Anmeldelse af ’Svanesøen’
Den Russiske Nationalballet fra Moskva optrådte i onsdags med balletklassikeren ’Svanesøen’. Det gjorde de med blandt andre stjernesolister fra den berømte Bolshoj Ballet. Forestillingen foregik i den store sal i AKKC, der med sine 2173 m2 kan rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.
Spændt på aftenens forestilling satte jeg mig godt til rette i sædet. Lyset blev slukket og musikken begyndte. Der gik dog adskillige minutter før selve tæppet gik. Men så kom der ellers også godt gang i balletskoene til Tjajkovskijs musik. Det store ensemble af balletdansere optrådte desværre ikke med et live orkester, men derimod med indspillet orkestermusik. Det gik lidt ud over oplevelsen efter min mening.
Modsat andre gange, fandt jeg det ikke så nødvendigt at have læst op på selve handlingen forinden. For der var ikke særlig meget af den, selvom den var i 4 akter. Det meste af tiden foregik nemlig bare med smukke ballettrin, men det gav omvendt en glimrende mulighed for fordybelse i ballettens fine kunst og teknik. Blandt andet ramte genkendelsens glæde mig, da der blev danset svanedans til dette velkendte nummer.
Generelt leverede de mange dygtige balletdansere en høj standard af balletkunst med en spidsfindig og eventyrlig elegance, som ofte forgik helt oppe på tåspidserne. Jeg var særligt vild med hofnarrens rolle, da han foruden at være rigtigt dygtig også havde en fantastisk grimasse og gestik. Han fik mig til at smågrine flere gange, og det piftede ligesom det hele lidt op. Jeg nød også virkelig at se, hvor ubesværet de alle fik det hele til at se ud, og jeg tog flere gange mig selv i at blive imponeret over mændenes høje spring, som jeg ved virkelig kræver megen styrke. Det var simpelthen fascinerende at beskue. Men summa summarum så forelskede Prins Sigfried sig i andet akt i svaneprinsessen Odette, som han i fjerde akt også fik ved at dræbe den onde troldmand og bryde forbandelsen med ægte kærlighed. Tredje og fjerde akt var de mest interessante og handlingsprægede, og her kom vildskaben, kærligheden og selve forestillingen også mere til sin rigtighed. Jeg fæstnede mig ved, at det var en utrolig smuk afslutningsscene, der virkede fuldendt, selvom kampen med troldmanden forekom mig lidt for kort.
Alt i alt var det en flot forestilling og et eventyr om kærlighed og mystik. Jeg nød specielt at se kampen mellem det gode og det onde, men jeg fandt det dog virkelig synd, at der ikke var et rigtigt live symfoniorkester tilstede. For nok er Tjajkovskijs musik smuk, men den er ikke super fortællende og intensiteten udeblev derfor. Jeg blev i al fald ikke rigtigt revet med ind i forestillingen, og det gav ligesom en form for distance til scenen. Det blev dermed til tider også lidt kedeligt. Men jeg nød dog eventyret om den fortryllede Odette i Svanesøen, og syntes også at Sigfried og Odettes kærlighed virkede troværdig og fremtonede sig med et kærligt skær i deres dans. Kostumerne var smukke og niveauet højt, hvilket sammenlagt med alt ovenstående ender ud i 5 ud af 6 stjerner.
