Hvad Netflix-erindringerne sagde
Jeg kom til at tænke tilbage, her forleden. Jeg sad i sofaen. Det var aften. Ungerne sov, Christian var på arbejde, og jeg havde lige gennemgået ¾ dele af hele Netflix for at finde den helt rigtige film.
Jeg var kommet på den anden side af de 30 minutter med ren zappen frem og tilbage. Mønsteret var det samme som altid:
”Uj.. den gyser ser alligevel spændende ud. Og så med Ben Affleck.”
* trykker ”play” og hører 7 sekunder af intromusikken, mens tankerne kredser om, at jeg er alene hjemme og engang drømte, at der boede hekse under vores stuegulv *
* skynder sig hen til safe-space’t i stedet, som er romantiske komedier med et hjertevarmt og kun lidt dramatisk plot, uden de store følelsesmæssige udsving og med en elskelig og lidt klodset hovedperson *
Og fordi det er min to-go Netflix-kategori, var der ikke en skid, jeg enten ikke havde set til bevidstløshed, eller gad at se.
Eller… Der var én. Jeg så den sammen med Christian, da jeg var gravid med William. ”What to expect, when you’re expecting”. Den er egentlig rigtig sød og handler om fire kvinder, som forbereder sig på moderskabet.
Og så var det, jeg kom i tanke om, hvordan vi havde det, da vi så den sidst. Mens William var ca. 28 uger gammel i maven på mig. Dengang var vi – reelt – kun os. Vi havde andre værdier, et andet syn på livet, og jeg var ca. 1463 gange mere selvbevidst (især om alle mine fejl og mangler), end jeg er i dag.
Min opfattelse af, hvad det var at blive elsket, var også meget anderledes.
Og selvfølgelig. For livsbevidstheder ændrer sig, erfaringer modner og udviklinger forrykker verdensopfattelser.
Måske er det dybest set bare fordi, vi får så ufattelig dårlig søvn og så lidt tid til kærestenærvær…
Men faktisk er vi der, hvor at følgende situationer, kan fremkalde lige så stor ”jeg-føler-mig-elsket-og-har-det-romantisk” tilstand i min krop, som en tur på restaurant, fletten fingre i teatret eller datenights med bobler i glassene, gjorde hos mig før vi fik børn… :
(Mig) – …Og så mangler vi også rugbrød. Gider du også købe en lille pose Matadormix til mig? Altså bare den helt lille…
(Chr.) – Så. Jeg har købt rugbrød, og der ligger en stor pose Matadormix til dig i skabet. For sådan er det. Du fortjener den store.
Eller…
(Mig) – Puh, jeg synes altså, jeg har ondt i maven. Nu skal jeg sikkert til at være syg igen, og så bliver ungerne smittet. Og vi har jo lige haft! Det er så frustrerende at være vidne til, hvordan vi gang på gang bliver ramt af et eller andet sygdomslort, og det er bare konstant denne vinter. Føj, hvor er jeg træt af det! Jeg har virkelig bare ondt i maven. Jeg synes, det er en hård periode lige nu.
(Chr.) – Tror du ikke bare, du trænger til at få knappet bukserne op?
(Mig) – Nåh… Jo… Åh, det hjalp. Du er den klogeste, jeg kender. Jeg er så glad for, jeg har født børn med din arvemasse.
Lige nu er det vores virkelighed. Alt er godt.
Og i aften, når Christian kommer hjem med sin jeg-er-altid-rolig udstråling og siger ”hej Måsen” (for det kalder han mig, og det er meget rart), så kan min glæde i maven spores tilbage til forelskelsesglæden fra da alt var nyt, ungt og spirende. Og hvor nattesøvnen var helt og aldeles intakt.
¨¨¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med 🙂
