Den allerførste tur i biografen
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid med mit første barn dagen før jeg skulle af sted til filmfestival i London. Lige siden den dag har jeg glædet mig til at kunne have ham med i biografen.
Nogle forældre ser frem til den første fisketur, at lære dem at bage eller noget helt tredje. Der er nemlig noget helt specielt i at kunne dele sin hobby med sit barn. At involvere dem i den verden, som man har brugt utallige givende timer på. Men hvad nu hvis de hader det? Hvis arvingen ikke sætter pris på det man har brugt så lang tid på? Det er jo ikke jordens undergang, men jeg ville da lyve, hvis det ikke ville stikke lidt i hjertet. Så ville man selvfølgelig bare finde noget nyt at være fælles om og med tiden nyde at man har biografturene, fisketurene og bageriet for sig selv.
Mine egne første ekskursioner i biografen har med tiden fået et næsten magisk skær. Med nogle dages mellemrum fik jeg lov til at se Den lille Havefrue og Barbar – Elefanternes Konge, da jeg var 6 år gammel. Jeg blev helt opslugt af den magiske verden, der åbnede sig for mig på det kæmpestore lærred. Det gjorde et stort indtryk på min lille historiehungrende sjæl og jeg kan stadig mærke den samme spænding i maven hver eneste gang jeg synker ned i et biografsæde.
En velkendt historie
Derfor var jeg spændt som om det var juleaften, da min lille familie for første gang trådte ind i biografens mørke sammen i starten af efterårsferien. Min søn er 3½ år, hvilket er lidt tidligt at tage i biografen, men den valgte film var ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære”, som har været fast inventar på min søns bogreol i mange år, så vi tog chancen. Jeg havde sommerfugle i maven og forsøgte at holde forventningerne i skak ved at gentage at, hvis vi blev nødt til at gå efter 10 minutter, så var det helt okay.
Vi blev der heldigvis mere end 10 minutter, for da mørket sænkede sig, så satte junior sig frem i sædet og lod sig indfange af balladen på lærredet, kun afbrudt af et par ture i slikposen. Da rulleteksterne gik i gang bedte han om at se den igen, og var lidt mistroisk, da vi fortalte at det ikke kunne lade sig gøre.
Så alt i alt var det en overordentlig god første gang i biografen. Han havde ikke helt samme julelys i øjnene, som den 6-årige version af mig, men det ville næsten også være for meget at forlange. Ærligt talt, så var halvdelen af oplevelsen for ham, at han fik lov til at spise slik kl. 10 om formiddagen, men det kan jeg bestemt også godt leve med. Jeg ser frem til mange flere ture i mørket med min nyeste biografven 🙂
PS. “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” kan varmt anbefales til både store og små. Historien er ændret en smule i forhold til bog-versionen, men er stadig akkurat lige så tosset og sød. Hvis man tager de mindste med i biografen, så er det en rigtig god idé at genlæse historien. Det var i hvertfald en succes for os.
