Filmanmeldelse: Jumanji: The next level
Genre: Action
Biografpremiere: 5. december 2019
Medvirkende: Dwayne Johnson, Kevin Hart, Jack Black, Karen Gillan, Danny DeVito og Danny Glover
Instruktør: Jake Kasden
Spilletid: 122 min
Vi lever i en tid med utallige forsættelser og reboots af elskede klassikere, hvor de fleste desværre ikke er noget at råbe hurra for. Den originale Jumanji fra 1995 forblev uberørt indtil 2017, hvor en ny version med The Rock i hovedrollen kom i biografen. Forventningerne var lave, så overraskelsen var stor, da den nye film rent faktisk viste sig at være okay god.
Nu er der så kommet en forsættelse til forsættelsen, hvor man møder de fire unge hovedpersoner et år efter deres første besøg i videospilsversionen af Jumanji. Fridge, Martha, Bethany og Spencer går ikke i High School mere, så de skal finde sig til rette i den virkelige verden. Det har specielt Spencer svært ved, så han længes tilbage efter den simple computerspilsverden, hvor han fik lov at være helten Dr. Bravestone (The Rock). Fristelsen vinder over fornuften og ikke længe efter må hans venner endnu engang en tur ind i Jumanji.
Lad det være sagt med det samme, fortsættelsen kan på ingen måde leve op til filmen fra 2017. Den er ikke nødvendigvis tænderskærende dårlig, mere bare ligegyldig. Det er mere af samme skuffe og bringer intet nyt til universet. Hvor versionen fra 2017 lavede en tynd, men acceptabel kobling til, hvor Jumanji lige pludselig var et videospil, og fik noget godt ud de fire high school elever, der alle var låst fast i hver deres rolle, som lige pludselig befandt sig i helt andre kroppe. Der var den blonde cheerleader, som skiftede køn og blev til en halvtung zoolog i dårlig form og selvfølgelig nørden, der nu befandt sig i The Rocks imponerede krop.
Denne gang er der mere ’sjov’ med kropsbytteri, men meningen er pillet ud af det. Det bliver udelukkende brugt som en gimmick, der desværre hurtigt stopper med at være sjov. Sådan forholder det sig desværre med det meste af filmen. Historien er pakket ind i en tynd præmis med forskellige generationer, der kæmper med selvværdet og meningen med livet. Det er jo alt sammen fint, det er bare ikke nok til at bære en hel film.
Den kan kun anbefales, hvis man er kæmpefan af The Rock og har et par timer, der skal slås ihjel. Der er som sådan ikke noget galt med filmen, den er bare gabende ligegyldig. Tiden er, ærlig talt, bedre brugt i selskab med Daniel Craig i ugens anden premiere, Knives Out.