Den første chefredaktør
Da det første nummer af APPETIZE kom på gaden i august 2002, var det med store ambitioner. Til at stå i spidsen for den nye redaktion, var det et velkendt ansigt fra tv, nemlig Camilla Miehe-Renard, som vi har fanget til en snak om starten på det magasin, du sidder med i hånden
Da det allerførste nummer af APPETIZE så dagens lys for 17 år siden, var det med en højtprofileret chefredaktør bag roret. TV-værten Camilla Miehe-Renard var blevet hyret til at stå for retningen bag Aalborgs nye ambitiøse kulturmagasin. På trods af både byen og arbejdsopgaverne som chefredaktør var ukendte for Camilla, så gik hun til opgaven med masser af nysgerrighed, for hun har altid hilst nye udfordringer velkomne.
En fed udfordring
At være med til at starte et nyt magasin op fra bunden i en fremmed by i et job, man aldrig har prøvet før, kunne nok lyde skræmmende for de fleste, men Camilla har heldigvis aldrig været bange for udfordringer
– Jeg kan huske, at det var enormt sjovt. Jeg havde jo skrevet artikler, klummer og alt muligt andet, men havde aldrig stået med det overordnede ansvar for et magasin. Så det var mega spændende. Jeg måtte jo trække på min TV-erfaring; altså hvordan bygger du en dramaturgi op, hvordan bygger du sådan et blad op, så du får den rigtige krog ind i læserne, så kroppen folder sig ordentligt ud, og så du får et ordentligt svirp med halen til sidst. Derudover var der jo alle mulige andre hensyn at tage, der handlede om annoncer og sådan nogle ting, som jeg slet ikke havde taget stilling til før i mit normale arbejde. Det var en enormt fed udfordring at lære, hvordan man bygger sådan et blad op.
Stillingen som chefredaktør var dog ikke den eneste grund til, at Camilla befandt sig en del i Aalborg.
– Jeg boede der ikke permanent, men jeg havde en kæreste deroppe, som var jagerpilot og derfor boede i Aalborg. Derfor tilbragte jeg stort set hver weekend og nogle gange også hverdage i Aalborg. Der havde jeg jo bare fri, men jeg er sådan en rastløs type, der ikke er god til at sidde stille, så det var rigtig fedt at have sådan et projekt og have noget arbejde deroppe også, fortæller Camilla.
– Jeg var virkelig glad for Aalborg. Den har en vidunderlig blanding af at være en stor og en lille by. Den er lille i forhold til København på den måde, at du ikke kan gå en tur igennem byen uden at møde rigtig mange du kender, selv ikke mig, som ikke engang boede der permanent. Man kan ikke gå og putte sig og være anonym i Aalborg. Man møder altid nogen man kender, hvis man bare kender nogen. Der er en dejlig ’hænge-ud’- mentalitet. Når man ringede rundt, var der altid nogen, der gad og havde tid til at hænge ud. Det gik ikke så stærkt. I København skal man planlægge ting flere uger i forvejen. I Aalborg var det bare at tage telefonen. Så der er et eller andet virkeligt nært og hyggeligt og lidt lillebyagtigt over Aalborg. Samtidig er det en storby med masser af gode restauranter, ’gå i byen’-steder, spillesteder og masser af kultur.
Forskelle på København og Aalborg
Selvom Camilla havde en god erfaring fra mediebranchen, som hun kunne trække på, så måtte hun hurtigt sande, at der var store forskelle på hendes hjemby og den nordjyske købstad.
– Det lærte jeg på den hårde måde. Jeg er kæmpe københavnerpige, altså virkelig med stort K. Jeg greb jo nogle ting og nogle interviews an på en bestemt måde, hvor jeg godt kunne se, at der sad nogle lokale på redaktionen, der grinede lidt af mig og sagde; ’Sådan kan man ikke gøre det her. Det kan ikke fungere. Du bliver nødt til at snakke om noget andet eller stille spørgsmålet på en anden måde.’ Der blev jeg også lidt klogere på en anden del af landet, fortæller Camilla grinende.
I de 17 år hvor APPETIZE har eksisteret har der været både store og små stjerner med på magasinets sider. En af dem, der er godt i gang med at slå sit navn fast på den internationale filmscene, var helt ukendt, da Camilla ville have ham med i magasinet.
– Jeg kan huske, at jeg skulle lave et interview med en helt ny, ung skuespillerspire, som ligesom var den flotte fyr i Aalborg. Det var Claes Bang, som jo er kæmpestor i dag. Og i øvrigt gift med en af mine personlige veninder. Dengang var han et fuldstændigt ubeskrevet blad, så det siger jo også noget om, hvor længe APPETIZE har eksisteret.
Fakta
Navn Camilla Miehe-Renard Alder 54 år
Gift med Nicolai Gohs
Karriere Som 18-årig blev Camilla ansat som TV-vært på den nystartede Kanal 2. Derefter kom hun til DR, hvor hun har været vært på flere store pro- duktioner gennem tiden, blandt Melodi Grand Prix og Nyhedsmagasinet. I 2006 blev hun radiovært hos TV2 Radio. Nu er Camilla producent hos Monday, hvor hun har været ansat siden 2013
Vild forside
– Vi lavede en helt vild forside til det første blad. Vi havde en ret skøn stylist på, en Aalborg-pige, som bare gik all in. Det var slet ikke sådan, jeg var vant til det fra stylister i København. De greb mig an på en helt anden måde. Så kom den her vidunderlige Aalborgtøs og klaskede mig ind i mærkelige små denim-corsager og op med babserne.
Camilla husker, at hun gjorde lidt modstand undervejs;
– Jeg havde det lidt sådan: ’Nej nej! Det kan man ikke, det er alt for meget’, men hun sagde ’trust me!, vi er i Aalborg nu’, griner Camilla.
– Hun var så skøn. Det blev et megasjovt billede, og et totalt bal- lade-billede. Sådan havde jeg heller aldrig set mig selv før. Den var aldrig gået i København.
Stylisten bagved hedder Bibi Lykke og i en mail fortæller hun;
– Jeg var ansat som mode- og livsstilsredaktør på magasinet på samme tid som Camilla. Vi startede ud med at have en ambition omkring, at APPETIZE også skulle markere sig på modefronten. Med en mere fashion vinkel end en kommerciel. Det arbejdede vi faktisk ret målrettet med i de første udgaver, indtil det blev besluttet, at modestoffet skulle være mere tilgængeligt.
– I starten gik vi med at sammensætte håndplukkede styles fra forskellige butikker uden skelen til annoncører. Vi ville gerne have det til at handle om at skabe et højt modemæssigt niveau med inspirerende og lidt kantede stylinger.
– Som jeg husker det, lavede vi først et udkast til forsiden, hvor Camilla blev stylet som en glamourøs boss-lady i powersuit og rød læbestift. Da vi havde kigget lidt på det billede, blev vi enige om, at udtrykket ikke var helt det, vi ledte efter. Det var lidt for klassisk. Vi ville have noget med mere friskhed og kant i tidens lidt skæve 00’er univers. Det første billede endte som billede til hendes leder i magasinet i stedet for.
– Jeg tror muligvis, jeg kan huske, at der var en ret passioneret diskussion på redaktionen, om hatten på det nye billede var for meget og hendes udtryk var for kækt, men jeg mener også at kunne huske, at jeg insisterede på, at hvis vi ikke gjorde noget, der var lidt på kanten af det forventede, så ville det være lige meget at have en ambition om at skabe noget nyt. Vores mission skulle kunne afkodes allerede på forsiden.
– Om billedet var en succes eller ej, kan jeg faktisk ikke huske. Jeg kan dog huske, at der var en kritik omkring det som gik på, at man ikke rigtigt kunne se, at det var Camilla. Og, jeg kan også huske, at det delte vandene lidt. Enten elskede folk det eller også syntes de, at det var for meget. Men personligt elskede jeg, at vi faktisk brugte et billede til forsiden, som stylingsmæssigt var noget andet end det forventede.
– Efter det blev forsiderne dog mere almindeligt portræt-agtige magasinforsider, så der må helt sikkert have været en kritik omkring det, som jeg enten har fortrængt eller ikke hørt.
– Hvad jeg 100% kan huske var, at jeg synes det var ’a blast’ at arbejde med Camilla, og hvor fedt det var at arbejde i et lyt- tende, omformeligt miljø, hvor alle ideer var gode, hvis de blev præsenteret passioneret og med argumenter, der holdt vand, skriver Bibi.
Lykkelig bag kameraet
I disse dage har Camilla næsten trukket sig fra sin rolle foran kameraet og er i stedet gået bagved, hvor hun arbejder som producent på Monday, der er Skandinaviens største uafhængige produktionsselskab.
– Der er jeg producent på syvende år.
Skiftet fra TV-vært til producent kom sig ud af, at Camilla havde brug for at stille sin rastløshed med nye udfordringer.
– Jeg var ved at være træt af at være på skærmen. Det var også derfor, at jeg blev radiovært i første omgang. Jeg følte mig lidt slidt op. Ikke mit ansigt eller min energi, men mere fordi, at jeg ikke havde lyst til at bruge mig selv på samme måde mere. Men det var egentlig ikke fordi, jeg ikke ville være vært mere, jeg havde bare mere lyst til noget andet. Jeg havde simpelthen lyst til at prøve noget nyt og udfordre mig selv, i stedet for at blive ved med at lave noget, som jeg syntes, jeg havde perfektioneret igennem så mange år, og som jeg selv syntes, jeg var rigtig god til. Der var ingen sommerfugle tilbage i maven eller alt det der gjorde det skarpt og spændende de første mange år. Man kan altid blive bedre, til det man laver, det er ikke det, men jeg savnede noget, hvor jeg fik lidt sommerfugle i maven igen. Jeg savnede at presse mig selv lidt ud over afgrunden. Det gjorde jeg så først ved at tage springet og blive radiovært og så derfra at blive producent. I dag synes jeg, at det var det helt rigtige at gøre. Jeg skulle bare have gjort det mange år før. Jeg elsker det, fortæller Camilla med et smil.