Anmeldelse af ’Giselle’
Det Kongelige Teater optrådte i sidste uge med balletten ’Giselle’. Dette foregik i den store sal i AKKC, der med sine 2173 m2 kan rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående. Balletten blev akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester med dirigenten Garrett Keast i spidsen.
Det var første gang, at jeg skulle opleve en balletforestilling live. Jeg var derfor meget nysgerrig og spændt på, hvad jeg ville synes om det. For en live-forestilling er altid noget andet end en optaget tv-udsendelse. Man får meget mere stemning med, og man kan heller ikke lige spole tilbage, hvilket bidrager til en mere intens form for nutidig ægthed. En balletforestilling er også en form for stumfilm, hvor udtryksformen foregår uden ord. Det var derfor en udmærket idé, at jeg lige på forhånd havde læst lidt op på handlingen, således at jeg bedre kunne nyde denne tryllebindende underholdningsform.
Balletdanserne var både yndefulde og eventyrlige at se på i deres synkrondans, men også decideret smukke i deres flotte positurer. De fik det virkelig til at se legende let ud. Men ingen tvivl var der heller om at niveauet var højt, og at intet var overladt til tilfældighederne. Koreograferne Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe havde virkelig formået at fremhæve romantikken og ekstravagancen i stykkets handling, som gik ud på at fortælle om den unge smukke Giselles ulykkelige kærlighed og skæbne. Giselle forelskede sig nemlig i den bondeklædte Loys, der i virkeligheden var Hertug Albrecht, der er trolovet med fyrstedatteren Bathilde. Da Giselle erfarede dette, mistede hun simpelthen forstanden og døde. Herefter blev hun til en af Willierne, der bestod af unge piger, der var døde før deres bryllupsnat, og som derfor til evig tid jagtede mænd ved nattetide for at få disse til at danse sig selv til døde.
Hele forestillingen foregik i harmoni og med den fineste akkuratesse af Aalborg Symfoniorkester, der som altid gjorde det super godt. Men det var omvendt også af den yderste vigtighed, da musikken i den grad var med til at formidle, hvilken sindsstemning der skulle hvile over scenen eller som visse personer skulle udtrykke. Selvom handlingen var tragisk, så var musikken generelt let og med et strøg af lystighed. Første akt var ganske overvældende og ekspressiv, imens anden akt desværre var den totale modsætning. Jeg havde virkelig sat mine forventninger op efter at have overværet første akt. Men jeg kedede mig faktisk en del under Williernes dans i anden akt. For selvom Williernes stemning og kirkegårds kulisse var dramatisk og dragende, så var anden akt blot én lang udfasende afslutning på første akt. Ja faktisk blev jeg direkte træt og ventede på et klimaks, som desværre aldrig rigtigt kom. Jo bevares blev både Giselle og Willierne da sat fri til slut, men det fremstod noget så utydeligt, at det næsten blot var et komma i handlingen.
Igen havde jeg bevæget mig ud på dybere grund i og med, at dette var min første balletforestilling. Men jeg må med begejstring sige, at det næppe har været den sidste. Balletten er nemlig en eventyrlig verden, der tager mig med tilbage til en mere simpel tid og sted. Væk fra alverdens stress, jag og mobiltelefoner. Selvom historien om Giselle var en ganske trist en af slagsen, så bragte den dog stadig et smil på læben, og jeg fandt ud af at jeg åbenbart elsker ballet. Det var mondænt og højdramatisk med masser af finesse og sans for detaljen, hvilket virkelig gjorde sig iøjnefaldende i forestillingens lyssætning, mimik, kostumer, scenografi, hår og koreografi. Første akt var ud over al forventning og direkte værdig til seks stjerner. Men desværre leverede anden akt ikke helt den samme følelse, men blev i sammenligning direkte langtrukkent. Det trak derfor forestillingen ned på fire stjerner. Jeg blev dog så duperet i både første og anden akt over balletdanserinden Jáime Crandall (Giselle), som græd ægte tårer på scenen. Hun reddede derved denne smukke balletforestilling op på hele 5 ud af 6 stjerner.