Skip to main content
Tekst Betine Brix | Foto Skråen
4. maj 2023

Anmeldelse: Begrebet “Still going strong” har fået en helt ny betydning

Niels Hausgaard – The Danish Dane

Skråen Royal Stage, Aalborg

26. april kl. 19.30

At Niels Hausgaard nu har haft seks udsolgte shows i Aalborg i løbet af foråret på Skråens Royal Stage er virkelig imponerende. Kan trubaduren stadig underholde, synge og fortælle de gode fortællinger, hvor man griner så tårerne triller? Ja, ja og et stort JA!

I det nye show “The Danish Dane” møder man en mere dyb og sentimental Hausgaard end tidligere, hvor der filosoferes mere over nogle af livets knap så sjove oplevelser.

Dette show er Hausgaards første efter han mistede sin kone på grund af sygdom i marts 2022. På scenen fortalte han, at tabet af konen også betød, at han mistede sin bedste ven og sang derefter den rørende “Kammerat, jeg savner dig”. Jeg synes, det er noget af det fineste, jeg har hørt fra Niels Hausgaard. Sangen er en hyldest til alle dem, der har levet et langt liv sammen. Niels Hausgaard har altid været god til at se det poetiske i tiden og hverdagen. I dette show nåede han hele vejen rundt og vi fik en lille, men meget beskrivende, fortælling om svigerindens skift fra plisseret nederdel til shorts – her var beskrivelsen så levende, at der var spruttende grin i salen – Ja, han er bestemt ikke blevet mindre skarp med alderen!

Very Impotent People

I løbet af aftenen nåede Hausgaard at komme ind på alvorlige emner som Ukraine-krigen og jeg synes, det er befriende, at han ikke er bange for at komme med hans egne holdninger til det politiske. VIP-konceptet kom også under kærlig behandling – Very Impotent People, som han startede med at definere forkortelsen, udløste også stor latter. Her syntes han, at det er møgkedeligt at sidde i VIP-områderne i for eksempel en lufthavn og det eneste de lukkede områder gør, er at holde andre ude. Der er ingen tvivl om, at han hele sit liv har haft et horn i siden på de opblæste og selvhøjtidelige mennesker.

Selv om nordjyden Niels Samuel Hausgaard har turneret Danmark tyndt i over 50 år, virker det ikke som om, han er blevet træt af det – tværtimod – han har udtalt, at han fortsætter indtil publikum, ikke gider mere: “Eller til jeg bliver så gammel, så jeg er ufrivilligt morsom.”

Hans underspillede lune og fabelagtige betragtninger af os mennesker leveres stadig med publikum og humor på højt plan. Måske er det med Hausgaard som med vine: han bliver kun bedre med årene. Tak for endnu en ganske underholdende aften med mange gode grin og et par enkelte tårer i øjenkrogen. Med på scenen havde Hausgaard selskab af jazzmusiker Martin Schack og hans keyboards.


Nyeste artikler

Mick Øgendahl har taget hul på sin tour rundt i Danmark med onemanshowet ’Bad Boy’ efter en pause fra scenen på syv år. Den 51-årige komiker har gi…
Sangerinden Ellen Bathum, der er bedre kendt under kunstnernavnet Elba, flyttede tilbage til roen og naturen i hjemstavnen Thy, da hun havde brug f…

Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev