Skip to main content
Tekst Anette Vedfald | Foto Presse
15. april 2019

Anmeldelse af ’Det Gode Selskab’ – Hvam og Øgendahl

De to meget forskellige komikere, Frank Hvam og Mick Øgendahl, optrådte 11-13 april i Aalborg Kongres og Kultur Center, der med sine 2173 m2 kan rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.

De to komikere gik på scenen, hvorefter Øgendahl med sit sædvanlige fyldige ordforråd gav en udmærket præsentation af showet. Hans første jokes gik på hvilke modsætninger, der givetvis var til stede blandt de to komikeres vante publikum, og kort derefter udtalte han at ”Hvis nogen sidder dernede og er krænkelsesparate, så kan I godt glæde jer!” Der kom da også ret hurtigt en masse snak om pik, tissekoner og lort på bordet, men det virkede bestemt ikke til at afskrække nogen. Lidt senere leverede Øgendahl så en ’poetry-rap’, imens Hvam ’street-dansede’ på en lidt komisk måde til publikums store begejstring. Men da komikken gik over til at omhandle mere seriøse emner som omskæring, politik og klima, gik luften ret hurtigt af ballonen. Selv da Hvam og Øgendahl tog hinanden i hånden og gik rundt på scenen, virkede publikum stadig lidt træge, omend med. Det var først rigtigt da Hvam leverede en kavalkade af jokes om hunde og hundeejere, at salen igen begyndte at syde af højt humør. Der blev også snakket om bl.a. koner, mandlige p-piller, homoseksuelle, grøn omstilling og veganere – hvortil om sidste emne at Øgendahl udtalte således ”Altså hvis du kun spiser grøntsager, så føder du en grøntsag.” Den replik gik øjensynlig rent ind hos de fleste af de tilstedeværende publikummer. Det samme gjorde Hvams senere hentydning til Ghita Nørby, som han hurtigt og smukt fik flettet ind i en sammenhæng. Det var selvfølgelig et nemt point, men ikke desto mindre et ret velplaceret ét på en typisk Frank Hvam-måde. Showet sluttede af med at de to løb rundt på scenen, mens de fulgte op på aftenens højdepunkter og derved fik de flettet en rød tråd igennem hele forløbet.

Hvam og Øgendahl er ikke just den duo, som man forventede ville finde sammen. Deres show var til tider hylende morsomt og andre gange lidt mere grumt. Det var alt andet end politisk korrekt, og faktisk nærmest en besættelse af at være det modsatte, hvilket for det meste vant indpas hos publikum. Hvam og Øgendahl var generelt ret ekspressive og gode til at bruge scenens rum, men de fik også samlet op på mange af deres jokes undervejs. Det var nogle gange med succes, og andre gange mere forceret for at forsøge at skabe en rød tråd. Der var dog en rød tråd igennem hele showet, og også med fine krøller. Men selvom jeg ikke er i tvivl om, at der er lagt megen tanke, tid og engagement bag, så faldt det indimellem stadig til jorden. De komplementerede for det meste hinanden udmærket, men andre gange kunne de ligeså godt have stået der med næsten hvem som helst. For selvom de ganske vist forsøgte at gøre brug af hinandens svagheder og styrker, så lykkedes det ikke altid helt. Måske det også skyldtes nogle af de for seriøse emner, som der blev dvælet længe ved. For folk kom nok for at blive underholdt og spejlet i deres egne trivialiteter og dårlige vaner, og ikke for at tænke på alle de store og triste verdensproblemer, som konstant fylder nyhederne. Det tog ligesom noget gejst fra showet i for lang tid, og derfor får showet små 4 ud af 6 stjerner.


Nyeste artikler


Logo for APPETIZE Magasin
APPETIZE Magasin er et slow-medie, der indbyder til ro og fordybelse. Vi er det eneste af sin slags i Nordjylland, og vi tror på, at værdien af vores seks årlige udgivelser gør en forskel på oplevelsen af at høre til og være en del af den nordjyske DNA. Vi er stolte af vores region og sætter stor pris på at fortælle om alle de nordjyder, der gør en forskel. Både de private og virksomhederne.

Tilmeld nyhedsbrev