Blog: Filmverdenens største fest
Oscar-uddelingen, hvor den amerikanske filmverden hylder sig selv, er vel nærmest en indkapslet version af myten om Hollywood. For en enkelt aften er der gudeskønne skuespillerinder i overdådige kjoler og skarptskårne Hollywood-hunks i ensformige jakkesæt på den røde løber og verden bliver for en stund en smule mere glamourøs.
Min mening om Oscaruddelingen er i høj grad farvet af et af mine barndomsminder fra engang, hvor jeg blev fanget af det magiske spektakel på skærmen, da en TV-kanal sendte klip fra den store Hollywood-fest. Det var omkring samtidig, at jeg så The Bodyguard med Whitney Houston for første gang, så Oscar-festen fik en omgang magisk stjernestøv i min verden, som stadigvæk består i dag.
Selvom noget af glitterstøvet har fortaget sig i de mellemliggende år, så var der sommerfugle i maven, da jeg satte mig til rette i sofaen kl. 2 om natten i forrige søndag.
I år er det 92. gang, at de gyldne statuetter bliver uddelt. Det er andet år uden vært efter at sidste års udvalgte, komikeren Kevin Hart, fik hvirvlet sig ind i en shitstorm, han ikke kunne komme ud af igen, og derfor valgte at trække sig. Men the show must go on, hvilket det åbenbart gjorde til så stor tilfredshed, at arrangørerne holdte fest uden en fast ordstyrer på scenen igen i år.
Jeg havde fulgt lidt med i den oscar-buzz, der altid er i månederne op til, men manglede at se en stor del af favoritterne. Det blev ret impulsivt ændret forrige søndag, hvor jeg tilbragte en dag i biografen, hvor jeg fik set 1917, Jojo Rabbit og Parasite.
Aftenens store vinder var Parasite, men det var i det hele taget et fantastisk filmår i min verden. Herunder kan du se en gennemgang af nogle af de bedste film, der gik hjem med en statuette forrige søndag.
Parasite
De fleste havde regnet med den sydkoreanske Parasite som en sikker vinder i kategorien Bedste Internationale Film. Den har været en sikker favorit længe, og har både har fået fortjente anmelderroser og solgt overraskende mange billetter i rigtig mange lande, specielt i forhold til at det er en international film.
Udover prisen for Bedste Internationale Film vandt Parasite også for Bedste Instruktør og Bedste Originale Manuskript. Aftenens store overraskelse var, at filmen også vandt hovedprisen for Bedste Film. Det er første gang, at en udenlandsk film får den ære.
Filmen følger den fattige Kim-familie, hvor sønnen får arbejde som tutor for den rige Park-familie. Ved et par snedige krumspring og løgnehistorier ender hele familien med at få arbejde i samme hus. Det hele er dog ved at falde sammen, da afsløringen truer.
Parasite går stadig i biografen.
1917
Sam Mendes store film om 1. Verdenskrig følger to unge soldater, mens de rejser igennem slagmarken for at overlevere en besked, der potentielt kan redde 1500 soldaters liv. Det helt unikke ved filmen er, at den er lavet, så der ligner, at der kun er et enkelt take. Det vil sige, at der ikke er at eneste tydeligt klip, så man følger virkelig, man er med på turen, hvor de to unge soldater flere gange kæmper for deres liv.
Det er en film, der virkelig blæste mig bagover. Der er specielt en enkelt scene, hvor det ene soldat flygter gennem en ruinby om natten, som er oplyst af lysglimt fra flares. Det er noget af det smukkeste og mest overvældende, jeg har set i en krigsfilm.
1917 var en af favoritterne efter de havde vundet stort ved andre prisuddelinger. Blandt vandt den for Bedste Film ved den britiske Bafta-uddeling tidligere i år. Den pris gik som sagt til Parasite, men i stedet vandt den Bedste Fotografering, hvilket var helt fortjent. Det var den erfarne Roger Deakins, der modtog prisen. Det er kun hans anden Oscar, hvilket virker utroligt, da han har haft en lang karriere i Hollywood med mange store film på CV-et.
1917 går stadig i biografen.
Once upon a Time in Hollywood
Quentin Tarantino har med denne film lavet en kærlighedserklæring til 60’ernes Hollywood, hvor alt var i forandring. Man følger TV-stjernen Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans gode ven og chauffør Cliff Booth (Brad Pitt). Rick Dalton var tidligere en superstjerne, men kæmper med at finde sin plads efter mange år i den absolutte top. Cliff Booth var Rick Daltons faste stunt-double, så ligesom sin arbejdsgiver kæmper han får at finde arbejde.
Filmen var nomineret til flere priser, men var kun favorit til en enkel, nemlig Bedste Mandlige Birolle til Brad Pitt. Han har charmereret alle med sine fine og sjove taler igennem hele prisuddelings-sæsonen, hvor han har vundet det meste. Han vandt selvfølgelig også sin Oscar, som er den første Pitt har vundet for skuespil.
Filmen kan blandt andet lejes hos blockbuster.dk.
Joker
Joker er en af sidste års mest debatterede film. Historien om hvordan Batman-universets største skurk gik fra at være Arthur Fleck til den skræmmende Joker fik stor ros, men blev også mødt med en nervøsitet om, at den kunne opfordre til vold. Det gik heldigvis ikke så galt. Joaquin Phoenix var helt klart filmens store styrke og leverede en pragtpræstation som den plagede komiker.
Ligesom Brad Pitt har Phoenix været favoritten til de fleste store filmpriser, så han har leveret en perlerække af mere eller mindre politiske takketaler. Sådan gik det også til Oscaruddelingen, hvor han blandt andet snakkede om køer, og hvordan vi mennesker ikke behandler dem særlig pænt.
Joker vandt også prisen for Bedste Score (underlægningsmusik). Det var en historisk vinder, fordi det var en kvindelig prismodtager. Den gik til den islandske Hildur Gudnadottir, der også står for musikken til en af mine yndlingsfilm, Arrival fra 2016, og HBO-serien Chernobyl fra sidste år.
Filmen kan blandt andet lejes hos blockbuster.dk.
Hør min podcast om Oscaruddelingen her: