Skip to main content
TEKST MATHILDE FALDEN FOTO/VIDEO HELENA RAVNSBÆK
28. november 2020

APPETIZE gløgg-guide 2020

På redaktionen blev vi enige om, at hvis der er noget, aalborgenserne mangler i denne kolde tid, så er det en gløgg-guide til 6 af Aalborgs hyggeligste caféer. Gløgg kan laves på tusindvis af måder, og det kan være en jungle af finde rundt i. Mange har forskellige præferencer, og en god gløgg kræver ikke kun gode ingredienser – den kræver også god stemning. Derfor bestemte vi os for at bedømme gløggen på fire forskellige parametre: Duft, smag, alkohol-spark og julestemning. Derudover forsøgte vi at få de forskellige caféejere til at røbe deres hemmelige gløgg-trick, som får deres gløgg til at skille sig ud fra andre.

Café Ulla Terkelsen London

Da vi ankommer på Aalborgs mest spraglede café, bliver vi mødt af en tung, sød juleduft – gløggen har spredt sine krydrede noter ud i hele lokalet. Duften, den rolige atmosfære og de mange skøre juleophæng gør, at vi er i julestemning fra første sekund.

Tjeneren kommer med en pastelfarvet platte, hvorpå vi får gløgg, vand og lidt konfekt. Caféen tilbyder to forskellige slags hjemmelavet gløgg; en rød og en hvid, hvorfor der er noget til enhver smag. Den røde gløgg er rund, klassisk og krydret, og der er ingen tvivl om, at der er kælet for detaljen. Mandlerne og rosinerne har ligget og hygget sig tilpas længe i en romlage, hvor man får den gode krydrede smag men undgår den sprittede fornemmelse. Den lyse er frisk og krydret, og hvis den var fuld af isterninger i stedet for rosiner og mandler, ville den gøre sig fantastisk som en sommerdrink, da appelsin- og hyldeblomstsmagen er gennemtrængende og frisk. En klassisk mørk og rund gløgg og en gløgg til vedkommende, der er mere til en forfriskning.

Duft
5/6

Smag
6/6

Alkohol-spark
3/6

Julestemning
6/6

Det hemmelige trick
Tricket er, at vi byder på to meget forskellige gløgg, så der er noget for enhver smag”

Pris
50 kr

KaffeFair

Da vi træder ind i de hyggelige lokaler på Strandvejen, er der er en livlig men samtidigt hyggelig stemning. Der er pyntet op til jul på en klassisk men på en lidt diskret måde, men deres bløde møbler og dæmpede farver gør i forvejen et stort stykke arbejde for hyggen i caféen. Det åbne køkken vidner om en afslappethed og det gør at man som kunde føler sig tryg – og så er der altid noget spændende at kigge på.

Vi modtager den mørke, hjemmelavede gløgg i en kop, der er behagelig at varme hænderne på, sammen med en sprød, lille jødekage. Gløggen er ekstremt krydret og sød på en lækker måde, og vi får at vide af kokken, at det er fordi, den er kogt på både dadler og figner. Nogle elsker det søde, mens andre synes det bliver for meget. Til dem lover kokken, at han med glæde giver et ekstra skvæt snaps, så den varme drik får lidt ekstra kant. Mandlerne i bunden er ristede, hvilket gør en kæmpestor forskel i smagsoplevelsen. Alt i alt en eksplosion af utroligt velvalgte smage, der giver gode, røde gløgg-kinder.

Duft
5/6

Smag
6/6

Alkohol-spark
4/6

Julestemning
5/6

Det hemmelige trick
Den er kogt på figner og dadler, og hvis det ikke falder i alles smag, udligner vi med glæde med lidt alkohol”

Pris
45 kr

Cafe Vi.2

Vi nærmer os den velkendte C. W. Obels Plads, hvor skøjtebanen desværre mangler i år. Det sætter dog ikke en stopper for, at Cafe Vi.2 formår at skabe en fantastisk julestemning. Allerede inden vi bevæger os ind i caféen, kommer vi i stemning på deres opvarmede terrasse, som er pyntet med smukke granguirlander og lyskæder. Det fortsætter inde i caféen, hvor den dunkle belysning, de smukke lys og skinnende hjerter pryder lokalerne.

Vi vælger at nyde vores gløgg på deres perfekt beliggende terrasse, hvor hyggelig julemusik strømmer ud af højtalerne. Vi får forklaret, at gløggen er købt på flaske, men at den er nøje udvalgt på baggrund af tidligere vundne priser og fordi den rummer mange lækre krydderier – blandt andet toner af peberkage. Rosinerne og mandlerne har ligget i rom- og appelsinlage. Det er den syrligste gløgg, vi har fået indtil videre, men de mange krydderier skaber en god balance.

Duft
6/6

Smag
4/6

Alkohol-spark
3/6

Julestemning
5/6

Det hemmelige trick
”Vi har valgt at føre en Blossa Gløgg, der har vundet en pris for bedste gløgg. Så bliver det jo næsten ikke bedre”

Pris
45 kr

Caféministeriet

Både døre og vinduer er gran- og lysbeklædt hos Caféministeriet, og man få straks lyst til at se, om hyggen fortsætter inde i caféen. Lokalerne skuffer bestemt ikke. Atmosfæren og akustikken gør, at man med det samme kommer fuldstændigt ned i gear. Julestemningen bestod med endnu flere granguirlander, mørke velourjulekugler, lyskæder og stille julemusik i højtaleren.

Den hjemmelavede gløgg kommer i et glas, vi er enige om, godt kunne have været udvalgt bedre. Dog trækker de små brunkager op, der er virkelig velkrydrede og sprøde. Gløggen er lavet på en 6 år gammel opskrift, som Caféministeriets gæster har været vilde med lige siden. For os er det den stærkeste gløgg, vi begge nogensinde har smagt, og vi fornemmer at rosinerne har ligget i rom-lage i enten meget lang tid eller i en meget stærk rom. Hele sammensætningen af romrosinerne, portvinen, rødvinen og rommen gav et lidt for hårdt ”spark” til vores smag, men man må sige, at man får noget for pengene på Caféministeriet.

Duft
5/6

Smag
3/6

Alkohol-spark
6/6

Julestemning
5/6

Det hemmelige trick
”Vi har udviklet på vores opskrift i de sidste 6 år”

Pris
45 kr

Penny Lane Café

Hos Penny Lane er der heller ikke sparet på julehyggen. I vinduerne er der hængt draperede gardiner lavet af guld-guirlander op og en kæmpe nøddeknækker tager imod os ved indgangen. Indenfor bugner caféen af julepynt. Lofter, vægge, reoler, hylder, ALT syner af skønne julefigurer, dekorationer, peberkager og ophæng, som gæsterne også har mulighed for at købe med hjem.

Vi får en gløgg, hvor rosinerne har ligget i lage i 7-12 måneder, hvorfor de er vokset tilbage til vindrue-størrelse. De bærer selvsagt præg af et godt spark, men modsat er selve gløggen ikke så kraftig, hvilket giver en god balance. Gløggen skiller sig ud, fordi den er kogt med lakridsrod – det gør, at gløggen har et touch af noget nyt, men hvor den stadig bevarer den gode, klassiske runde smag.

Duft
5/6

Smag
6/6

Alkohol-spark
4/6

Julestemning
6/6

Det hemmelige trick
”Rosinerne har ligget i rom-lage i 7-12 måneder”

Pris
55 kr

Kochs Kaffebar

Kochs Kaffebar bærer præg af en nordisk julestil, der går igen i hele caféen. Der er kælet for detaljen, men bestemt ikke på en overdrevet måde. Derudover oser stilen af kvalitet, og man er ikke i tvivl om, at de kan levere en velaromatiseret kop kaffe – men kan de leve op til deres kvalitetsbevidsthed, når det kommer til den mørkerøde, krydrede drik?

Vi får serveret gløggen med frisk appelsin på siden af glasset, og baristaen forklarer os, at deres gløgg er lavet på steamet rødvin og en hjemmelavet gløggsirup. Siruppen har godt ind i mange timer med alskens forskellige julekrydderier, heriblandt allehånde, kanel, peber og kardemomme. Vi oplever en dejlig og let krydret rødvin, men vi savner en smule portvin, rom eller andet til at give gløggen lidt flere dimensioner.

Duft
6/6

Smag
4/6

Alkohol-spark
5/6

Julestemning
5/6

Det hemmelige trick
”Vi bruger en hjemmelavet gløgg-sirup med masser af smag”

Pris
55 kr

Aalborg – en by fuld af kvalitets-gløgg

Vi kan altså konkludere, at alle stederne, vi besøgte rundt omkring i Aalborg, har kælet for deres gløgg på hver sin måde. Der er tænkt over detaljen og ikke mindst juleudsmykningen og -hyggen. Det er en smagssag, hvad man foretrækker i en gløgg, så derfor håber vi, at læserne har fået inspiration til netop deres næste gløgg i APPETIZEs udførlige gløgg-guide 2020.

Se med i videoen herunder, hvis I vil underholdes lidt af optagelser fra gløgg-smagningen, hvor vores journalister får mere og mere røde kinder, som optagelserne skrider frem.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev