Skip to main content
30. marts 2019

Filmanmeldelse: Dumbo (2019)

Genre: Familie, Eventyr, Drama
Biografpremiere: 28. marts 2019
Medvirkende: Colin Farrel, Danny DeVito, Eva Green og Michael Keaton
Instruktør: Tim Burton
Spilletid: 112 minutter

Disney er godt i gang med at lave live action-remakes af mange af deres ældre tegnefilm, der for længst har fået en plads i filmhistorien. Nu er turen kommet til Dumbo; historien om den lille elefant fra et cirkus, der har set bedre dage. Dumbo bliver født til en hård tilværelse på grund af sine alt for store ører, men han fik hurtig en ven i originalen fra 1941 i form af en cirkusmus, der havde noget mere gennemslagskraft end den generte babyelefant.

I den nye version er der ikke talende dyr og derfor er musen skiftet ud med et par menneskebørn i stedet. I den første var menneskene hovedsageligt baggrundstatister, der mest af alt forkludrede tilværelsen for stakkels Dumbo og dem han holdte af. Men når man genindspiller en tegnefilm, så er det næsten kun naturligt, at skuespillerne af kød og blod får mere taletid.

Handlingen er genkendelig, men opdateret til et moderne publikum. Efter han kommer hjem fra krigen må den tidligere stjerneartist, Holt Farrier (Colin Farrel), indse, at karrieren ikke kan blive det samme igen, efter han har fået amputeret den ene arm. Men for at han kan forsørge sine to børn Milly og Joe, får han et andet job i cirkusset, nemlig at passe på den nyfødte babyelefant Dumbo.

Da Dumbos specielle evner kommer frem i lyset, går der ikke længe før der dukker personer op, som gerne vil lukrere på den talentfulde elefant. Den slags går sjældent godt, men lige præcis hvordan det ender vil jeg ikke afsløre her.

Selvom handlingen er ændret en hel del, så er der mange små referencer til originalen. Og ærligt talt, så fik de små glimt mig allermest til at ønske, at jeg så den i stedet. Bevares, den første havde nogle sekvenser, der nok ikke ville blive taget så godt i mod i vores politiske klima i dag, men til gengæld har den noget mere på hjerte. Desværre synes jeg, at Tim Burtons version blegner voldsomt ved sammenligning. Filmen er vanvittig flot og CGI-elementerne giver den et kunstigt skær, der passer rigtig godt til fortællingen. Vi ved jo godt, at en elefant desværre ikke kan flyve, så filmen ligner vores verden, men alligevel ikke helt.

Der er enkelte lyspunkter, som sekvensen hvor Dumbo bliver bjergtaget af en cirkusnummer med sæbebobler og forlystelsesparken Dreamland, der har visse ligheder med Disneys eget Disneyland.

Som regel har jeg en rigtig god forbindelse til mit indre barn og burde have omfavnet denne film med hud og hår. Men jeg sidder mest tilbage med en tom fornemmelse og er bange for om det mon er mig, der har misset pointen. Jeg kan i hvert fald ikke se pointen med denne film og hvis jeg skulle se den igen, så skulle det være med et barn i hånden, for at håbe på at magien kunne indfinde sig i deres sind i stedet og jeg måtte se i øjnene, at jeg er ved at blive en gammel kyniker.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev