’Mesterværker af Mozart’ blev i torsdags fremført af Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus’ koncertsal.

Koncertsalen er Musikkens Hus’ hjerte med plads til 1.298 gæster (inkl. korpladser). Den er akustisk optimeret og velegnet til klassiske koncerter som eksempelvis denne.

Aftenens koncert indebar ikke noget stort orkester. Den første del af koncerten blev anført af solo violinisten Yana Deshkova og solo bratschisten Lawrence Power. Sidstnævnte startede ud med en lille forklaring om Mozarts musikalske rejse i forbindelse med aftenens numre. Han forklarede også at koncertens første del efter sigende skulle være komponeret til at være ’festmusik’. De første mange strofer var livlige, muntre og på ingen måde monotone. Man drømte sig let væk til 1700-tallets fine herskabssaloner med levende stearinlys, rænkespil og dans. De to solister samt orkesteret formåede virkelig med masser af følelse at frembringe musikkens ”spil”. Det føltes ret uforudsigeligt og bevægende på en opløftende facon. Dernæst blev det lidt mere sørgmodigt, men dog stadig smukt. Det var som en rigtig duet imellem de to solister, og Aalborg Symfoniorkester leverede som så ofte før en fejlfri præstation til at bakke solisterne op med. Folk sad på dette tidspunkt i ekstase og så opslugte, at de helt holdte vejret. Til slut kom det hele op i tempo igen og blev ganske legende og medrivende. Det var svært ikke at bevæge enten fødder, fingre eller hovede i takt med musikken, og det føltes næsten magisk. Da koncertens første del sluttede, var publikum helt oppe at køre og klappede længe og begejstrede. Det virkede som en sand home run for aftenens koncert.

Efter pausen havde alle violinerne forladt scenen, og Aalborg Symfoniorkester skulle nu dirigeres af den britiske dirigent, Douglas Boyd. Han forklarede at aftenens anden koncertdel var komponeret af Mozart med henblik på at være egnet til et middagsselskab – hvilket han fik ret i. For i meget lang tid mindede tonernes sammensætning så meget om hinanden, at ordet ’baggrundsmusik’ blev meget sigende. Med det sagt var anden koncertdel meget mere monoton og kedelig end første koncertdel. Halvvejs begyndte flere publikummer da også at trække vejret mere sukkende, og rundt omkring var der sågar enkelte der små-sov. Ensformigheden gav tankerne lov til at flyve langt væk fra koncerten, men hen imod slutningen blev alt dog godt igen. Men koncertens afslutning modtog på ingen måde den samme applaus som den første del, og det var derfor ikke en homerun alligevel.

Koncertens første del var for alle elskere af den klassiske musikgenre. Den kælede for øregangene og løftede humøret. Den var som en fortællende og medrivende dans, som også var spændende at se på i form af de to solisters arbejde. Alt faldt i tråd på en harmonisk måde, og denne del var helt klart den bedste. Den var faktisk seks stjerner værdig. Men lige så spændende og fortryllende som første del var, ligeså kedelig og monoton virkede anden del desværre. Derfor gik min vurdering i løbet af koncertens anden del ned til 4 ud af 6 stjerner. For det blev simpelthen for ensformigt for mig i længden. Jeg vidste på forhånd ikke, hvilke værker jeg skulle høre denne aften, men jeg havde nok håbet på, at jeg skulle forlyste mig i mere kendte mesterværker som eksempelvis ’The Marriage Of Figaro’, ’Eine Kleine Nachtmusik’ eller ’Elvira Madigan’. Så det var lidt skuffende. Men der skal dog ingen tvivl herske om, at det stadig var en udmærket koncert, og derfor er karakteren også givet over middel.