg opvækst med mor der var dagplejemor og far, der var autokonsulent og mekaniker. Men på trods af de trygge rammer oplevede han også modgang og mobning i skolen, og det gav ham noget med i bagagen:
– I mine tidlige teenageår udviklede jeg en følelse af mindreværd og utilstrækkelighed. Jeg troede at folk der klarede sig bedre end mig, rent faktisk var bedre end mig. Men det gjorde mig også nysgerrig og fik mig til at kigge nærmere på min mentale sundhed. Det ene understøtter det andet, og for mig hænger sundhed og selvindsigt uløseligt sammen. Sundhed er for mig mere end at løbe 10 kilometer om dagen og spise broccoli. Sundhed er at have et godt selvværd, have det godt med sig selv og sine medmennesker. Har du ingen nære relationer, er du efter min mening heller ikke sund. Sundhed er helhed.
Oplevelsen af mobning i skoletiden gav også Mads Bo en klar bevidsthed om at behandle andre ordentligt:
– Når man har været den der lå ned, så bliver det en stærk værdi at være ordentlig over for andre. Samarbejder jeg med idioter der ikke taler ordentligt til folk, så reagerer jeg på det.
Mads Bos bedste råd
- Spis og drik økologisk mad du kan genkende. Ikke for meget og flest planter.
- Hæv bundniveauet og undgå intervalkure. Sæt pengene på de små ting i hverdagen og lev i stedet en afgiftende livsstil, hvor du dagligt dækker kroppens behov for ilt, vand og næringsstoffer.
- Lev sundt 80 % af tiden – så er der nemlig også plads til et glas vin, en is eller et par øl med vennerne. Tænk langsigtet i alt du gør. Sundhed og vitalitet er ikke noget som kommer fra den ene dag til den anden. Det er noget, vi opbygger og værner om, ligesom en kærlighedsrelation.
Brug for alenetid og ro
Men ligeså meget Mads Bo nyder øjeblikket på scenen og op- mærksomheden fra publikum, lige så meget har han brug for at trække sig og få alenetid og ro. Da jeg spørger hvad der er vig- tigt for ham, svarer han først med ord som ”nærhed” og ”kærlig- hed”, men bliver så mere klar i mælet:
– Jeg har faktisk et stort behov for alenetid og for at lade op – gerne ude i naturen. Jeg er så meget sammen med mennesker, at jeg har brug for modpolen.
Mads Bo medgiver, at man ikke altid får ro med en toårig søn og en bonusdreng på seks derhjemme. Men så må man sørge for at skabe det ind i mellem. Hans kæreste er spa-terapeut og passer hjemmefronten, når Mads Bo er ude at turnere, og når han er hjemme, tager han tørnen. Men man må finde huller i hverdagen til ro og fordybelse. Også for at være en god far og kæreste.
Hvad interesserer dig allermest hos andre mennesker?
– Det kommer helt an på hvor jeg selv er i mit liv – hvis jeg arbejder med noget ved mig selv så er det ofte det, jeg lægger mærke til hos andre. Lige nu arbejder jeg med indre ro, så det fokuserer jeg en del på hos andre. Hvordan de finder og bevarer den.
Mads Bo fortæller, at han forbinder mange oplevelser med natur og ro med sine barndomsminder fra Fjerritslev og Brovst, hvor hans bedsteforældre boede. Og han føler sig stadig knyttet til egnen – elsker at holde foredrag i Nordjylland og høre sproget.
Drik dit ukrudt
Mads Bo har nu i 15 år langet juice og smoothies over disken i sin foredragsvirksomhed. Oplever han at der er sket et skifte i danskernes holdning til sundhed?
– Altså folk indtager mange flere planter i dag end de gjorde for 10 år siden – og lægerne er også ved at få øjnene mere op for det hele menneske. Lige nu er der fokus på lokale råvarer og på bæredygtighed og det er også noget, jeg arbejder med.
Det bedste vi mennesker kan gøre, er at tage et æble direkte fra træet i haven. Det er ikke blevet transporteret eller sprøjtet. Men jeg er ikke til danske råvarer for enhver pris. Mange ved ikke at danske agurker faktisk kan være mere miljøbelastende end udenlandske, hvis de er dyrket i opvarmede drivhuse.
Mads Bo har stor tillid til de gamle sorter i haven – urter, blomster og skvalderkål f.eks. Han siger:
– Vi kører på genbrugspladsen med vores haveaffald i weekenden. Om mandagen står vi så i kø på apoteket. Vi kunne spare begge dele, hvis vi blev bedre til at bruge f.eks. mælkebøtter, skvalderkål og brændenælder i vores grønne juicer.
Hemmeligheden bag velsmagende grønne juicer og smoothies er, påpeger Mads Bo, at blive god til at kombinere:
– Sørg for en god balance mellem frugter, grøntsager og ukrudt – f.eks. i et forhold, der hedder 80 % grønt og 20 % frugt.
May the juice be with you
15 år med juicer og smoothies og et karriereforløb med masser af succes og synlighed. Mads Bos forretningsmodel har vist sig holdbar og emnet ”sundhed” er jo evigt aktuelt. Det er nærliggende at spørge ham, hvor han og firmaet er henne om 15 år.
– Jeg ved det faktisk ikke, så langt kigger jeg ikke frem. Jeg vil ikke kunne svare på hvad jeg laver om bare et år. Jeg ser mig selv som kamæleon der tilpasser sig det, den er i. Men forhåbentlig lever jeg mit kald og gør det, jeg er bedst til. Det tror jeg på, at vi skal. Ellers bliver vi syge og deprimerede.
Og med de lidt overraskende, men alligevel meget rammende ord fra en coach og juicemand, vil vi slutte artiklen med samme motto som Mads Bo slutter sine foredrag med: May the juice be with you!