Galleri i Nibe viser ’Kunst Uden Rammer’
Der er mange gode grunde til at besøge Nibe, som ligger 20 km fra Aalborg. Udover de naturskønne områder, den gamle bydel og det kendte ishus, kan du også finde galleriet ’Kunst Uden Rammer’, som vil gøre god original kunst tilgængelig for alle.
Galleriet ’Kunst Uden Rammer’ åbnede i 2007, og haft adresse i Mellemgade 7b, der ligger et stenkast fra torvet, de sidste 12 år. ’Kunst uden rammer’, er et non-profit galleri og har altid været drevet kunstnerne selv, blandt andre glaskunstner Anette Wie, der var med til at starte galleriet og stadig er tilknyttet i dag.
Når man træder ind ad døren, bliver man taget imod af store, attraktive og lyse lokaler, så den udstillede kunst bliver præsenteret smukt.
Udover Anette Wie, bliver galleriet i øjeblikket drevet af malerne Karen Lisbeth Hansen, Ruth Uhrenholt og Kirsten Bruus, samt keramiker Gitte Haggren.
Herudover er der skiftende gæsteudstillere, som tilbyder et varieret udvalg af kunst og kunsthåndværk. Aktuelt er der 14 vidt forskellige udstillende kunstnere i galleriet, så der er noget for enhver smag og pengepung.
Gæsteudstillere besøger typisk galleriet i 3 måneder ad gangen, hvilket sikrer, at der altid er et godt flow i den udstillede kunst.
Alsidighed er vigtig for kunsten
På galleriet lægges der stor vægt på alsidighed og forskellighed i udstillingen – deraf navnet ’Kunst Uden Rammer. Den eneste ramme som håndhæves er, at det skal være kunst af god kvalitet, og som galleriet selv kan stå inde for.
Der er mange dygtige kunstnere, som (endnu) ikke er professionelle og anerkendte i kunstverdenen. De fortjener at blive set, og derfor tilbyder ’Kunst Uden Rammer’ dem en mulighed for at udstille, sælge og blive set. Alle arbejder frivilligt og ulønnet, hvilket betyder, at man kan holde priserne på et rimeligt niveau for god original kunst.
Det er en klar holdning for ’Kunst Uden Rammer’, at kunst skal være for alle, der værdsætter at eje, original kunst. De tilknyttede kunstnere nyder at have et arbejds- og interessefællesskab med andre ’kollegaer’.
Galleriet giver kunstnerne en god kontakt til byen og omegnens borgere, ligesom man synes, det er dejligt at kunne bidrage til kulturlivet i byen og området.
Alle er velkomne
Alle er hjertelig velkomne til et besøg i galleriet, for at se og opleve kunsten. På ’Kunst Uden Rammer’ findes blandt andet malerier, keramik, skulpturer, papirkunst, figurer og meget andet. ’Kunst Uden Rammer’ brænder for, at kunsten kommer ud til så mange som muligt. Den skal ud at leve.
Kunstforeninger og andre grupper har mulighed for at lave aftale om at besøge galleriet udenfor den normale åbningstid, ligesom galleriet også indimellem inviterer til forskellige events.
Kontakt KUNST UDEN RAMMER
Tlf. +45 40 46 47 98 / +45 61 69 17 27
Åbningstider:
Fredag 14.00-17.30
Lørdag 10.00-13.30
Søndag 13.00-16.00