Skip to main content
TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN
3. september 2019

Blog: Tanker om hygge og træls termotøj

Der er altid nogen, der har mere styr på deres børns termotøj end mig – og det er helt okay.

Nu er det snart efterår, og det betyder alt det sådan – rigtigt – hyggelige… med bladknitren, gryderetter, der simrer og dufter hele eftermiddage, og følelsen af hænder, der bliver varme igen, når de mødes af en hyggelig stue med the i kanden.

Ved I, hvad det også betyder?

Det betyder, at jeg skal til at forholde mig til, hvor meget mine børn er vokset på arme, ben og skanker (som vi siger et godt stykke oppe i Noårjyllaj), for det kommer til at have stor betydning for det læs efterårsovertøj og sko, de nok ikke kan passe mere.

Jeg har været mor i ca. 5,5 år. Og jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg bare så let som ingenting stempler ind i den problematik uden en masse diffuse… ”Jamen, hvad så med det dér? Skal de også have det? Men nogle køber jo kun… hvor meget er det, de støvler skal være længere end foden, for at de passer? Jeg ved intet om noget lige nu… Jeg skal bare have kaffe. Hele verden ved meget mere om overtøj end mig. Angela Merkel ville vide mere om børneovertøj end mig lige nu.”-tanker.

Så dem skal jeg altid lige over. Jeg ville virkelig gerne være lidt ligesom de forældre, der bare er fuldstændig cool omkring det. Det er dem, der bare uden problemos kender forskel på, hvorfor fleece bare er nødvendigt på en anden måde end almindelig termo (er der noget, der hedder almindelig termo?), og som bare er klar på fest med det hele, når det kommer til at tage stilling til vinterstøvler. Kære jer mødre og fædre, der har det sådan… Jeg står herovre på den anden side af vejen belagt med børnetøj og vinker til jer, mens jeg tager hatten af. Jeg kan nogle andre ting, det ved jeg godt. Jeg ville bare så gerne, at mit overtøjscenter i hjernen var mere udviklet.

Men det skal nok gå. Jeg skal bare liiiiige….

Og hvad med dig, der er voksen, og læser dette her. Er du også klar til efteråret? Jeg vil gerne dele et råd, der til stadighed fungerer virkelig godt hjemme hos os. Hyg dig. Det er så vigtigt. Det er en guld-strategi mod mudder på gulvet i gangen lige efter gulvvask, en sur kunde/kollega/partner i telefonen i støvregn, vestenvind og 8 grader og nedfaldne, udtrådte blade, der ligner mudder.

Bekæmp det med hygge.

Tænd de par stearinlys i eftermiddagsmørkningen, inden du krammer dine børn, din partner – eller dig selv. For selv-kram er meget vigtige. Elsk de efterårsvidunderlige rodfrugter, der giver den dér gode smag i suppen eller i gryderetten. Og hvis ikke du kan lide dem – så elsk noget andet dampende, varm mad, der gør godt i maven, i stedet. Nyd nu de afsindigt smukke blade, som ikke lige ligger, hvor bildæk og fodsåler laver dem til mudder. De er der, i parkerne og skovene, og de er som taget ud af et eventyr. Ren magi. Og forresten – læs et eventyr. Eller en klassiker, du husker, fra da du var barn. Har du ikke tid til en hel bog, så læs et par sider, og nyd smagen af kaffe og lyet for blæsevejret udenfor imens.

Og ønsk mig så gerne et kærligt held og lykke med det skide overtøj.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev