2. februar 2026
I lørdags var jeg i teatret. Lidt flov må jeg indrømme, at det ikke er noget jeg har for vane. Eller skulle jeg skrive havde for vane, for det vil jeg gerne lave om på nu.
Jeg var i Aalborg Teater for at se præmieren på teaterstykket Amadeus, der fortæller historien om musikgeniet Wolfgang Amadeus Mozart. Historien bliver fortalt igennem italienske Antonio Salieri, der er hofkomponist i Wien. Tæt på sin død fortæller han sin livshistorie om, hvordan han engang var stor og beundret. Han havde lavet en aftale med Gud; at han ved at lovprise Gud gennem musik skulle belønnes med guddommelig inspiration. Det går sådan set alt sammen meget godt lige indtil Mozart dukker op. Mozart er ung og fjollet; en tysk nar. Og så er han sjofel, taler før han tænker og skider i alle de fine gamle traditioner. Men han er et genialt musikalsk geni og gør Salieris aftale med Gud til skamme.
Salieri er egentlig et godt menneske, men han er forfærdelig jaloux og misundelig. Han kan ikke slå sig til tåls med sin egen middelmådighed, som Mozarts genialitet gør så tydelig. Der udspiller sig noget af et drama. Følte jeg mig underholdt? Ja, i den grad!
Inden forestillingen havde jeg overvejet, hvordan jeg mon skulle klare mig igennem de næsten tre timer, der stod forestillingen varede inklusive pause. I dagens Danmark er det jo for mange længe at holde fokus på kun én ting. Men tiden ophørte og jeg forsvandt ind i fortællingen og ind i nærværet.
Jeg skulle vænne mig til formatet
Jeg er så vant til fjernesynet, hvor alt er poleret og perfekt, men snart så jeg bare scenen og skuespillerne, og til sidst gik det op for mig, at jeg havde glemt, at jeg sad og betragtede levende mennesker. Det var ikke bare en film. De stod der på scenen og leverede et fantastisk stykke arbejde for mig og for alle de andre, der var mødt op. Hver skuespiller var perfekt i sin rolle. Jeg troede på dem. Jeg så Mozart og Salieri ikke Jakob Højslev Jørgensen og Jeppe Ellegaard Marling, der spillede rollerne.
Handlingen var spændende. Salieris monologer fængende, og så var der humoren. Den var ikke et bærende element snarere ekstra pynt på kagen og helt perfekt i sin timing. Jeg fik grinet, og det var skønt.
Og så var der kulisserne, kostumerne og ikke mindst musikken
Kostumerne var smukke og nærmest karikerede og understregede persongalleriets personligheder og udvikling i livet. Således forandrede dele af både Mozarts og Salieris og også nogle af de andre skuespilleres kostumer sig forstillingen igennem. Jeg forstod aldrig helt Salieris kostume, der var skriggult kombineret med neongrønt. Designet – farverne og materialet – ledte mine tanke lidt for meget i retning af sportstøj og måske den slags sikkerhedsbeklædning man ser, når der er vejarbejde på en motovej. Det gule stof, der mindede om bævernylon, larmede når Salieri bevægede sig. Ikke meget, men nok til at det generede mig. Det var lidt ærgerligt.
Kulisserne var enkle og få. To stole, et flygel og nogle store rammer, der illustrerede, at man var inde. Dertil blev draperede gardiner sænket op og ned. Et hvidt stykke stof blev også sænket ned og brugt på flere forskellige måder. Blandt andet til at skabe skyggespil med stor effekt. Det var som skrevet meget enkelt, men kreativt udtænkt og utrolig virkningsfuldt. Det elsker jeg!
Og så var der musikken. Mozarts musik blev spillet flere gange. Uddrag af hans værker, som var en del af fortællingen blev spillet. Dette var selvfølgelig ikke live eftersom det ville kræve et symfoniorkester. Men Ramez Mhaanna, der er Aalborg Teaters koncertpianist, leverede levende musik. Han spillede rollen som Kapelmester Bonno og imponerede flere gange med sit fantastiske klaverspil. Andet akt begyndte med en ekvilibristisk fremførelse fra Mhaannas side. Imponerende.
Amadeus får helt sikkert mine varmeste anbefalinger. Det var smukt, spændende, underholdende, morsomt og så følte jeg mig svøbt i nærværet og i nuet. Hvis jeg var dig ville jeg skynde mig at købe billetter til Amadeus.
